Primære faneblade

Pixabay

Hvor længe skal vi blive ved med at finde os i #metoo-bevægelsen og dens helt åbenlyse virkelighedsforvrængning, dens hadefulde udfald mod mænd og dens skamløse kvindekamp?

Jeg spørger på baggrund af endnu en debat i medierne – debatten på DR2 i torsdags – hvor bla. Johanne Smith-Nielsen og Ritt Bjerregaard optrådte på slap linie vedrørende de problematikker #metoo rejser.

Man kunne her forstå, at sexchikane kun er noget der rammer kvinder!

I hvert fald hvis man skulle tro JSN, der flere gange i debatten talte om undersøgelser som viser, at omfanget af sexchikane – vel og mærke mod kvinder – er meget udbredt, men som ikke fandt det nødvendigt at nævne, at de selvsamme undersøgelser viser at sexchikane mod mænd ligeledes er meget udbredt.

En 3F undersøgelse fra 2015 dokumenterede at 27 % af kvinder og 19 % af mænd havde været udsat for sexchikane det sidste år. En norsk undersøgelse fra 2017 viste, at 42 % af kvinder og 47 % af mænd havde været udsat for sexchikane fordelt over flere år. En ligeledes norsk undersøgelse fra 2017 har dokumenteret, at mandlige sygeplejersker oftere udsættes for sexchikane end deres kvindelige ditto.

Et studie fra 2016 fra UCLA rapporterede at op mod 3.8 millioner amerikanske mænd kan være ofre for seksuel tvang, chikane m.m. udøvet af kvinder. 500 int. undersøgelser har igennem 40 år dokumenteret, at kvinder er lige så fysisk aggressive som mænd og udøver sexchikane og seksuel tvang i næsten lige så høj grad.

Den sandhed som metoo'erne og medierne ikke fortæller, er altså, at mænd udsættes for omtrent lige så meget chikane af kvinder som omvendt. 50 års kvindekamp har sat sine spor i måden hvorpå vi ser virkeligheden. 

Man fortæller heller ikke, når det drejer sig om voldtægt mod kvinder, at tallene for dette har været støt faldende de sidste 20 år overalt i den vestlige verden. Faktisk er vi på det laveste niveau nogensinde.

Det er tragikomisk, at vi på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor kvinder faktisk aldrig har kunne være mere trygge, hvor kvinder aldrig haft flere muligheder og dertilhørende ligestilling, at her ser vi en kvindebevægelse som aldrig har været mere aggressiv og fjendsk. 

Metoo er elitens kønskrig

Noget af det der irriterer mig ved metoo-bevægelsen er, at dens fokus er meget ensidigt. Det er mændene der anklages, hvilket mænd så rigeligt er blevet igennem de sidste 50 år, mens kvinders egen deltagelse i sexchikane og overgreb stort set ikke nævnes.

Metoo's kvinder er besat af manden som skurk.

Man italesætter en iboende ondskab, en primitiv drift og en dertilhørende umoral i mandekønnet – en umoral og ondskab som kvinder åbenbart ikke er i besiddelse af. Der er nærmest tale om en Disney-fortælling, når talen falder på kvinder. (WAW) Women are Wonderful.  

Man taler om magtrelationer i samfundets top – en vedvarende kvindepolitisk traver også i 2018 – hvor mænd har magten til at udøve seksuel pression og overgreb. Derfor er seksuelle overgreb næsten udelukkende en mandlig ting, hævdes det. Det viser på mange måder hvor elitær og indskrænket analysen er. Fokusset er henlagt til den 1 % af befolkningen, som hører hjemme i toppen, men ikke til resten af samfundet. 

Er der ikke forskellige magtrelationer på kryds og tværs i dette? Har kvinder ikke også magt over mænd? Mænd er langt fra alle en del af eliten og langt fra altid i en overposition. Man kan ikke analysere problematikker om magt, chikane og overgreb, kun ud fra de relationer der hører hjemme i toppen af samfundet. Magt kommer i mange forskellige udgaver og ses overalt i samfundet. 

En anden og vedvarende traver er påstanden om mænds privilegieblindhed. Det kan til tider være næsten komisk, at skulle høre på vestlige hvide kvinder belære mænd om privilegieblindhed, herunder at mænd ikke har øje for kvinders kvaler i samfundet. Dette efter 50 års kvindekamp og kritik af manden.  

Mænds kritik af og lejlighedsvise modvilje mod kvindesagen og metoo, er ikke udtryk for en generel privilegieblindhed. Det er heller ikke udtryk for, at mænd krampagtigt forsøger at fastholde egne privilegier eller ejerskab over kvinders krop. Det er en diabolsk kvindelig tænkning.

Mænd reagerer imod hvad de opfatter som dobbeltstandarder i kønsdebatten, samt de ofte voldsomme (kollektive) angreb på eget køn. Det er en vigtig pointe at gøre sig. Mange kvinder gør præcis det samme, når deres eget køn udsættes for kritik og udskamning. Kvinder synes ofte at kunne se splinten i mænds øjne, men ikke bjælken i eget. 

Er kvinder de nye chauvinister? 

Metoo havde alle muligheder for at skabe noget progressivt, noget fælles samlende, men den har fejlet.

Bevægelsen har lige præcis udviklet sig til at blive det monster, som mange forudsagde og advarede imod. Den er et flerhovedet bæst, hvor adskillige fordækte ideologiske, økonomiske eller personlige dagsordner stikker af i alle retninger. Den er ensidig og ofte virkelighedsforvrængende og sexistisk i sit udsyn.

Den skaber mistro mellem kønnene, den udskammer mænd og den bærer brænde til et i forvejen betændt kønsligt bål. Den skader den kønslige sammenhængskraft og bygger videre på en radikaliseret kvindekamp, som har været tilstede på de sociale medier i 10 år. Metoo er på mange måder den vestlige gynocentrisme og radikalfeminismes endelige konklusion: Mænd er svin.

Metoo har dog også afsløret og afdækket en råddenskab – især blandt nogle magtfulde mænd – hvorfor den har sin berettigelse et stykke af vejen, det må vi ikke glemme i den verserende kønskrig, men den har også afsløret noget andet. Når vi gir kvinderne magt som de har agt, er de ikke meget bedre end datidens mandschauvinister. På mange måder ser vi i dag en kvindebevægelse uden filter. En bevægelse der tør vise sit sande ansigt - et ansigt som ikke er meget kønnere end div. mandlige køns chauvinister. 

Måske skal kvinderne vænne sig til den magt, som metoo har givet dem, måske skal de lige som mænd er blevet det igennem mange år, stilles til ansvar for eget køns dårligdomme og medansvar for tingene. Måske er det på tide at martyrrollen lægges på hylden - og det samme med feminismen? Vi kan ikke i et generelt meget ligestillet samfund blive ved med at have disse dobbeltstandarder, den gynocentrisme, en mere og mere udbredt kvindechauvinisme og en altid hørende offerrolle til kvinden. 

Manden som køn har igennem mange år været under anklage, ofte med rette, men krigen mod manden er blevet så modbydelig og dæmoniserende, at han konstant ses som et problem. Nogle kvinder ser vitterlig mandekønnet som et potentielt farligt og umoralsk element i samfundet, hvorfor manden skal kontrolleres, adfærdsreguleres og holdes tilbage. 

I den anden ende af