Gå til hovedindhold

Vestens fald I: Når man får sine ideer om sædelighed og moral fra Hollywood, kan det nærmest kun gå galt

Af Lennart

Velkommen til det første indlæg på bloggen Vestens Forfald her på Folkets Avis. I dag skal det handle om Hollywood.

#metoo startede i Hollywood.

Så Hollywood skulle altså belære resten af den vestlige verden om sædelighed og moral.

De mange arrige Hollywood-madammer roder rundt i den ene affære efter den anden med en "perlerække" af skilsmisser og ulykkelige børn i kølvandet.

Har de nogensinde spurgt sig selv om det kunne være et større problem end at en instruktør engang for 20 år siden tog dem på låret?

Nej, naturligvis har disse stridslystne og selvoptagede narcissister ikke det. Evnen til selvkritik ejer de øjensynligt ikke. Det er altid nogle andres skyld. Det hele.

Og så de titusindvis af medieklasse-lemminger og andenrangs skuespillere og "kulturpersonligheder" i resten af verden som idoliserer Hollywood-stjernerne i en grad, så de glemmer enhver kritisk stillingtagen og ethvert perspektiv på sagen.

Disse medieklasse-lemminger fører #metoo og tilsvarende tosserier over på alt og alle. Fuldstændig uden mindste grad af selvstændig stillingtagen. Fuldstændig hjerneblæst. Dybt godnat.

Stoppede man nogensinde op og spurgte: Kan man uden videre overføre det her fra Hollywood til resten af den vestlige verden? Stillede man sig nogensinde kritiske over for kilden - netop Hollywood? Nej, det gjorde man ikke.

For når medie-lemmingerne har chancen for at vise deres om ikke andet så åndeligt slægtskab med de store stjerne fra Hollywood, så forsvinder al realitetssans som dug for solen. 

Og hykleriet og dobbeltmoralen gælder ikke kun fra Hollywood-stjernernes egne kaotiske liv.

Hele den livsfilosofi omkring hedonisme og lyst-styret uhæmmethed, som oser ud af Hollywoods tusindtals produktioner, er med til at undergrave den traditionelle form for mere tilbageholdende kurtisering mellem kønnene, som så mange nu åbenbart begræder tabet af.

Så de her Hollywood-stjerner vil gerne have uindskrænket sex-magt over andre mennesker, og kunne aldrig drømme om at lægge en dæmper på sig selv. Man dyrker det seksuelle aspekt af livet i ekstrem grad.

Og samtidig himler man op, hvis denne ensidighed, denne kamp imod hæmmethed, viser sig at have nogle utilsigtede følgevirkninger ude i det virkelige liv. Man vil blæse og have mel i munden. Og når ting går skævt, er det ALTID nogle andres skyld. Det er Hollywoods kollektive narcissisme.

Men hvad kan man forvente af mennesker for hvem det ydre altid er i fokus. Altid det centrale.

Det virkeligt store spørgsmål er hvorfor så mange andre uden for Hollywood lader sig forlede?

Også folk der skulle forestille at kunne tænke selv.

Det er fint nok at få en del af sin underholdning fra Hollywood.

Men hvor dum er man lige, hvis man tror at en lære om sædelighed og moral kan have sin kilde i det dybt overfladiske Hollywood og derfra udbredes gennem de lige så hysteriske sociale medier?

Så dum er store dele af medieklassen desværre.

Kære læser,

Du har netop læst første indlæg på bloggen om Vestens Forfald.

Følg med her fremover hvis du gerne vil læse mere.

På forhånd tak,

Lennart

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.