Tilføjelse / Rettelse: Det er kommet frem at Karen West rent faktisk for knap ti år siden skrev enkelte kommentarer på Uriasposten. Det er muligvis også tilfældet at andre, som ikke mener at have kommenteret på Uriasposten, har gjort det for mange år siden og har glemt alt om det i mellemtiden.
Redox er angiveligt et medie som skriver om aktivisme på højrefløjen.
Men reelt er der vist lige så meget tale om en form for privat efterretningstjeneste som indsamler data om individer som man er politisk uenige med.
Og som jeg selv har erfaret så har redox ikke altid styr på sagerne og blander tingene sammen på ubehjælpelig vis.
Nu tyder noget så på at mediet igen kager rundt i det.
Man har nemlig udsendt en e-mail som virker meget spam- eller phising-agtig til en lang række debattører.
Mailens indhold er som følger (links fjernet):
Hej!
Vi er igang med at lave en læserundersøgelse blandt alle, der har kommenteret på Uriasposten. Vi skriver til dig, fordi du tidligere har kommenteret flere gange på siden. I den forbindelse håber vi, at du vil bruge fem-ti minutter på at udfylde dette spørgeskema: https://goo.gl/forms/S6R4oHIQ6
Gå til undersøgelsenrOholB63
Du er selvfølgelig garanteret anonymitet.
Med venlig hilsen
Researchkollektivet Redox
www.redox.dk
Jeg hæfter mig ved følgende: "Vi er igang med at lave en læserundersøgelse blandt alle, der har kommenteret på Uriasposten. Vi skriver til dig, fordi du tidligere har kommenteret flere gange på siden."
For flere af dem som har modtaget mailen har aldrig kommenteret på Uriasposten. Ikke at der skulle være noget galt i det. Men altså man sender en mail til mange hundrede debattører omkring at de skulle have kommenteret på Uriasposten og derfor beder man dem svare på nogle spørgsmål.
En af dem som har fået mailen fra redox er Karen West, forfatter og debattør på Frihedsfeministen.
Hun beskriver i korrespondence med Folkets Avis mailen som noget "yderst ubehageligt" og noget der "ikke burde finde sted i et demokratisk frit land."
Hun nægter i øvrigt at have skrevet på Uriasposten: "Jeg har aldrig skrevet i Uriasposten."
Flere andre meddeler at de har fået flere ens udgaver af mailen. Og andre melder også at de ikke mindes nogensinde at have skrevet eller kommenteret på Uriasposten.
Og mange tolker mailen som en slet skjult trussel og reminder om at man holder øje med dem.
Uriasposten har også selv skrevet om sagen.