Jeg kan heller ikke forstå det, sagde betjenten

Primære faneblade

Holdninger udtrykt i indlægget er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den redaktionelle linje på Folkets Avis

Foto: Privatfoto

Jeg forestillede mig aldrig at skulle sidde i fængsel bare fordi jeg blev gift med en dansk mand og har født en dansk søn

Fortalt og oplevet af min kone Remelyn Gulane Ungui:

Det var en almindelig dag, da min mand og jeg ventede på at vores søn kom hjem fra skole. Han skulle selv gå hjem fra skole alene for første gang.

Vi hørte nogen banke på døren. Min mand åbnede og udenfor stod to politibetjente. Jeg blev som altid bange og meget urolig som altid når det bankede på døren, så jeg skyndte mig op på 1. sal for at gemme mig. Min fornemmelse sagde mig, at det kunne være politiet som ville hente mig. Det har jeg været bange for i nu 6 måneder - siden vores 10 års bryllupsdag, hvor vi modtog et udrejsepåbud som sagde at jeg skulle rejse fra min søn og min mand indenfor 7 dage - altså senest 6. september 2017.

Min mand kom op og fortalte mig at det var politiet, men at de havde sagt at det ikke var sikkert at de ville tage mig med nu. Jeg vidste godt at min mand bare prøvede at trøste mig.

Flinke betjente

Jeg gik ned og de to betjente var meget venlige og vi fortalte dem om vores sag og den kamp som min mand har kæmpet siden begyndelsen af september 2017 - nej, faktisk siden vi kom tilbage fra vores mareridt på Filippinerne, hvor vi sad fast i 2 år uden at myndigheder gad hjælpe os hjem til Danmark på trods af at vi havde en lille søn der var tilmeldt skole i 2014.

Betjentene ville ringe til den person fra udlændingestyrelsen som havde sendt dem ud for at hente mig. De virkede meget usikre på om det virkelig kunne have sin rigtighed at de skulle fjerne en mor fra sin 9 årige danske søn og mand.

En hel time gik og efter endnu et opkald fra udlændingestyrelsen fortalte betjentene at jeg skulle komme med dem og at jeg blev anholdt for ulovligt ophold.

  • Dette på trods af, at vores sag stadig verserede i Udlændinge- og Integrationsministeriet.
  • Dette på trods af, at Vilchez-Chavez EU dommen burde betyde at min søn har ret til sin mor og far iht. præcedens og den ifølge dommen ændrede praksis - den praksis som ministeriet desværre bare ikke havde ændret endnu.
  • Dette på trods af, at Inger Søjbergs embedsværk ikke har fulgt reglerne i forhold til dem som har haft mere end 2 års fast arbejde hos samme arbejdsgiver i de forgangne år - ligesom jeg faktisk har haft.
  • Dette på trods af, at vores søn er Dansk statsborger med Dansk pas og kun snakker Dansk.
  • Dette på trods af, at ingen i vores familie nogensinde har ligget samfundet til last eller modtaget nogen form for sociale ydelser overhovedet.
  • Dette på trods af, at jeg har betalt over 1 mio dkr. i skat til den Dansk stat.

Det var hårdt og jeg brød sammen. Fik sagt farvel til min mand og min søn, hvis tårer trillede ned ad kinderne.

Jeg gik frivilligt med betjentene uden at sige noget. På vej til politistationen sad en af dem sad ved siden af mig.

Udlændingestyrelsen ringede igen, og betjenten fortalte at jeg var med dem i bilen.

Jeg fortalte dem at vi har kæmpet så længe og har skrevet og klaget adskillige gange til både udlændingestyrelsen og udlændingenævnet. Og at vi har påpeget så mange fejl i sagsbehandlingen. Men ingen af dem har villet lytte.

Jeg fortalte også at jeg synes det var underligt at jeg blev anholdt når sagen faktisk stadig var igang hos ministeriet og hos Ombudsmanden, selvom ingen af dem faktisk gjorde noget ved sagen.

