Som gråhåret og gammel mand er det en særlig fornøjelse at vrænge surt af tidsånden, dens tendenser og trends. I de senere dage har der været nok at gå i krig med. En tvekønnet refrænsanger med stort fuldskæg, hvis kunstnernavn på dansk kan oversættes til noget så prosaisk som ´Fisse-pølse´, fik en heftig iscenesat hype til at brede sig fra nogle betonbygninger på Refshaleøen nær København over facebook og ud til resten af Europa, da ´høn´ vandt det Internationale Melodi Grand Prix, der endte med at koste foreløbigt knap 23 mio. kr. mere end budgetteret.
Døgnfluenullitetskåringer er unægtelig dyre i drift. Vindersangen, der lyder lige så klichepræget inden for genren som det meste andet, gav anledning til en anmassende og massiv mangfoldighedsdyrkelse grundet denne Conchita Wursts fremtoning. Form og figur sejrede som så ofte over indhold efter mange Grandprix-entusiasters opfattelse, og samtidig blev der buhet af et russisk tvillingepar, når det fik point.
Der sendtes køns-, minoritets- og storpolitiske signaler under det monstrøst kostbare show, og snart er det hele glemt. Men for nogle grupper står fokuseringen på det anderledes og det lettere seksuelt aparte tilbage som en sejr, der jo passende kunne markeres på hovedstadens Regnbueplads lige overfor Rådhusbygningen. For blot at bortfeje alle misforståelser: Folk skal have lov til at dyrke deres seksuelle præferencer og levemåde i fred uden at blive udsat for chikane af offentlig eller privat karakter, så længe de ikke skader andre samt overtræder gældende lov.
Men en et stigende antal af politikere, medier og meningsdannere har i de senere år været med til at gøre hele dette mangfoldighedshurlumhej til en påtaget og noget krampagtig størrelse. Det er som om, at vi kun er gode mennesker, hvis vi deltager i jublen over alt, der afviger fra normen – om det interesserer os eller ej. Alt skal krænges ud, og en af cheferne bag det store EUrovisionstabernakel skulle yderst sigende hjem for at kysse inderligt med sin kæreste af samme køn, hvilket udenforstående kunne læse om i bl.a. Ekstra Bladet. Og hvad så? Hvorfor denne insisteren på at blive bemærket næsten ene og alene ud fra ens lyster og valg af partner? Måske er det min heteronormative adfærd og verdensopfattelse, der spærrer for udsynet – hvem ved?
Ydermere har det været interessant at iagttage hele begivenhedsforløbet omkring den famøse Voteman kampagnevideo, der skulle anspore de unge førstegangsvælgere til at deltage i folkeafstemningen om den fælles patentdomstol og EU-parlamentsvalget den 25. maj. Tirsdag den 13. maj blev videoen skrottet efter blot at have været i cirkulation et døgns tid. En reklamekonsulent og animationsskaber stod sammen med Folketingets øverste ledelse og kommunikationsafdeling bag det 200.000 kr. dyre klip.
Mange i den politiske og herskende klasse advokerer for mangfoldighed, kvindekvoter, ligestilling mellem kønnene mod sexisme, hustruvold og pro det rigtige menneskesyn. I videoen nåede vi at følge den brovtende båtnakke Voteman, der får ´en guffer´ af flere nøgne kvinder og bagefter deler lussinger ud til alle på sin vej, der ikke makker ret og stemmer til valget. Er det mon sådan, de folkevalgte ser på dagens unge? Ligger der også et indlejret budskab om, at befolkningen gør bedst i at adlyde det politiske system? Formen ville sagtens have kunnet tåle en frisk og pågående stil uden at tale direkte ned til målgruppen i et neandertaleragtigt sprogbrug. Det evnede bagmændene tydeligvist ikke.
Folketingets formand Mogens Lykketoft (S), der på en mildest talt klodset facon forsøgte at være ung med de unge, prøvede at bortforklare miseren med, at vi blot skulle udvise noget mere humor. Indrømmet morede unge sig i det meste af landet over den voldelige Voteman film, men langtfra alle og slet ikke Lykketofts kolleger i begge sider af folketingssalen kunne se komikken. Straks dukkede adskillige kække personer op for at pointere, at modstandere af klippet naturligvis måtte være bornerte og neopuritanske tørvetrillere, der gik i sort over tegneserielignende vold og oralsex. Vældigt flatterende betegnelser at få hæftet på sig når man forsøger at fremkomme med en mere principiel kritik af dette hurtigt skrottede makværk. En af denne signaturs facebookvenner skrev en meget rammende kommentar i en debattråd om emnet, som fortjener at blive gengivet her:
Det tragiske er jo, at det mere siger noget om afsenderens holdning til modtageren, end modtageren i virkeligheden. Igen fuldstændigt som med EUs kampagne til kvinder i videnskab. Det er magtelitens totale mangel på kontakt til virkeligheden. De bor i Siddharthas palads, og der er en meget høj mur rundt om.”
