Nu har TV2 rejst debatten, og tak for det! Jeg har selv rejst emnet overfor folketingspolitikere, uden at det endnu har ført noget med sig, og jeg håber, at mediernes dækning kan ruske lidt op i politikerne. Men realistisk bliver det nok ikke til meget mere end de hensigtserklæringer, taburetklæberne efterfølgende kommer med – og måske et par lapper på loven.
Det er langtfra godt nok. Politikerne føler ikke et oprigtigt ansvar – det skinner lige så tydeligt igennem som Statsforvaltningens (SF) inkompetence, hvor en far, der ikke har set sine børn i et år, rykker for midlertidigt samvær, modtager følgende: ”Det er selvfølgelig vigtigt, at du får et hurtigt svar”, hvortil faderen retteligt korrigerer, ”Nej, det er vigtigt, at jeg hurtigst muligt får samvær med mine børn”. Og det har han fuldstændig ret i.
Jeg er overhovedet ikke ekspert på dette område, men har selv været gennem SF-maskineriet og har min sunde fornuft og en rimelig IQ i behold. Desværre føler jeg mig alligevel klogere på emnet end visse sagsbehandlere og psykologer i Statsforvaltningen – og det tror jeg at, mange menige borgere føler lige så.
I den efterfølgende debat på baggrund af TV2’s føljeton ser man ikke megen vision fra hverken Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Zenia Stampe (RV) eller Eyvind Vesselbo (V). Theil vil reducere behandlingstiden – en fin hensigt uden ansvar. Stampe vil straffe – som om straf virker og hjælper børnene. Vesselbo virker heller ikke til at have gjort sig de store tanker om andet end lapper på et elendigt system. Hvis I politikere ikke vil løse landets problemer, så bør I finde et andet hverv, som I måske føler lidt større motivation for at udføre. Det drejer sig ikke om et bestemt partis fingeraftryk, men om at løse opgaven i fællesskab.
For små to år siden blev jeg opmærksom på, at de gjorde noget helt anderledes i Australien, og jeg skal indrømme at jeg straks så ”lyset”. Kernen i samværssager er konflikter mellem forældrene, hvor børnene i større eller mindre grad bruges eller påvirkes af en eller begge forældre, som i deres had til modparten er fuldstændig blind for den skade, de påfører på deres børn og et andet menneske, som de sammen med, i kærlighed, har produceret deres fælles elsklinger. Den norske løsning, som Rosenkrantz-Theil fremhæver med tidlig konfliktmægling, er uden tvivl bedre end det nuværende system, men det er kun symptombehandling.
Det er ikke lykkes mig at finde den australske løsning detaljeret i en letlæselig udgave, men det betyder heller ikke så meget. Det grundlæggende princip taler for sig selv. I Australien er udgangspunktet i samværssager en 50/50 deling mellem forældrene. Hvis der skal afviges herfra, kan det generelt kun ske ved en frivillig aftale mellem forældrene. Det giver en konfliktdæmpende effekt, fordi ingen af forældrene får noget ud af at te sig tosset. Tværtimod har forældrene mere ud af, at børnene har lyst til at komme tilbage efter samvær hos den anden forælder. Ved 50/50 deling kan ingen forældre føle sig reduceret eller forbigået, som de kan ved en skæv fordeling fastsat af Statsforvaltningen. Som de nuværende regler er, skaber Statsforvaltningen konflikter.
Man kan indvende mod en 50/50 deling, at nogle forældre ikke har alle de kvalifikationer, som kræves for at være en ”hel” forælder. I Australien løses dette ved et obligatorisk forældrekursus, som sikrer, at forælderen kender til børns behov, hygiejne og kost.
Det er klart, at man må gribe ind ved mistrivsel. Det skyldes generelt forælderens mistrivsel, som oftest har en årsag, man kan hjælpe med. Løsningen er ikke nødvendigvis at tage forælderen ud af puslespillet, for vi er vel alle enige om, at børn som udgangspunkt elsker begge deres forældre, uanset deres fejl og mangler. Det skal vi støtte – barnets behov.
Der bruges mange midler i Statsforvaltningen, og ved en ”australsk” løsning kan vi fjerne meget unødig konfliktmægling og sagsbehandling og bruge pengene på at hjælpe med samværsproblemer mellem den ene forælder og barnet og ikke på uenigheden mellem forældrene.
Vi skal kort sagt tage froældreansvarsloven og tilhørende vejledninger, krølle dem sammen og kyle i papirkurven. Dernæst tager vi et blankt stykke papir og nedskrive en australsk inspireret tekst, enkel, kort og uden mulighed for dårlig fortolkning.
Til ovenstående bør der bemærkes, at langt de fleste skilsmisseforældre løser samværet uden konflikter – heldigvis, og det skal de have lov til.