Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

310

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Kan man forsvare massemord?!

”En bekendt, der er medlem af Socialdemokratiet i Oslo, gav mig et chok i tirsdags”. Sådan lød begyndelsen på en statusopdatering på Facebook i sidste måned fra Mattias Tesfaye. Chokket skyldtes, at hans bekendte et par dage tidligere havde fortalt ham ”….at Anders Behring Breiviks advokat nævnes af flere som en kommende fremtrædende politiker for de norske socialdemokrater”.

Det vidste jeg heller ikke. Jeg vidste ikke engang, at Geir Lippestad var Socialdemokrat. Men det undrede mig, at Tesfaye ligefrem havde fået chok. Hvad skyldtes det? Kombinationen ’advokat’ og ’socialdemokrat’? Trods alt hersker et par fordomme om jurister.

Men ret hurtig forstod jeg, at det ikke handlede om det. Tesfaye fortsatte nemlig med at fortælle, at han ”var målløs”, fordi ”Breivik myrdede løs blandt partiets egne unge medlemmer”, og for Tesfaye virkede det derfor ”komplet vanvittigt at føre valgkamp for hans advokat”.

Opdateringen var dog ikke slut. Den selv nyslåede folketingskandidat for Socialdemokraterne besindede sig nemlig efter, at samme bekendte, gjorde ham ” klogere”. For ”selvfølgelig har selv modstandere af demokratiet ret til et forsvar i retten”, og Tesfaye afsluttede: ”Det er netop et eksempel på retsstatens styrke - og dermed også indirekte på svagheden i Breiviks egen fascisme”.

Jeg selv var efterladt med hovedrysten, og et dybt suk. Ikke fordi Tesfaye besindede sig - den del var isoleret set rigtigt fint – men fordi Tesfaye mente, at han overhovedet havde grund til at fortælle dette, uden at opdage det større problem i selve dette. For det, som hans bekendte havde mindet ham om, burde allerede havde sat sig urokkeligt fast i hans bevidsthed i folkeskolen.

Opdateringen gjorde mig derfor trist. Den vidnede nemlig om et meget større problem; et problem som rækker langt ud over Tesfayes forbigående tvivlen; et problem, som desværre er ret udbredt - også blandt jurister.

Problemet eksisterer også i Norge. Samme dag som offentligheden modtog nyheden om, at Geir Lippestad havde sagt ja til at være Breiviks forsvarer, fik han over 3.000 mails - mange af dem fra vrede nordmænd, som mente, at han var landsforræder. Herudover fik han dødstrusler, verbale angreb og hans hus blev overdynget med æg og tomater, og spraymalet med hagekors.

Lippestad måtte flere gange i medierne – også i de danske – forklare overfor nærmest uforstående journalister, hvorfor han havde sagt ja til Breivik, og hvordan man overhovedet kunne tilrettelægge et forsvar for ham. Det blev med andre ord behandlet som en sensation, at en advokat rent faktisk havde sagt ja til at være Breiviks forsvarer og rent faktisk havde tænkt sig at forberede et forsvar. Som om der overhovedet var ét!

Hvis vi et øjeblik ser bort fra, at nordmændene naturligvis var dybt rystet og i deres følelsers vold, så var ikke desto mindre også rystende, at det faktisk var en historie, som medierne mente skulle behandles. For hvad havde vi forventet? At vores retssystem ændrede sig med Breivik? At han var en naturlig undtagelse til retten til et forsvar? At han slet ikke behøvede en retssag?

Lippestad forklarede det, som vi allerede skulle taget som selvfølge, uden at det gjorde vores forfærdelse over forbrydelsen mindre, nemlig at: ”Alle har ret til at blive behandlet som mennesker, og alle har krav på de samme rettigheder – det gælder, uanset hvem du er, eller hvad du har gjort. Det gælder også for Anders Behring Breivik”.

Men sådan reagerer vi ikke altid. Heller ikke jurister.

I mit sidste semester af jurastudiet havde jeg et praktisk strafferetligt fag, hvor man skulle genopføre en rigtig sag. I den forbindelse kom en forsvarsadvokat på besøg for at fortælle om arbejdet med straffesager. I slutningen af hans oplæg begyndte han at tale mere overordnet om en forsvarsadvokats forpligtelser. Her sagde han direkte, at han ingen respekt havde for de strafferetsadvokater, (som han havde mødt flere af), der sagde nej til sager pga. af deres karakter. Det var ofte sager om pædofili og drab på børn, som nogle forsvarsadvokater havde store problemer med.