Jeg fortalte også at Inger Støjberg havde sagt, at min mand ikke havde påberåbt sig sagen bedømt efter Vilchez-Chavez dommen ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Hvorfor skal man som borger selv gøre styrelsen eller ministeriet opmærksomme på at de skal følge denne dom og ændre praksis? Det kan da ikke være rigtigt - Det er da helt og holdent styrelsens og ministeriets pligt af ændre praksis uden tøven.

Og vi bad om dem om at genoptage sagen, men de ignorerede os, de ville ikke høre på vores ellers meget rimelige argumenter. Vi kan ikke forstå hvorfor?

“Ja, jeg kan ikke heller forstå det”, sagde den ene betjent. “Vi følger ordre fra dem, selvom vi nogle gange som i dag ikke kan forstå hvorfor. Vores arbejde består som regel i at anholde kriminelle, men du er jo ikke kriminel - og vi har det dårligt med at dette skal gå ud over et barn som din søn. Problemet er bare at det er vores arbejde og vil skal gøre det!”

På politistationen

Så ankom vi på politistationen og først dér oplyste politiet mig om mine rettigheder. Jeg skulle derefter afgive forklaring. De fortalte mig at de havde fundet plads til mig i Slagelse arresthus.

Jeg spurgte hvor længe de ville beholde mig i fængslet og hvornår de ville sende mig ud af landet.

De svarede at de ikke vidste det med sikkerhed, men at der kunne gå lang tid. Jeg ville komme for en dommer i Næstved Ret dagen efter, sagde de, og der ville der blive taget beslutning om hvorvidt jeg skulle sendes ud af landet eller ej.

Hvis det blev besluttet at jeg skulle udrejse, så ville jeg blive sendt til udrejsecentret i Maribo indtil jeg skulle rejse til Filippinerne.

En kvindelig betjent fulgte mig hen til en lille celle, hvor jeg skulle vente indtil de ville køre mig til Næstved.

I en celle

Tiden gik så langsomt. Jeg anede det ikke hvad der ville sker. Hvordan min familie havde det og især vores søn.

Jeg følte mig alene, ubehjælpsom og uden håb. De tilbød mig vand, men jeg havde ikke lyst til at drikke.

Jeg spiste heller ikke frokost, da de spurgte mig.

Jeg følte at min verden var brudt sammen, Jeg kunne ikke forestille mig at leve væk fra min familie. Min familie er det eneste jeg har. Det eneste som gør mig stærk.

Jeg bruger alt min tid i fængslet på at bede til Gud, i håbet om at Han kunne høre mig og der kunne ske et mirakel. Jeg troede på at kun Gud kunne hjælpe mig og håbede at alting nok skulle gå.

Afhøringen

Det bankede på døren igen. En betjent åbnede døren og sagde at jeg skulle følge med ham, da der var nogle spørgsmål som jeg skulle besvare.

Han fortalte mig at det var en afhøring om integration.

Først fortalte han mig at de havde fundet en plads til mig i Slagelse arresthus, hvor jeg skulle opholde mig natten over. Næste dag ville jeg så blive kørt til Næstved. Jeg sagde: “Ok”.

“Du er 3 sider med spørgsmål som du skal besvare”, sagde han til mig, “De ville faktisk køre dig til Maribo for at stille dig disse spørgsmål, men jeg fortalte dem at jeg godt kunne gøre det her i Slagelse for at spare dig for at køre frem og tilbage.”

Da vi var færdige med afhøringen tilbød han mig at læse det igennem, men jeg fortalte ham at jeg stolede på ham og afslog derfor.

Han smilede og fortalte mig at han ikke kunne forstå denne udvisning. “Jeg kunne høre at din søn talte godt Dansk.”, sagde han. Jeg sagde at han ikke taler Filippinsk (Tagalog)

Jeg fortalte ham at jeg undrede mig over hvorfor vi skulle straffes for at stille spørgsmål til sagsbehandlingen som vi mente var forkert eller mangelfuld.

Han sagde at han kunne forstå hvad jeg/vi måtte føle. “Det er så umenneskeligt”, sagde han.

“Og,” sagde han: “Du skal sige til din mand at bruge denne situationen til råbe op i medierne.”

