Gå til hovedindhold

Hvorfor kun belønne kriminelle og utilpassede unge?

Du kender det sikkert. Du står op en mandag morgen og åbner avisen. Med store fede bogstaver står der: "Unge brænder biler af". Du begynder at tænke over, at der skal gøres noget ved de unge. Men bare rolig, kommunen har styr på det, Eller har den? Det mener den i hvert fald selv! Man følger en model, der går ud på at jo mere ballade, man laver i et socialt belastet område, jo flere aktivitetsmuligheder er der.

Thomas Medom (SF) Social- og beskæftigelsesrådmand fra Aarhus byråd siger det i en artikel, hvor jeg syntes, at modellen skal skrottes. Han svarer: "Kommunen går ud fra en fast model med faktorer som arbejdsløse og kriminalitet, når der uddeles penge. Det er jo logisk at bruge flest penge der, hvor der er flest problemer.”

Aha - de unge skal jo blive mindre kriminelle, så vi sender dem på charterrejse, ud at opleve verden, slikke sol. Tag en morgendukkert med drengene og bare nyd det dejlige vejr. Ingen bekymringer, ligeså snart de hjemme fra ferie, kan de slå en dame eller to ned og optjene flere penge i aktivitetskassen. Sådan fungerer modellen. Jamen hvad med et område som Herredsvang, der er gået fra at være et utrygt til et dejligt sted, fordi de unge tog initiativ til at finde løsninger, hvad med dem? Men de er jo ikke kriminelle så lad dem klare sig selv. Der er jo ikke tid til at fokusere på forebyggelse i området. Jeg undrer mig over, at der ikke bliver smidt flere penge i forebyggelse i et område som Herredsvang.

Kan det virkelig være rigtigt, at når man kaster med sten og laver ballade, får man en masse midler ud af det? Passer du omvendt på dit område, som i Herredsvang, bliver du røvrendt. Er det virkelig nødvendigt at brænde biler af, slå ældre ned og gøre det sted, vi er vokset op, utrygt for at få flere penge? Der er måske stille nu, men hvad sker der om fem år? Uden forebyggelse risikerer vi at få det gamle Trillegården tilbage. Det hjælper ikke bare at sætte fokus på socialt belastede områder og fylde dem op med penge for hver dame, der slås ned. Det ikke et spil, man lever i, hvor man optjener point for antal dræbte personer.

Pengene skal bruges fornuftigt til forebyggelse, det må politikerne snart forstå. Det dur ikke, at man bliver belønnet for at være kriminel. Det går stille og roligt i Herredsvang, men efter området er blevet et trygt sted, er aktivitetsmulighederne faldet. De unge over 18 har Ikke et sted at være - jo ude på gaden. Ungerne er nemlig ikke kriminelle nok, som de var engang. Men så kom tiden, hvor de indså, at det ikke er sådan, man skal opføre sig og blev gode rollemodeller i stedet. Nu er tiden inde til at kigge på de naboområder, som ikke er kommet videre,

Man skal give dårlig karma til folket, før man får god karma igen. Giver man god karma til folket, får du ikke ligeså god karma tilbage. Kan det virkelig passe, at det fungerer sådan? At man skal brænde biler af for at blive belønnet? Så kære politiker, vågn op og brug jeres penge rigtig, brug jeres penge på forebyggelse, det vil gøre de gode unge glade, frem for de tænker: ”Hvad gør vi forkert?” Er det en dårlig ting at være god?

Dengang Herredvang var et utrygt område, lå der en rapskole for de unge, men de unge i Tilst, som passede på deres område, fik afslag, fordi de åbenbart ikke er kriminelle nok og ikke har brug for lige så meget hjælp. Nogle år senere med ballade derude har de sjovt nok etableret rapundervisning for de unge - fortjente de unge i Tilst ikke en rapskole fra starten, hvor de kunne dyrke deres hobby eller først efter, de trådte i det forkerte fodspor? Rapskolen har været med til at fjerne de unge fra gaden. Jeg var selv elev på den første rapskole i Danmark, vi blev kendt som de syv drenge fra Trillegården, der var med i talent 2010 under navnet TMT.

I 2011 fik vi Red Barnets børnerettighedspris, fordi rapskoleprojektet gik godt, holdt de unge væk fra gaden og gav dem nye ting at brænde for, hvilket gav gode resultater. Rapskoleprojektet er også gået hen og blevet et landsdækkende projekt, men den første rapskole, jeg var en del af, er nu desværre lukket og rykket over til et område med mere ballade. Gik projektet for godt? Målet med projektet var at stoppe balladen. Men ligeså snart det lykkedes, lukkede man det.

Heldigvis er jeg ikke den eneste, der er blevet træt af det. Efter min artikel "Skal man brænde biler af for at få penge?" var på forsiden af lokalavisen i Aarhus, kan jeg se, at der har været god respons gennem de sidste ugers tid. Der er blevet skrevet læserbreve, debatteret, og flertallet er enig med mig. Der er nogle politikere, der er mere end bare enig med mig. For man kan ikke være uenig med sandheden, for ethvert normalt menneske kan se, at det ikke er helt normalt at belønne kriminelle.

Jeg siger ikke, at vi ikke skal have fokus på de kriminelle og hjælpe dem ud af problemerne. Jeg syntes klart, de skal have hjælp, men jeg kan ikke se, hvad en tur til Spanien skulle hjælpe. Næste gang du åbner en avis med overskriften: "Unge brænder biler af" og tænker, at kommunen har styr på det, så tænk om igen. Tror kommunen mon, at det hele er bygget op som i ´Counterstrike´, hvor man får point pr. antal dræbte personer?

Jeg er hverken præmieperker, islamkritiker eller en ny Yahya Hassan. Min kritik er ene og alene været rettet imod kommunerne, staten og politikernes dårlige måde at "hjælpe" de social belastede områder på. Måden de slukker ildebrande ved at skylde flere millioner af kroner i belastede områder hver gang, problemer dukker op på ny. Måden de næsten uddeler gaver til dem, som laver mest ballade. Den har områderne luret for længst! Og hver gang, man ønsker forbedringer til sit lokalområde, smadrer man alt det gamle.