Da jeg var dreng, var der flere af mine lærere som havde været med i modstandsbevægelsen eller tæt på.
Vi havde en lærer, som var "helt skør" nogle gange - og som man sagde, at det var fordi han havde været taget af tyskerne. Vi havde en lærer, som havde kørt med Information som stor dreng. De ældre af vores lærere var gamle nok til at kunne huske krigen. Mine forældre kunne huske krigen. Og de kunne fortælle om den.
Vi lærte om hvordan alle mennesker havde kapacitet til at gøre onde ting i den bedste mening. At ondskaben boede i os alle - og især kunne drives frem, når man var i flok og når man ikke var opmærksom på det.
Vi lærte om hvordan helt almindelige mennesker havde forsøgt at undgå, at tage stilling til besættelsen. Om hvordan helt almindelige mennesker havde valgt at blive små-stikkere. Havde valgt at blive rigtige stikkere - og hvordan andre mennesker, også uskyldige, var blevet ofre for stikkerier.
Vi lærte om hvordan helt almindelige mennesker - i flok - lige efter befrielsen, havde indfanget stikkerne ... og også nogle helt uskyldige, som nogen ikke kunne lide - og havde straffet dem. De havde straffet feltmadrasserne, tyskerpigerne og så selvfølgelig piger, som nogen ikke kunne lide.
Vi lærte om hvordan mistro og angst bredte sig i samfundet.
Og vi kunne lære om det - samtidig med, at vi vidste, at tilsvarende skete i Østtyskland, vores nærmeste nabo, hvor Stasi havde stikkere.
Når vi selv - eller folk vi kendte - rejste til Østtyskland, kunne vi høre om den angst og mistro der var. Vi vidste, at alle østtyskere vidste, at væggene havde ører. At man ikke skulle sige hvad man mente. At man ikke turde. At der var stikkere i alle opgange. Og at mistanken straks blev vakt, når en familie fik besøg fra vesten.
Da muren faldt, kunne vi høre beretningerne om at det var meget, meget værre. Og der var ingen grund til at tro det var løgn.
Da muren faldt, skete der også noget andet:
Vi begyndte at glemme. Vores "ledere" begyndte at glemme. Bevidstheden om, at det er vigtigt at holde staten i en stram tømme, at vogte over borgernes frihed og at sikre plads til anderledes tænkende, begyndte at sive ud af menneskene.
Lærerne i skolerne blev yngre. Havde ikke samme erfaringer og kunne ikke huske de samme ting. De var ikke akut opmærksomme på, at der var en ting at lære af fortiden.
I årene efter murens fald - begyndte det igen at blive en del af den offentlige debat, at "der var noget galt".
"Tonen" var et problem, syntes nogle.
Pæne damer var utilfredse. De ville have opdraget folk. Borgerne skulle lære hvordan man opfører sig pænt. De små børn skulle opdrages. De voksne skulle opdrages. Regler for "acceptabel adfærd" blev mere og mere centrale.
Det skete samtidig med to ting: Borgerne fik adgang til medier - hvor de selv kunne vælge at ytre sig, hvis de ville og vi fik importeret nogle hundrede tusinde mennesker, med andre normer for adfærd end dem vi var vant til.
De nye "danskere" var vant til at autoriteter bestemte helt ned i detaljer. Nogle af dem kunne ikke forstå, at statsministeren ikke bare pr. dekret kunne forbyde folk at tegne en himmelnisse. De var fornærmede.
De pæne damer var forfærdede. Tænk engang at nogle mennesker kunne være så uopdragne, at de fornærmede andre med grimme tegninger og ytringer.
Tiden gik. Nye generationer kom til. Konflikten mellem de forskellige befolkningsgrupper spidsede til.
Vi opdagede, at vi ikke er ens og ikke har ens normer.
Og så fandt de nye generationer på - at vi bare kunne sende et "adfærdspoliti" i gaderne, ud i institutionerne og ud på arbejdspladserne - for at få opdraget borgerne til at blive ens og til at tale ens, vide hvordan "man" skal opføre sig, hvad man "må" sige og hvad der er acceptable holdninger.
Og dem der gerne ville magten - ville magten så meget, at de også ville have det man kaldte de nye medier, til at regulere og fjerne de "grimme" ting på facebook, google og så videre. De største magthavere ville have begrænset hvad mennesker kunne komme til orde med.
Og de kunne ikke se ligheden med nazismen og kommunismen.
For det eneste de vidste om nazismen og besættelsen - var "kz-lejre", "jødeforfølgelser" og romantiske røverhistorier om pistolbevæbnede unge sabotører.
Og der var da INTET i de nye begrænsninger af menneskers frihed, som på nogen måde lignede det.
Og de der "grimme mennesker" med den grimme sprogbrug, den grimme opførsel og de grimme holdninger - skulle da bare begrænses. Det kunne alle pæne mennesker da blive enige om. De skulle ikke have lov til at udtrykke sig offentligt. Og deres børn skulle tvangsopdrages i skolerne - til at tro på den rette ideologi, hvor der ikke var plads til slemme ting.
Og hvis nogle mennesker skulle ende med at føle sig utrygge over det - så var det jo nok fordi de havde uacceptable holdninger og grimme tanker. Og så var de da også selv ude om det.
Altså ... alene det, at vove at sammenligne de her pæne holdninger om at man skal opføre sig ordentligt - med noget så grimt som nazisme og kommunisme.
Det kunne vi da ikke have! Sådan tænker pæne mennesker jo ikke!
Alle ordentlige mennesker ved jo - at man skal stoppe ondskaben!
Det må vi ikke glemme.