Primære faneblade

Bragt med tilladelse fra Thomas Køhler
Bragt med tilladelse fra Thomas Køhler
Thomas Køhler måtte lukke Restaurant Rusland

Lige siden min nyåbnede restaurant, Restaurant Rusland, fik vel danmarkshistoriens dårligste restaurantsanmeldelse af Berlingskes anmelder Søren Frank, der regnes for en institution i branchen, har alle sagt, at den ville føre til restaurantens død.

Mange har også ment, at det var unfair, at Søren Frank var en skidt person, der havde ødelagt mange folk på uretfærdig vis gennem årene, og at der burde gøres noget ved det.

Nu, hvor Restaurant Rusland rent faktisk lukker efter 8 mdr., kan det være på sin plads at gøre status.

Var det Franks anmeldelse, der ødelagde det? Var det fair? Eller er der tale om, at branchen har nogle mere generelle problemer, der gør det næsten umuligt at få tingene til at hænge sammen. Eller var det min egen skyld?

Senest har der været en del fokus på Søren Franks anmelderrolle. Her er mit syn på sagen:

Lad os prøve at se på Søren Franks tekst, der nok vil gå over i historien som ikonisk og måske blive anvendt i undervisningssammenhænge inden for branchen, inden for journalistik og andre steder.

Lad mig starte med at sige, at der var ting under Søren Franks besøg, som ikke var i orden.

Det skyldtes, at den russiske chefkok, som jeg havde ansat, ikke magtede opgaven, og jeg afskedigede ham i øvrigt to dage efter, før Søren Franks anmeldelse blev bragt. Denne aften var alt gået i kludder. Jeg vil medgive Søren Frank, at man ikke kan have en situation, hvor en helt central ret, som man reklamerer med at have, ikke kan fås, når gæsten dukker op. Det gjaldt her den russiske nationalret pelmeni. Det, at kokken havde forsømt at lave den klar, var en af hovedårsagerne til hans fyring. Men det burde måske også have fået Søren Frank som professionel anmelder til at tænke: Måske er det noget særligt galt i dag, siden de ikke har pelmeni.

En anmelder bør tænke på, at der kan være ting, der er gået galt, lige præcis den dag, han kommer. Især da hvis der ikke er tale om et sted drevet af gamle garvede folk, men noget innovativt som en russisk restaurant, som vi ikke har i forvejen, og ingen historisk har kunnet drive i Danmark.

Der er det lidt provinsielt, at man ikke har for øje, at man måske skulle give restauranten en chance til lidt senere. Mere haster det vel ikke at få bragt den artikel, som kan have så stor betydning. Ikke fordi det ellers er ”synd”, men fordi det ikke giver læserne en seriøs dækning af madscenen.

En madanmelder er i en anden situation end en filmanmelder. Filmen er nøjagtig den samme en anden aften. Det er restauranten sjældent. Derfor kan det, inden man sabler en restaurant helt ned, være et sagligt hensyn at tage, at der måske har været helt særlige omstændigheder den pågældende dag.

Hernæst mener jeg ikke Søren Frank havde den faglige viden, der må ligge til grund for at anmelde det russiske køkken.

Når aviserne anmelder litteratur, vil man typisk anvende en anmelder, som har forstand på russisk litteratur, når man anmelder dette. Søren Frank har tydeligvis ingen viden om russisk mad. Det kan man se af artiklen i de valg, han foretager på menukortet. Mest tydeligt er det ud fra det, at han drikker rødvin til zakuski. Kender man noget til russisk mad, vil man vide, at man drikker vodka til zakuski. Det er det, de er skabt til. Man drikker jo heller ikke rødvin til en snapsemad, men det vidste Søren Frank åbenbart ikke.

Men ok, vi burde have haft pelmeni i køkkenet, og tjeneren burde have haft tid til at forklare lidt mere om fænomenet zakuski, da Søren Frank ifølge anmeldelsen faktisk spørger til det. Det var blandt andet den kritik, jeg tog til mig efter anmeldelsen, så vi indføjede en tekst i menukortet om hovedtrækkene i de russiske køkken, og hvad der spises og drikkes sammen. Det var en klar forbedring, der kom ud af Franks besøg. Men Søren Frank burde vide, at zakuski ikke kan sammenlignes med antipasti eller meze. Det er rent vrøvl.

Søren Frank kunne ikke lide interiøret, eller at tjeneren ikke kunne tale dansk og kun taler ”ikke helt flydende engelsk”. Det er også en provinsiel betragtning i forhold til det internationale køkken, hvor alt jo ikke kan foregå på engelsk.

Da Søren Frank i sin tid kom på særlig observation i forbindelse med dårlige anmeldelser hos redaktionen, skulle man tro, at det netop var sådanne overvejelser, der kunne komme på tale efter den debat, der opstod dengang. Chefredaktør Tom Jensen har bekræftet over for mig, at Søren Frank havde fået ok til sin anmeldelse af vores restaurant, men jeg har ikke kunnet få oplyst, hvad kvalitetstjekket gik ud på. Blot at Søren Frank ikke direkte overtrådte restaurantslovgivningen, som da han forlangte alkohol til sin mindreårige søn? I så fald er det ikke særligt ambitiøst fra Berlingskes side.

