Gå til hovedindhold

Ligestilling i filmbranchen

Af Mikkel

Igennem et par år har der i medierne og i filmbranchen været en kønspolitisk diskussion om ligestilling inden for førnævnte. Især personer med tilknytning til det danske filminstitut med Christina Rosendahl i spidsen, har ført en kønspolitisk agenda, som handler om at kvinder har dårligere vilkår og modtager færre støttekroner. Derfor har man nedfældet en målsætning om, at 40 procent af støttekroner fra 2025 skal gå til kvinder.

Påstanden er altså, at der er mangel på ligestilling i filmbranchen, herunder også når produktionsmidler og støttekroner skal gives. Man henviser til en rapport om kønsfordelingen i filmbranchen, men rapporten bakker ikke op om påstanden – den manglende ligestilling.

Kønsfordelingen siger i øvrigt også meget lidt om ligestillingen, men mere om mænd og kvinders forskellige valg/interesser indenfor branchen.

Man har simpelthen helt grundlæggende misforstået begrebet ligestilling, hvorfor vi hellere må repetere det her:

Ligestilling er, at mænd/kvinder ud fra deres evner, valg, interesser, og motivation, har lige og fair adgang til muligheder, herunder også offentlige støttekroner.

Ligestilling er ikke resultatlighed - 50/50!

Det vil sige at antallet af kvinder (i procent) der modtager støtte behøver ikke være 40 eller 50 %, når kvinder ikke udgør 40 eller 50 % af dem der søger. Derimod skal procenttallet af dem der MODTAGER støtte nogenlunde være det samme som procenttallet af dem som SØGER støtte.

Ydermere skal der indgå en kvalitetssikring, så man ikke smider penge efter dårlige projekter.  

Når det gælder støtte til filmproduktion M/K, så viser rapporten:

- Kvindelige instruktører der SØGER støtte udgør 19 % af ansøgerne.

Kvindelige instruktører der MODTAGER støtte udgør 18 % af modtagerne.

 

- Kvindelige producerer der SØGER støtte udgør 47 % af ansøgerne.

Kvindelige producerer der MODTAGER støtte udgør 47 % af modtagerne.

 

- Kvindelige manuskriptforfattere der SØGER støtte udgør 16 % af ansøgerne

Kvindelige manuskriptforfattere der MODTAGER støtte udgør 21 % af modtagerne.

Påstanden er, at fordi kun 18 % af de instruktører der modtager støtte, er kvinder, så har man et ligestillingsproblem. Det er noget vrøvl når man samtidig kan se, at kvinder kun udgør 19 % af det samlede antal ansøgere.

Det kan aldrig nogensinde være et ligestillingsproblem, at flere mænd (procentmæssigt) VÆLGER at søge støtte og dermed benytte sig af den mulighed.  

Når det gælder støtte til dokumentarfilm M/K, så viser rapporten:

- Kvindelige instruktører der SØGER støtte udgør 43 % af ansøgerne.

Kvindelige instruktører der MODTAGER støtte udgør 44 % af modtagerne.

 

- Kvindelige producerer der SØGER støtte udgør 65 % af ansøgerne.

Kvindelige producerer der MODTAGER støtte udgør 77 % af modtagerne.

Når det gælder kvindelige producere, så modtager flere kvinder (77%) støtte, end deres procenttal af ansøgere (66 %) berettiger til.  

Når det gælder udviklingsstøtte til instruktører, så viser rapporten:

At kvindelige ANSØGERE udgør 25 %, mens andelen af kvindelige MODTAGERE udgør 29 % af de samlede modtagere.

Når det gælder beløbets størrelse (støttekronerne) modtager mænd gennemsnitlig flere støttekroner til deres projekter, men det skal samtidig nævnes, at kvindelige producerer gennemsnitlig modtager mere i produktionsstøtte end mænd, nemlig 3.8 mio. kr. mod 3.6 mio. kr. til mænd.

De påstande, endda med henvisning til rapporten, hvor man hævder at kvinder lider under manglende ligestilling i film/mediebranchen, og som har fået lov til at bundfælde sig i visse medier, passer simpelthen ikke.

Der har i branchen været en ophedet diskussion de seneste par år vedrørende fordelingen af støttekroner, hvor det har føget med beskyldninger, personlig og grov udskamning – især på filmbranchens eget fagblad EKKO, når emnet har drejet sig om køn og ligestilling.

Udefra set synes der at være en hardcore kønspolitisk/feministisk fraktion, der ser ligestilling som resultatlighed, og hvis mænd dominerer i antal indenfor et fagområde, eller blandt dem der søger støtte, så opfattes det som manglende ligestilling, frem for kønnenes egne valg.

Det er den samme gamle diskussion om, hvorvidt ligestilling er resultatlighed, eller om ligestilling er lige muligheder, hvorefter kønnene selv har ansvaret for at benytte sig af disse muligheder alt efter evne og interesse. Det er svært at få øje på den manglende ligestilling.