Af Astrid Pedersen
Visse typer nyheder og debatter er særdeles sæsonbetonede. I denne tid oplever vi agurkefænomet, hvor gamle travere som Roskilde Festival og grillmarinade bliver trukket af stald og støvet af, i år spruced lidt op med en rask lille følelsesladet ammedebat. Omkring 8. marts lyser kvinde- og ligestillingsrelaterede artikler, kronikker, debatindlæg og radioindslag korvarigt kønsproblematikkens mørklagte fladvand op som åleblus for blot at dø ud uden at have bragt noget nyt til bordet.
Inspireret af Niels Arbøls kronik "[Moderskabet i krise][1]" fandt jeg følgende frem fra gemmerne - ingen af de etablerede dagblade var interesseret i at trykke det, da jeg forfattede det som reaktion på de mange forudsigelige indslag, der i mine øjne afspejlede en ligeså udbredt og naiv tro på de steroetyper, som feminister over flere generationer har søgt at knuse. Det nuværende kønsparadigme hviler på et paradoks, fordi ingen tilsyneladende kan blive enige om, hvad kvindelighed er, og hvad der konstituerer kvindelige egenskaber.
Hver gang debatten handler om kvinder, handler den også automatisk om børn. Kvinder har nærmest per se, i deres egenskab af livmoder, sværere ved at bestride topposter uden at miste deres kvindelighed. En kvinde, der sætter virksomhedens ve og vel højt, og derfor vælger at prioritere jobbet over familien (tager måske 3-4 måneders barsel istedet for et år), er bare ikke en superoptimal mor. Og dermed ukvindelig.
Et af de centrale indlæg i debatten kredsede om emnet "Kvinder i topstillinger" (jfr artikel på Information.dk 15/3 2013 [http://www.information.dk/454457][2]) og hvorvidt disse bliver "kolde" og "mandeagtige" (fremføres somom det er en dårlig ting) i kraft af deres status og ansvar. Hvor præmissen her synes at være, at de mest prisværdige kvindelige egenskaber er at være "varm" og "moderlig", springes der let hen over det meget påtrængende og grundlæggende spørgsmål: Om det at være kvinde automatisk altid skal være lig det at føde børn. Er det en iboende del af kvindens natur at være mor?
Liv Navntoft Henningsen stiller i [sit indlæg][3] "Handler kvindefrigørelse om at frigøre sig fra sine børn?" problematikken op således: "Femininitet er blevet lig læbestift og intuitivt lederskab, imens de traditionelt feminine værdier er på retur. For mændene står ikke i kø for at overtage dem. Er det, fordi omsorg, nærvær, hengivenhed er dårligere værdier end stræbsomhed, selvrealisering og egoisme?" Man kunne jo begynde med slutningen og svare ja - bestrider man en lederpost med medarbejderansvar i en benhård, konkurrencepræget forretningsverden er det altså bare bedre at læne sig lidt frem i skoene. Det nytter ikke noget at være god til at nusse 400 medarbejdere på ryggen, når firmaet er gået nedenom og hjem, groft sagt.
Og hvis præmissen, at de "traditionelt feminine værdier" er på retur, er sand, kan jeg kun kippe med hatten og ønske god rejse. Personligt gider jeg ikke blive puttet i en lyserød æske med bændler og små mærkater med ordene "Omsorg", "Nærvær" og "Hengivenhed" prentet i sirlig formskrift. Fri os venligst fra de værdier, tak. Du må gerne dyrke dem selv, men lad være med at trække dem ned over hovedet på resten af os.
Hvorfor er det, at kvinder altid skal måles i deres egenskab af mor - med alt hvad det indebærer? Selv vi, der vælger moderrollen fra, bliver målt på denne egenskab, nu i kraft af dens ikke-eksistens. Samtidig forventes vi at være ubetinget solidariske med de, der har valgt den til, alene i kraft af, at vi tilhører samme køn. Vi bedømmes i jobsammenhænge udfra et kriterium, der hedder, at vi på et tidspunkt skal føde et eller flere børn, hvilket er en belastning for yngre kvinder i jobsøgningssammenhæng, især for de, der har valgt livet med børn helt fra. Og her kommer vi til en anden problematik, som hidrører fra det forældede samfundsparadigme, at "Børn - det er noget man får":
Når antallet af børnefødsler falder, lander skylden på samfundet, der forlanger for meget (uddannelse, job osv), så de stakkels kvinder ikke "når" at få "deres børn" før det er for sent. Præmissen er, at kvinder føder børn og har et ubetinget og ufravigeligt ønske derom. Muligheden for, at kvinderne måske selv aktivt har fravalgt livet med børn, udelukkes kategorisk.
Det er her, jeg har lyst til at slå bremserne i. Selvom kvinden er ustyret med muligheden for at føde børn, er det ikke ensbetydende med, at det er det bedste valg, hun kan foretage. Vi er også alle udstyret med muligheden for at læse jura, blive piloter, bage speltboller eller tage kørekort. Moderskabet er en mulighed, et tilvalg - ikke en nødvendighed, og da slet ikke en tvang.
De oprindelige feminister kæmpede for kvindens ret til selvbestemmelse og til at foretage sine egne valg, blandt andet retten til at vælge ikke at få ødelagt sin krop ved mange børnefødsler. P-pillen og den frie abort har hjulpet gevaldigt i frigørelses- og famlieplanlægningssammenhæng, men en væsentlig del halter stadig bagefter, nemlig selve bevidstheden om, at en kvinde har værdi i sig selv - såvel før hun bliver mor som efter hun er blevet det, og selvom hun vælger aldrig at blive det.
Min kvindekamp består i en frigørelse fra samfundets stigmatiserende lighedstegn kvinde og mor. Skulle jeg kæmpe for noget, skulle det ikke være forlænget barsel, kortere arbejdsdage og fleksible arbejdsuger til familier. Mit mål skulle være en bevidstgørelse af, at vi er nødt til at betragte hvert enkelt menneske som værdifuldt i sig selv, ikke som en producent af nye mennesker. Det skulle være at lære børn tidligt, at den ene måde at leve på ikke er bedre end den anden.
Kvinder skal have lov at være kvinder på deres egen, individuelle måde - og respekteres af samfundet som helhed og andre kvinder i særdeleshed, uanset hvilken vej de vælger. Med eller uden børn, livspartnere, karrierer, læbestift eller "traditionelt feminine værdier".
[1]: http://www.folkets.dk/node/28 [2]: http://www.information.dk/454457 [3]: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1923445/handler-kvindefrigoerelse-om-at-frigoere-sig-fra-sine-boern/