Flere af hans kollegaer så ham derfor som ’rabiat’ fordi han mente, at det på ingen måde var acceptabelt, at en forsvarsadvokat siger nej til en sag på denne baggrund. Og han sagde samtidig til os, at det sagtens kunne være, at vi syntes han lød ’rabiat’, men ’sådan var det altså’. Jeg sagde ikke noget, men egentlig havde jeg lyst til at spørge ham, om det ikke var et problem, at han mente, at det var nødvendigt at fortælle jurastuderende dette, endsige nogen, og herefter sige at han på ingen måde var ’rabiat’ – tværtimod.

Gennem årene har jeg haft lignende diskussioner med jurister, og hver gang er jeg blevet chokeret, når jeg møder synspunktet, at det ok at sige nej til en sag pga. af dens karakter. Jeg har omvendt sagt, at de eneste acceptable grunde til at sige nej er, hvis man ikke er strafferetsadvokat, hvis man simpelthen er overbebyrdet med andre sager på det givne tidspunkt, at man ikke kan levere et ordentligt forsvar, eller hvis man nogen måde har en relation til sagen og derfor er inhabil. Jeg bliver så til gengæld mødt med argumentet, at der jo altid er en eller anden kynisk person, som sagtens vil tage sagen, og som er ligeglad med forbrydelsen.

Der er tre ting at sige til det argument: 1) at tager man det standpunkt, så tager man automatisk også standpunktet, at det principielt er ok for alle strafferetsadvokater at sige nej til en sag, hvis man ikke kan forlige sig med det den tiltalte er anklaget for og 2) at man ikke ligefrem modvirker de reaktioner, som Lippestad fik, eller andre har fået, når de siger ja til en sag med et meget barsk indhold og 3) at det ikke handler om at forsvare bestemte handlinger, men om at forsvare et helt system.

Forhåbentligt var der ingen, der troede, at Lippestads forsvar ville handle om, at det i den givne situation, måske kunne være i orden, at Breivik dræbte 77 mennesker. Eller hvad? Er det faktisk opfattelsen af, hvad det juridiske forsvar indebærer? At det kan være ok at begå massemord? Eller at det er ok at krænke et barn seksuelt?

Forsvaret handler om, at staten ikke uden gyldig grund kan dømme en person for de handlinger personen er tiltalt for. Er der med andre ord tilstrækkelige beviser? Var personen sindssyg i gerningsøjeblikket? Deltog andre i forbrydelsen? Det er ikke et forsvar for de konkrete handlinger, det er et forsvar mod, at staten vilkårligt kan dømme folk for bestemte handlinger uden rimelig grund. En banal selvfølge? Ja. Nødvendigt at sætte streg under? Åbenbart.

For hvad er alternativet? Det spørgsmål har jeg altid manglet svar på. Og hvorfor netop lige Lippestad skulle hades, og ikke retsprincipperne? Eller hvorfor ikke hade os selv, for at havet valgt demokratiet og retsstaten til?

Nu hvor Tesfaye er blevet ’klogere’, håber jeg, at han vil tage sin egen reaktion til kritisk efterretning, og spørge sig selv om ikke han som måske kommende folketingsmedlem, skal foreslå at vores uddannelsessystem meget tidligt lærer børn, hvad de helt grundlæggende retsstatsprincipper handler om, og betyder i forskellige situationer,. Måske vil det i kommende generationer så ikke længere være et tvivlsspørgsmål for voksne borgere, herunder jurister.

Lippestad blev kaldt både landsforræder og helt på samme tid. Han var ingen af delene. Han var en advokat og borger, som blot opretholdt det system, som han og mange andre holder af. Og nu er han så socialdemokratisk folketingskandidat. Ligesom Mattias Tesfaye.

Psssst

Tak fordi du læser med :)

Kunne du tænke dig fuld adgang og en reklamefri oplevelse?

Meld dig til her

Del eller citer ved at kopiere linket her

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:59

Del eller citer med linket her

MediaCreeper