“Tror du det virker”, spurgte jeg. “Fordi det er seriøst. Der er gået lang tid nu, og min mand har prøvet alt, og håbet på at Myndighederne, Inger Støjberg, Lars Løkke Rasmussen eller nogen anden politiker ville høre på vores klage om de ekstremt mange fejl i den langvarige sagsbehandling. Det har taget over 900 dage nu.”

Han spurgte mig om jeg ejede noget her eller på Filippinerne. “Jeg ejer kun min familie”, svarede jeg, “Min mand og vores søn”

“Godt svaret”, sagde han.

Politiet består faktisk af gode mennesker.

“Hvorfor afholder man ikke personlige samtaler i familiesammenføringssager”, sagde jeg, “Man ville måske kunne undgå de mange fejl i sagsbehandlingen på den måde - altså undgå at smide de forkerte mennesker ud af Danmark. Problemet er at udlændingestyrelsen ikke tør at møde folk, da det ville gøre det sværere at smide folk ud - at splitte familier ad.”

Da vi var færdige fulgte han mig tilbage til min celle, hvor jeg skulle vente til jeg ville blive overført til Slagelse arresthus.

Lidt efter kom der kom to betjente som kørte mig til Slagelse arresthus.

Slagelse arresthus

Da vi på vej til min celle kunne se en masse mænd der kiggede på mig og at der ikke var nogen kvinder imellem dem.

Det var rigtigt frygteligt og så ubeskriveligt. Jeg følte mig utryg og bange.

Om natten var der meget skrigeri og råben. Nogle gange når vagten åbnede døren og kom med noget mad til mig, kiggede mange af mændene udenfor på mig, mens jeg sad alene i min celle. Det gjorde mig meget bange, men jeg kunne intet stille op.

Jeg forestillede mig aldrig at skulle sidde i fængsel, bare fordi jeg blev gift med en dansk mand og har født en dansk søn.

Jeg græd hele natten og ønskede at det skulle blive morgen hurtigt.

Jeg ville ikke gå på toilettet fordi jeg var bange.

Hver gang vagten åbnede døren var der altid nogen der kiggede på mig. Det var så ubehageligt at sidde der så tæt på kriminelle mænd som gik rundt lige udenfor min celle.

Jeg kan ikke forstå hvordan man kan sætte mig sammen med kriminelle af et andet køn eller bare sammen med kriminelle for den sags skyld.

Der er så mange ting jeg kan ikke forstå.

Jeg glædede mig til at det skulle blive morgen, så dette mareridt kunne slutte.

Retsmødet bliver udsat

Om morgenen (torsdag) kom vagten igen og gav mig mad i min celle og sagde jeg ikke ville komme for retten i dag. At retsmødet var aflyst, og at det ville blive fredag i stedet for.

Jeg var ekstremt skuffet og spurgte ham om der var mulighed for at jeg kunne se min familie, min mand og vores søn.

“Nej, du er i fængsel for overtrædelse af udlændingeloven. Du må tage dig sammen, for du skal blive her endnu en nat!”, sagde vagten til mig.

Jeg følte mig så alene og vidste ikke mine levende råd.

Jeg overgav alle mine bekymringer til Gud og sagde, at nu kunne jeg ikke kæmpe mere, at min krop var meget træt og at myndighederne splitter vores familie, ødelægger vores søns liv, vores søns fremtid.

Der er ikke noget jeg kan gøre, der er ikke noget min mand kan gøre, vi er kun en almindelig familie, som elsker at være sammen og prøver at holde sammen som en familie.

Min mand er magtesløs overfor Udlændingestyrelsen, Udlændingenævnet og Udlændinge- og Integrationsministeriet.

De kan gøre hvad de vil, hvad de har lyst til.

De kunne vælge at genoptage vores sag og kigge på den igen med nye øjne.

Men de vælger i stedet at lukke deres hjerter og glæder sig over at splitte familier, uden at tage hensyn til barns tarv.

Hvem er vi i forhold til Udlændingestyrelsen - i forhold til dem der har magt?

Vi bad om kun om det rimelige i at kunne blive sammen som en familie. Vi bad kun om at de ville genoptage vores sag og kigge på de fejl som min mand, vores advokat og jurist har påpeget.

