Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

313

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Statsmagten på rejekontrol

Antal

Debatindlæg af Svend Pedersen

Falske Vægtskaale er HERREN en Gru, fuldvægtigt Lod er efter hans Sind. Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.
— Ordsprogenes Bog, kap. 11, v. 1-2

Torsdag i denne uge morede det kongeriget, at Fødevarestyrelsen to gange havde inspiceret rejemadderne hos IKEA i Taastrup og fundet, at der i det ene tilfælde manglede én reje i forhold til den specificerede mængde og i det andet hele seks rejer.

IKEA har undskyldt, og selv om enhver reverens for statsmagten byder De Frie Stemmer imod, skal IKEA faldbyde deres rejemadder på sande præmisser. Virksomheder skal ikke platte med reklamer og kvalitet. Det sker bestandigt, at illustrationer og beskrivelser af udbudte varer stemmer dårligt med varens faktiske beskaffenhed. En ejendomsmægler blev i 2012 til landsdækkende grin, da han i en annonce for et hus på Odensevej skrev ”et stenkast fra Ørbæk” - 943 meter borte. Det gør han aldrig mere.

Og sådan er det jo. Herude i samfundet behøver vi ikke statsmagten til at revse butikkerne. Dårlig omtale og forbrugere, der ”stemmer med fødderne”, er alt rigeligt til at tvinge en svigagtig erhvervsdrivende i knæ.

Tværtimod bemærker vi det hver gang, en erhvervsdrivende prøver at snyde på vægten. Og vi taler sammen. Pressen har altid været flittig til at tage sådanne historier op, og i de senere år er også de sociale medier kommet godt med i kampen for ordentligheden. Vi har slet ikke behov for nogen statsmagt til at kontrollere rejemadder.

Statsmagtens fremfærd i rejesagen handler da slet ikke om at beskytte borgerne. For hvor er forbrugerbeskyttelsen så henne i forhold til statsmagtens trafikselskabers daglige svigt? I forhold til Finanstilsynets mangfoldige svigt før og under finanskrisen og senest i Nets-skandalen? Hvori består borgerbeskyttelsen i at sende en kontanthjælpsmodtager i ”gældsfængsel” fordi han ikke kan betale en bødestraf for ikke at have råd til den kommunale kloaktilslutning? At idømme en 89-årig bødestraf for at rense sin egen tagrende og sende ham i fængsel, da han nægtede at betale den illegitimt udstedte bøde? At ikende arbejdsgivere tårnhøje bøder for ikke at udfærdige en ansættelsesaftale skriftligt og med fuldstændigt præcise adresseoplysninger? At tildele nytteskabende skatteborgere P-bøder på 510 kroner for at parkere 9,6 meter fra gadehjørnet – eller lade politiet ligge på lur med fartmåleren lige på det sted af Jyllingevej, hvor hastighedsgrænsen noget umotiveret reduceres fra 60 km/t (der i forvejen er for lavt) til 50 km/t?

Og hvor er retfærdigheden og retssikkerheden for borgere, der ”mistænkes” for at bære få gram urter, der kan ryges med samme formål som otte øl drikkes? Sådan et par gram hash fylder meget lidt, og kan gemmes mangfoldige steder på kroppen, men politikorpset er grundigt uddannet i gemmestederne, så den formastelige borger kan straffes. Logikken er umenneskeligt dum: hash kan ødelægge dit liv - derfor jagter vi dig, indtil du er sat i fængsel og har fået en plet på din straffeattest.

På Christianshavn Metrostation visiterer politiet forbipasserende borgere uden reelt mistankegrundlag – og nægter medborgere retten til at filme overgrebene med begrundelse i, at der nu pludselig er tale om ”privat område”. Ind imellem finder ordensmagten så nogle få gram af de relativt uskadelige urter, og Fanden er løs. Hvor er borgernes frihed og rettigheder i disse tilfælde?

I ”rejesagen” fra IKEA rungede folkelatteren dagen igennem, indtil fødevareministeren måtte trække i land og undskylde nidkærheden. Det var dog ellers det eneste af de nævnte tilfælde, hvor man med nogen rimelighed kan tale om ”ofre” for ”kriminelle” handlinger. I alle de øvrige tilfælde er der tale om helt offerløs ”kriminalitet”, hvor retsforfølgelsen handler om, at statsmagten ikke kan kontrollere sit detailstyringsbehov og samtidig føler sig moralsk forpligtet til nidkært at håndhæve reglerne for at undgå den rungende og skammelige folkelatter. Men det danske grin er vort bedste forsvarsvåben. Vort eneste, faktisk.

