Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

311

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Udgør det islamistiske parti i Tunesien en trussel mod kvinderne?

Antal

Debatindlæg af Mouna Daadouche

Kvinder spillede en fremtrædende rolle i de folkelige demonstrationer, der bragte Tunesiens diktatorer til fald den 14. januar 2011. Jasminrevolutionen har banet vej for en helt ny kvindelig tilstedeværelse både på den offentlige og politiske scene. Dog har det folkelige oprør ikke bragt de tunesiske kvinder frem i kampen om ligestilling, som de ellers ønskede. Om revolutionen viste sig at være en falliterklæring for kvindekampen er fortsat svært at sige. Ikke desto mindre fik revolutionen kvinderne på gaden som en vigtig modstandsbevægelse. Revolutionen mobiliserede flere generationer af kvinder med forskellig baggrund og sociale lag. Tildækkede kvinder stod side om side med de sekulære moderne kvinder med ET fælles mål, at demonstrere imod Ben Alis diktatur.

Selv hjemmegående husmødre gik på gaden eller opfordrede deres døtre til at gå ud og demonstrere. Stærke scener med kvinder båret af mænd, kvinder i alle aldre, små piger med deres mødre prægede gadebilledet. Alle disse kvinder har været med til at stille op og gøre modstand.

Tunesien har i flere årtier været markant blandt de arabiske nationer som et land, der gav kvinder relativt store rettigheder. Den tidligere visionære og sekulære eks diktator fra 1957-87, Habib Bourguiba, gennemførte allerede i 1956 med ´Le Code du statut personnel´, det avantgardistiske chartre for kvinders rettigheder. Bourguiba var en oplyst diktator og tilhænger af oplysningstidens filosofi samt den første arabiske leder, der bragte spørgsmålet om kønnenes ligestilling på den officielle politiske agenda som fundamentet for sekulariseringsprocessen og kvindefrigørelsen. Reformerne var historiske, og gav de tunesiske kvinder en særstatus i den arabiske verden.

Dog mærker de tunesiske kvinder forskelle mellem det postrevolutionære Tunesien og diktaturets æra. Med islamisterne som magthavere oplever kvinder i dagens Tunesien en hård kerne af traditionsbundne mænd, der er stærkt modvillige overfor, at kvinder skal have medbestemmelse i samfundsspørgsmål. Disse mænd har fået en større synlighed efter revolutionen, og de tunesiske kvinder holder islamisterne ansvarlige.

Der er blandt de fleste tunesiske kvinder bred enighed om, at kvindekampen fik en hel ny betydning og drejning i Tunesien i kølvandet på Jasminrevolutionen. Og selvom kvinders rettigheder stod øverst på dagsordenen som en af revolutionens grundlæggende principper, blev kvinderne i højere grad konfronteret med nogle helt nye udfordringer, efter det islamistiske parti kom til magten.

De moderne tunesiske kvinder føler, at de i højere grad står overfor udfordringer, der er fremmedartede med deres feministiske arv, og dette repræsenterer et voksende problem i det tunesiske samfund. Landet er splittet i to lejre, der bekæmper hinanden. På den ene side de moderne, sekulære kvinder, der ønsker reformer, og på den anden side en generation af konservative kvinder, der ønsker en tilbagevenden til Islams moralske værdier.

De sekulære kredse har rejst en hård kritik af det islamiske parti Ennahda, som de på ingen måder oplever som et progressivt politisk parti. Ennahda bliver betragtet i de liberale kredse i landet som en potentiel trussel for kvindefrigørelsen og kvindekampens idealer. Spørgsmålet er, om det islamiske parti udgør en reel destruktiv kraft for demokratiseringsprocessen.

Mens modernisterne og reformisterne beskylder islamisterne for at have et skjult islamiseringspolitisk projekt og indgået en uofficiel pagt med de radikale salafister, understreger Ennahda, at deres samfundsideal bygger på at forene Islam og modernitet. I kølvandet på revolutionen frygtede de tunesiske feminister, samt intelligentsiaen og i det hele taget mange kvinder, at Ennahda vil gennemføre en politisk islam med en streng sharia lovgivning, der blandt andet bygger på patriarkalsk familiestruktur, korporlige straffe, og kvindeundertrykkende love.

Vi har i Tunesien en generation af stærke kvinder, der gør modstand imod enhver form for maskulin dominans og islamiseringsprojekt. Om Ennahda ikke vil fremme kvinders rettigheder, fordi de frygter at give kvinderne mere magt, er svært at vurdere. Hvis Tunesien ikke ender i et religiøst diktatur, er det primært takket være Tunesiens kvinder, som dagligt forsvarer deres rettigheder både på gadeplan og på den politiske scene.

Mens de fleste liberale kvinder havde en klar idé om, at det islamistiske parti var fortaler for en reaktionær islam, der fremmede en rigid kønsdiskriminerende politisk agenda, mente de kvindelige Ennahda vælgere, at Ennahda værnede om de moralske værdier i samfundet og beskyttelse af kvinderne.

Ikke desto mindre vinder tørklædet frem i de arabiske lande sammenlignet med forrige generation. Dette kunne tyde på, at islamismen er voksende også blandt kvinder. Under Bourguibas regime blev islamisme bekæmpet, og det gik både ud over mænd og tørklædeklædte kvinder. Der herskede en statslig undertrykkelsesstrategi om at slå hårdt ned på religiøs adfærd og tegne et fjendebillede af islam. Der blevet drevet heksejagt på religiøse, og det har med rette eller urette dannet grobund for en modreaktion.

Som menneskerettighedsaktivist og feminist vælger jeg at tolke tørklædets nye popularitet først og fremmest som et signal om et oprør imod et diktatur, der har frataget religiøse kvinder en grundlæggende rettighed, nemlig religionsfriheden. Men de troende og praktiserende muslimske kvinder er ikke del af nogen form for terrornetværk og har ingen tilknytning til jihad-agtige modkulturer.

Jeg oplever heller ikke Ennahda som decideret antidemokratisk på kvinders rettighedsspørgsmål. Jeg vil hellere tale om en konservatisme, der tager sit udspring i religion og ikke nødvendigvis i partipolitik. En kvindelig parlamentariker ved navn Hella fra det islamistiske parti, hvis budskab jeg har tænkt meget over, udtalte:

Vi ønsker et åbent og tolerant Tunesien med rummelighed og kvindesolidaritet. Jeg dømmer ikke kvinderne udefra deres påklædning. Vi må lære at rumme hinanden uden at pege finger af hinanden. Jeg går inden for Islams fredelige budskab og næstekærlighedsbegreb. Og de tunesiske islamister har det særpræg, at de hverken anvender en magt-voldsdiskurs eller en aggressiv retorik. Om en kvinde går iklædt burka eller bikini, skal vi lære at vise respekt overfor hinanden, for står vi sammen, står vi stærkere.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

20/05/2014 - 13:48

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:59

Emner: 

Del eller citer med linket her

AddToAny
MediaCreeper