Dette øjeblik tror jeg kun tror på Gud og håber kun på miraklet for ikke at miste håbet på at blive genforenet med min mand og vores søn. Tankerne om dem gør mig stærk.

Jeg var meget bekymret for min mand og vores søn. Jeg vidste ikke om jeg ville se dem nogensinde igen.

Min bøn bliver hørt

Der kom en kvindelig betjent og åbnede døren og sagde at politiet gerne ville snakke med mig.

Det er chefen; indsatslederen, Brian, som vil snakke med mig.

Han fortæller mig at de vil køre mig hjem. Uden at forklare mig hvorfor!

Han spurgte om jeg forstod Dansk, om jeg snakkede Dansk. Jeg svarede, at jeg taler og forstår Dansk og han begynder at udfylde papirerne.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle i det øjeblik. Jeg kunne ikke forstå hvad der var ved at ske. Jeg glædede mig bare så meget til at gense min familie, sagde jeg til indsatslederen.

Jeg spurgte om jeg skulle til Næstved om fredagen, til hvilket de sagde, at jeg bare skulle tilbage til min bopæl og at jeg ikke skulle for en dommer alligevel.

Betjentene og indsatslederen stod og diskutterede lidt. Jeg lyttede opmærksomt til hvad de snakkede om og bemærkede at de stillede mange spørgsmål omkring sagen og kunne se at de undrede sig over hvorfor jeg egentlig var blevet anholdt overhovedet.

Jeg hørte indsatslederen tale om en 24-timers regel og forstod at det handlede om min anholdelse og hvor lang tid de kunne tilbageholde mig. Den ene spurgte til tidspunktet for min anholdelse.

Chefen/Indsatslederen kiggede på mit pas og sagde med det samme: “For fanden da, jeg kan ikke forstå hvorfor vi skal sende de forkerte folk ud af landet.”

En kvindelig betjent siger da til mig: “Så, nu skal tørre dine øjne og gå hjem til din mand og søn.”

Jeg sagde: “Tak.”

Da de kørte mig hjem stillede Indsatslederen mig nogle spørgsmål og jeg svarede.

Jeg fortalte dem hvorfor vi bad om at myndighederne skulle kigge på vores sag igen, fordi de i sagsbehandlingen har lavet så mange fejl, siden dag 1.

Jeg fortalte ham at min mand har virkelig styr på alle de mange fejl og alle de utroligt mange skrivelser frem og tilbage - Han har sat sig ind i loven og følger med alt hvad der rør sig omkring udlændingepolitik. Han læser artikler, domsafgørelser, laver interviews med forskellige politikere, snakker med journalister og medier og er meget fokuseret på at hjælpe andre i samme situation.

Chefen/Indsatslederen og en anden betjent er enige med mig om at der er noget helt galt. De nikker begge to samtykkende.

“Og”, sagde han så, “din mand og søn bliver glade for at du komme hjem.” Jeg sagde: “Ja, og tusind tak.”

Hjemme igen!

Jeg kunne næste ikke tro det, da jeg stod udenfor min egen hoveddør. Min mand åbnede døren og vi omfavnede hinanden. Gud havde opfyldt mit største ønske - at komme tilbage til min familie hvor jeg hører hjemme!

Den aften var vi alle så glade for at være sammen igen, men vi vidste stadig ikke hvad fremtiden og udlændingestyrelsen ville bringe.

Indsatslederen havde fortalt min mand at retsmødet var aflyst og at jeg var blevet løsladt efter udlændingelovens paragraf 34.

Hvad jeg ikke vidste var, at det faktisk var min mand som med hjælp fra en god ven og sin jurist utrætteligt havde kæmpet kampen videre og at min mand aldrig mistede troen. Han havde presset Indsatslederen ved at sætte sig ind i retsplejeloven og havde brugt paragrafferne som en erfaren advokat også ville have brugt dem i retten for at få løsladt en klient.

Min mand er IKKE hverken jurist eller advokat - han er bare målbevidst og utrættelig i sin tro på at kunne bekæmpe uretfærdigheden. Han er overbevist om at det nytter at kæmpe - overbevist om at det på et tidspunkt vil nytte og at nogen vil lytte og ændre loven.

Tak fordi du læste et debatindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne

MediaCreeper