Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

309

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Et mesterværk fra arkivet

Antal

0

Little Feat: Live In Holland 1976, Eagle Vision, 1976/2014
CD: (63 min.) og DVD: (54 min.)

Hvorfor har vi egentlig skulle vente i 38 år på lyd og billede i topkvalitet fra Little Feats triumfale optræden ved den berømte Pink Pop Festival i Holland? Koncerten blev for en del år siden udgivet som en bootleg for samlere, og på youtube har der ligget diverse klip fra den amerikanske sekstets gæstevisit i det hollandske. Flere af disse er dog præget af dårlig lyd og sjusket redigering, men endelig kan ikke kun hengivne fans nyde koncerten i sin helhed, og folkene fra det kræsne Eagle Vision leverer her et af deres svendestykker på udgivelsesfronten. Lyden er transparent med en klart defineret top på vokal og guitarer. Et plus ved remasteringen er, at bassen fylder markant i lydbilledet sammen med trommer og slagtøj, der fremhæver bandets dynamik, sans for rytmisk timing og evne ud i improvisationer, der afvikles med nærmest telepatisk og overlegen sikkerhed.

Kort sagt er det håndværksmæssige niveau imponerende højt præget af benhård professionalisme og frisat skaberånd i de lange passager med skiftende solister – der er samlet set tale om et mesterværk fra arkivet, der tjener Eagle Vision til ære at stå bag. Little Feat dannedes i Los Angeles i 1969 af keyboardmanden Bill Payne og sangeren, komponisten og guitaristen Lowell George, der forinden havde været medlem af Frank Zappas Mothers of invention. Little Feats oprindelige bassist Roy Estrada kom ligeledes fra Zappas hårdt styrede rækker. Bandet centreret omkring Lowell George kreative overskud nåede aldrig at indfri det kommercielle potentiale, som Warner Brothers havde set i dette stærke kollektiv af musikere i den absolutte eliteklasse. Ikke desto mindre betegnes Little Feat stadig som et af de mest indflydelsesrige amerikanske ensembler fra 1970´erne og vurderes grundet dets enorme dygtighed som et ´musikers musikerband´.

Rockens superliga anført af folk fra Rolling Stones og Led Zeppelin stod som fans i kulissen, mens de måbende iagttog de funky løjer, når de ´små fødder´ driblede ekvilibristisk derudaf i 20-25 minutter uden pause ved at lade tre-fire numre hænge sammen som et langt forløb. Nogle aftener nåede bandet det magisk sublime, på andre nøjedes det med at være over gennemsnitligt kompetent. Little Feat turnerer stadig, og store navne fra hjemlandet som eksempelvis Dave Matthews Band og især Phish dyrker arvesølvet ved at fortolke enkeltnumre og på særlige aftener hele Little Feat-albums fra start til slut. Little Feat har sammen med bl.a. Allman Brothers gjort den særlige jamband kultur populær, hvor der musiceres igennem i flere timer med vægt på frihed og improvisation ud fra givne rammer og overordnede arrangementsideer. Der kan godt gå lidt jazzfornemmelse i sådanne aftener.

George døde af et hjertestop som 34-årig i 1979 og planlagde forinden at gå solo – Little Feats nye kurs var ikke ham, men i juni 1976 under hollandsk himmel fungerede alt, og kapelmesteren virkede fit for fight, vital, velsyngende med krudt i fingrene hen over gribebrættet på Fender guitaren. Ikke mindst råstyrken i hans slide-spil når helt op under sceneteltet og ud i de yderste afkroge dirrende af vibrerende intensitet. Iklædt hat, lilla skjorte og blå denim virker Lowell George på disse optagelser nærværende ungdommelig med en ældre sort mands fornemmelse for The Blues. Ydermere besad manden med tonsvis af maskulin udstråling en lyrisk åre og sans for melodier, der gjorde ham til en af rockhistoriens store sangskrivere.

Resten af gruppen er bestemt også værd at hæfte sig ved. Rytmesektionen bestod i velmagtsdagene (Lowell George årene) af trommeslageren Ritchie Hayward, hvis millimeterpræcise og samtidigt kækt sprælske spil blev skoledannende, den altid sejt gyngende Kenny Gradney på bas og den superenergiske perkussionist Sam Clayton med en nær tryllebindende udstråling bag congas, koklokker og lignende tingeltangel. Clayton er stadig en del af Little Feat bl.a. i selskab med tangent troldmanden Bill Payne, der med sit jazzede og Boogie inspirerede spil kreerer nogle lydlandskaber af helt unik karakter – Elton John er en af Paynes store beundrere, og det forstås, når man hører ham trylle bag keyboardparken. Også guitaristen og sangeren Paul Barrere indgår som krumtap i Little Feat anno 2014, og hans drabelige seksstrengs dueller med Lowell George i 1970´erne huskes af svorne fans som nogle af showenes ultimative highlights.

Optagelserne fra Holland 1976 byder på klassisk Little Feat: ´Fat Man In A Bathtub´, ´Rock´n´Roll Doctor´, ´All That You Dream´ og ´Feats Don´t Fail Me Now´. Her folder bandets mix af funk, Rhythm’n’blues, klassisk New Orleans swamp, soul og rock´n´roll sig ud i storhed. Det knap 22 minutter lange medley ´Cold, Cold, Cold´/´Dixie Chicken/´Tripe Face Boogie´ er aftenens toppunkt, hvor sekstetten trækker et utal af musikalske esser af ærmerne i et formidabelt flow frem mod klimakset af hvinende slideguitar og buldrende slagtøj. Publikum vågnede pludselig af dvale og brød ud i vild jubel før de to ekstranumre.

Dette dyk ned i arkiverne resulterede i en seksstjernet fornøjelse, og den foretagne remastering har sikret koncerten med knap 40 år på bagen mod at ende som et alt for musealt tilbageblik, da lyden stort set hele vejen igennem er så frisk og nutidig, som det er muligt at hive ud af det oprindelige materiale, hvilket som oftest er lidt af en balancegang. ´Little Feat Live In Holland 1976´ anbefales hermed på det varmeste til enhver, der måtte finde glæde ved rock og rul med en tung funky bund spillet af sande virtuoser på deres respektive instrumenter – nostalgi af kvalitet kan vi vel alle trænge til i ny og næ.

Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:21
Typer: 
Emner: 

Del eller citer med linket her

MediaCreeper