Så er der omvendt alle tilfældene af rigtig kriminalitet med rigtige borgere som ofre. Dem har ordensmagten kun sjældent ressourcer til at forebygge eller efterforske. Der er ressourcer og bemyndigelse til at opholde lovlydige borgere på motorveje i totalkontroller, hvor de forskellige myndigheder låner af hinandens dubiøse adgang til at krænke privatliv og ejendom til at gennemføre totalitære politistatslignende undersøgelse uden mistankegrundlag. Men der er ikke ressourcer og bemyndigelse til at finde den stjålne iPhone, som borgeren selv har sporet til værelse 34 i en asyllejr via GPS. Den ser statsmagten stort på og begrunder hovmodigt afvisningen med asylsøgernes ”retssikkerhed”.

Kort sagt: den totalitære politistat er over os. Statsmagten er ikke til for borgerne, selv når den foregiver at sikre os rejemadder af den udbudte standard. ”Staten, det er mig” siger staten arrogant og behandler borgerne som skatte- og bødekvæg, der ikke er et mål for statens aktiviteter – men et middel.

De Frie Stemmer finder det således forholdsvis underordnet, om magten er demokratisk, teknokratisk, aristokratisk, monarkisk eller republikansk. Det afgørende er, om borgerne regnes for et mål snarere end et middel, og om staten kan begrænse sig til at beskytte vor frihed og beskytte os mod hinanden. For et par hundrede år siden hærgede enevælden kontinental-Europa. Så kom demokratierne, og nu har vi et totalitært despoti, der ikke lader feudaltidens herremænd og ridefogeder noget tilbage i undertrykkelse af borgere, der kunne og burde være frie.

Den franske filosof og politolog Charles-Louis de Secondat Montesquieu (1689-1755) var inde på det samme. I L’esprit de Lois (Om Lovenes Ånd, 1748) afviste han nødvendigheden af at opstille et universelt gældende forfatningsideal, og var på den facon nok lidt kulturrelativistisk. Demokratiet (som det på det tidspunkt primært kendtes fra antikkens Hellas) er det rette i nogle kulturkredse, mens det i andre kulturkredse er hensigtsmæssigt med en monark. Det må tradition, historie og kultur afgøre, og er i realiteten ligegyldigt. Vigtigere var trias politicas – magtens tredeling.

Montesquieu perfektionerede John Locke’s idealer om magtfordeling i en Lovgivende, en Udøvende og en Dømmende magt. Montesquieu forlangte kategorisk vandtætte skotter mellem de tre statsmagter og afviste i denne forbindelse eksempelvis regeringens vetoret, initiativret og i det hele taget taleret i den lovgivende forsamling.

Man kan ikke vride en trekant i stykker. Den tredelte magtstruktur vil bestandigt holde de tre statsmagter i skak og sikre borgernes frihed. Men Montesquieus magtfordelingslære er et ideal, som netop kun fungerer i idealsituationen. En enkelt statsmagt, der har fået for meget magt, vil stræbe efter at tiltage sig endnu mere magt fra de to andre.

Således er det gået i Danmark, og det er en væsentlig del af problemet. Dommere rekrutteres oftest blandt statsmagtens embedsmænd og udpeges formelt set af monarken, og selv om parlamentarismen umuliggør en regering, der har Folketinget imod sig, fungerer det i praksis modsat: regeringen kan true Folketinget til at rette ind. Regeringen kan nemlig sagtens regere, selv om den er i mindretal. Statsministeren kan bare true parlamentet med at udskrive valg, hvis der er for meget bøvl.

Folketinget har endvidere givet regeringen alt for mange bemyndigelseslove, hvor den reelle regeludstedelse i virkeligheden ligger hos den pågældende minister eller, endnu værre, hos en administrativ myndighed. Fødevarekontrollen, Arbejdstilsynet og skattekontrollen er eksempler på lovkomplekser, der fyldt med vidtgående beføjelser til ministre og myndigheder om at fastsætte regelsæt på områderne, og Folketinget lader til at være mere end meget tilbageholdende med at gøre de pågældende ministre ansvarlige for deres borgerskadelige og frihedskrænkende misregimente på områderne.

Efter samtlige meningsmålinger at dømme er Folketinget aktuelt sammensat i strid med borgernes ønsker, og har været det i snart tre år. Det er derfor ikke i folketingsflertallets interesse at udskrive nyvalg før i sidste øjeblik, og derfor får regeringen lov til at regere videre på må og få - med mere og mere nidkære regler og kontroller, vilkårlig myndighedsudøvelse, administrative bødestraffe, indskrænkninger i borgerens ret til at få prøvet sin sag for en domstol - og i det hele taget i lodret strid med borgernes legitime krav på frihed og rettigheder.

Statsmagtens hovmod er blevet dens skændsel. Måtte ydmygelsen af borgerne efterfølges af deres visdom. Som skrevet står.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

09/05/2014 - 13:59

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:51

Del eller citer med linket her

AddToAny
MediaCreeper