Gå til hovedindhold

Leder: Selvfølgelig må Facebook bortvise Alex Jones

Jeg ærgrer mig over at Facebook, YouTube, Apple etc, etc for tiden bortviser folk som Alex Jones.

Men Facebook og YouTube er nu engang i deres gode ret til at udelukke uønskede gæster fra deres platforme.

Punktum.

Det kan ganske enkelt ikke være anderledes. Det bør ganske enkelt ikke være anderledes.

Og inden du bliver vred på mig for at skrive dette, så overvej lige alternativet en gang:

Alternativet er at staten kan pålægge et privat medie at skulle være vært for indhold dette private medie ikke ønsker at være vært for.

Staten skal ikke kunne tvinge et privat medie til at huse bestemte folk, virksomheder, holdninger, politiske partier, etc. Det er helt op til det enkelte medie selv at afgøre.

Alt andet ville være totalitært.

Nu skærer jeg det lige helt ud i pap:

Ville du bryde dig om hvis staten skulle bestemme hvem der skulle være gæst i dit hus?

Nej, vel? Det vil du gerne selv bestemme.

Så må du også give private medier retten til selv at bestemme hvem de vil huse.

Hvis staten kunne pålægge dig at du skulle lægge hjem til nogle bestemte gæster, som du ikke brød dig om eller af anden årsag ikke ønskede at være vært for, så ville du med god grund blive utilfreds.

Det samme med et privat medie.

Jeg ville heller ikke bryde mig om hvis staten pålagde Folkets Avis at den skulle udgive bestemt indhold. Det hører under mediets egne beføjelser at afgøre dette.

Hvis staten får ret til at pålægge Facebook og YouTube at skulle være vært for nogen, som disse tjenester og platforme ikke ønsker at være vært for, så er vi ovre i noget langt mere totalitært end den situation, vi har nu.

At Facebook og YouTube bortviser nogle af de gæster, som tidligere huserede på de respektive platforme, er træls og måske forkert. Men det er ikke statens opgave at forhindre det sker.

I stedet ligger løsningen i at der fremkommer alternativer til YouTube og Facebook.

Og det gør der skam.

Og jo mere og jo flere Facebook og YouTube bortviser, jo hurtigere vil disse alternative sociale medier vokse i betydning og størrelse.

Så nej, løsningen er ikke mere statskontrol og overmagt.

Løsningen ligger i at vende de store ryggen eller i det mindste supplere med de alternativer som har succes – netop fordi YouTube og Facebook bøjer sig for politisk pression.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.