Endelig vil jeg påpege, at jeg ikke finder Franks tilgang til priser på restauranter særligt saglig, og det er noget, jeg har interesseret mig lidt ekstra for det seneste halve år efter anmeldelsen.

Det går igen i en række anmeldelser, at Frank ikke bruger ret mange penge, men bedømmer restauranten som ”dyr”, selv om han faktisk ikke har lagt det store. Det mest tydelige eksempel, et eksempel jeg mest vil bruge, fordi det er så let at tage stilling til, var Franks besøg på Jensens Bøfhus for ikke så længe siden.

Til at starte med skrev Frank en stort opsat klumme under den sympatiske overskrift ”Lad Jensens Bøfhus dø”, baseret på nogle oplevelser, Frank havde haft der for over ti år siden.

Da jeg gjorde ham opmærksom på på Facebook, at det var mindre seriøst at skrive om stedet, når han ikke havde været der for nylig, tog han derned og spiste en frokostbøf efterfølgende og uploadede et billede af den måske ikke særligt spændende mad. Man må her blot indvende, at når den kun koster 79 kr., så må sammenligningsgrundlaget være McDonald’s og ikke f.eks. MASH, som nogle af hans kolleger fra Berlingske ilede til med på samme væg.

Vores niveau på Restaurant Rusland var ikke McDonald’s, slet ikke, og Frank brugte da også 450 kr. hos os. Forleden så jeg, Søren Frank mente, at en regning på Falsled Kro på 895 kr. for maden og 895 kr. for vinmenuen var ”for høj”. Så hører alt jo op.

Det er i denne sammenhæng, Søren Frank går hen og bliver et problem for København. Og for en branche, hvor vi går og siger til hinanden, at ”man skal holde åbent mindst to år , før man begynder at få overskud”. Det er jo en helt uholdbar situation. Man bør da kunne begynde at tjene penge på sit arbejde efter en opstartsfase. Det kan man i andre brancher.

Jeg kan hilse og sige, at man ikke kan drive et rejsebureau uden at have overskud, medmindre man selvfølgelig har en eller anden rig investor i ryggen, men det er jo grundlæggende usundt, hvis forventningen til en hel branche er urealistisk lave priser. Så er der altså noget helt grundlæggende galt.

Det journalistiske niveau i Franks anmeldelser er ikke kun lavt, når det gælder indholdet. Også sproget har en tendens til det letkøbte og platte. Den sjove bemærkning foretrækkes frem for den saglige beskrivelse.

I vores tilfælde gik joken på et gennemgående tema hos Frank, nemlig, at den rødvin han får serveret, er for varm. Det var faktisk noget, vi nåede at diskutere i ejerkredsen, før vi åbnede, da en af aktionærerne gjorde opmærksom på, at vi ville ”blive slagtet af Søren Frank”, hvis han fik serveret den rødvin. Jeg spurgte i den forbindelse de 25 gæster, der var til stede, om man var enig i, at vinen skulle være koldere. Det var flertallet ikke.

Om vinene skriver Søren Frank:

”I glasset havde vi en lumsk kedelig rød seperavi fra Marani i Georgien (85 kr.), serveret lovligt lun efter min smag. I et sidste desperat, men naivt håb om, at Maranis Telavuri (85 kr.) kunne være mere interessant, bestilte jeg et glas af denne, som ankom ved nærmest gløggagtig temperatur og smagte ligeså. Det var jeg nødt til at påtale over for tjeneren, som svarede, at det da er helt normalt at servere rødvin ved rumtemperatur. Jo, en sauna er selvfølgelig også et rum, tænkte jeg ved mig selv og bad om at få et glas af den foregående seperavi i stedet.”

Man kan måske sige sig selv, at vinen nok ikke har ”gløggagtig temperatur” eller kommer fra ”en sauna”. Men det er ikke desto mindre det, der oplyses over for læseren. Vinen er fra Georgien, da man ikke kan købe russisk vin i Danmark eller Tyskland, og derfor valgte vi at servere georgisk, bestemt drikkelig vin. Bemærk i øvrigt prisen. Helt slemt kan det vel så heller ikke have været, da Frank da tager et glas til.

Det er let nok at kritisere. Og det er let nok at nikke med på en kritik, men en avis, der gerne vil bidrage til en saglig dækning af restaurationslivet – bestemt en vigtig del af vores kulturliv – bør have lidt mere bund i kritikken. Ikke mindst for læsernes skyld.

Jeg tror ikke, anmeldelsen dræbte Restaurant Rusland. Omsætningen steg i januar og igen i marts. Men til syvende og sidst kom der ikke penge nok i kassen til, at jeg kunne drive den.

Tak fordi du læste et debatindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne

Følg os på Facebook