Et relevant spørgsmål må her være om de samme politikere, der ofte råber op om sexisme, voldsforherligelse og kønsstereotypisering, ikke blot endte med at udstille deres eget hykleri ud i bestræbelserne på for at få unge til at stemme til et projekt kaldet EU, som et stigende antal danskere og europæere i almindelighed er dybt skeptiske overfor. Ironien er til at få øje på.
Alle kneb og midler gælder åbenbart, når egen agenda skal promoveres, mens befolkningen ofte må stå skoleret for politikerne via lovgivningen, når den ikke ´arter sig´, som de finder stuerent og hensigtsmæssigt – æd, ryg, drik mindre, undlad kvindeundertrykkende voldelig adfærd og hold dig langt væk fra købesex – men Voteman må alt i EUs og valghandlingens hellige navn. Videoen er dog stadig i cirkulation og kan fremover sole sig i ufortjent kultstatus, og det er de fleste inklusive skribenten her nok i stand til at leve med. Større er sagen heller ikke. Voteman blev officielt kvalt lige efter fødslen, men nåede alligevel at lave et barn på Borgen – en grim lille hystade der i ny og næ vil skrige lidt i gangene.
På finaledagen for sangdysten i København demonstrerede det yderste venstre mod det yderste højre, hvilket resulterede i slagsmål, flaskekasteri og en del anholdelser plus en enkelt varetægtsfængsling af en 23-årig ung mand, der selv mente, at han var en god dreng med ditto karakterer. Votemans animations amok afløstes af real vold, da de autonome med rod i Antifascistisk Aktion røg voldsomt i totterne på nynazistiske grupperinger. Sidstnævnte afholdt en demo sammen med andre nær Christiansborg mod opførelsen af moskeer i Danmark. De autonome brød pludselig ud fra deres optog og løb i et stort antal efter de højreradikale, hvoraf et par fik kraftige øretæver, der kunne mærkes.
Yderfløjene stak atter deres voldsfascistoide kontrafej frem, og det er hverken første eller sidste gang, vi ser det i gader og stræder. Fløjenes vrede mod alt fra kapitalismen, det politiske system, flygtninge og indvandrere til moskeer og homoseksuelle virker til at være stigende, og lægges de militante islamisters aggressioner til det samlede billede, ser det noget dystert ud, skulle fremtidige protestaktioner udarte sig i lignende optøjer med forskellige aktører indblandet. Det er nævnt før, men gentages her: De valgte og vælgerne taler mere og mere forbi hinanden. Den såkaldte ´nødvendighedens politik´ skaber øget frustration og vrede, og gemytterne kommer hurtigt i kog rent verbalt på de sociale medier ikke mindst facebook, hvor de virtuelle stammekrige føres.
De tre emner i denne klumme gav anledning til megen polemik til trods for deres forskellighed og vigtighed. Har de noget til fælles, vil læsere muligvis spørge. Nogle dækkende ord for dem alle kunne være massekommunikation og iscenesættelse af budskaber fredeligt, voldeligt, politisk og kommercielt. Nogen bliver hørt andre overhørt, og blandt dem skal der nok være folk inden og udenfor begivenhedernes centrum, som føler sig tvangsindlagt til at lytte med via det enorme informationsudbud, om de vil eller ej. Enkelte oplever i værste fald at komme i klemme, når næverne tages i brug frem for argumenter. Det hele kan set i helikopterperspektiv ligne et fremmedgørende og grotesk totalteater, som Bertold Brecht sikkert ville have en del at sige om, levede han i vor tid.
Brecht kunne eksempelvis have gentaget sine egne ord: `Erst kommt dass Fressen, dann kommt die Moral´ (først skal der ædes, herefter moral). Denne vending stammer fra hans og Kurt Weils musikteaterstykke ´Laser og Pjalter´ fra 1928. Mennesket optimerer egne behov, før der tænkes på øvrigheden og samfundet generelt – den situation vil mange sikkert uanset partifarve kunne nikke genkendende til anno 2014. Underholdning som Grand Prix ender måske i stigende grad med at blive en del af den politiske skueplads, hvor de valgte tager nye metoder i brug for at bevæge masserne, mens andre vælger at kæmpe i gaderne.
Spurgte vi den fiktive karakter Voteman, ville han muligvis svare: `Sut eller smut, pomfrit´, før alles kamp mod alle sætter ind – eller går det virkelig så galt? Men inden da: Husk at sæt dit kryds kære læser – helst uden tvang og klap på kysen.