The last internationale.
Man kan næsten høre det på navnet - at der er tale om et politisk band.
Men heldigvis slap publikum for de belastede tirader som man nogen gange er tvangsindlagt til stå model til når kunstnere føler at scenen er en platform for deres banale politiske sludder.
Bandet holdt sig stort set til at spille deres musik og synge deres sange.
Og spille og synge kan den kraftfulde lille trio bestemt.
Faktisk var The last internationale i mine øjne blandt de bedste koncerter på førstedagen af Copenhell. Selvom blandt andet danske MØL også gjorde det fremragende ud på aftenen.
Trommeslageren i The last internationale drev musikken mere fremad end bassisten, Delila Paz, som så til gengæld også var bandets vokal.
Hun har en flot og kraftig stemme som virkelig trænger ud til publikum.
Efter sigende skulle trommeslageren være Brad Wilk fra Rage Against the Machine. Jeg synes nu ikke helt han lignede sig selv, men ok jeg stod også langt fra scenen.
Guitaristen Edgey Pires sprang rundt på scenen og fægtede med arme og ben for at få sat gang i publikum og det lykkedes også så småt som koncerten skred frem.
I det hele taget gjorde bandet en beundringsværdig og ekstrem energisk indsats for at blæse gang i det noget gumpetunge publikum.
Det er ikke altid nemt først på eftermiddagen når folk lige har spist en fedtet frokost og drukket dagens første øl.
The last internationale var en overraskende god oplevelse - og de overraskende oplevelser er nogen af de allerbedste oplevelser.