Gå til hovedindhold

Tidlig valgflæsk: Mette lover "nærhospitaler"

Dansk politik er et bizart show.

Tag nu de mange udflytninger som seneste eksempel:

Man bruger en masse penge på at flytte statslige arbejdspladser rundt i landet. Og lige så stille vil disse igen med tiden på forskellig vis blive koncentreret i og omkring København.

For magt tiltrækker nu engang bureaukrati og bureaukrati tiltrækker nu engang magt. Men undervejs har politikere og partier mulighed for at profilere sig som handlekraftige.

Lidt det samme ser vi på sundhedsområdet.

Først bruger man milliarder på en bevægelse henimod centralisering af hospitaler. Samling på større enhed. Og endnu inden den sidste mursten er lagt, så kommer en kontraordre. Vi skal den anden vej med nærhospitaler.

Og det er hvad Mette Frederiksen nu lover danskerne.

Enhver som ved bare det mindste om dansk politik kan selvfølgelig gennemskue at der er tale om valgflæsk.

Specifikt valgflæsk som er designet til at kapre stemmer fra de gule socialdemokrater i Dansk Folkepart. Og lidt fra de mange blå socialdemokrater i Venstre.

Realiteten er at der allerede findes sundhedscentre og flere er på vej.

Men som sagt: Det handler langt mere om at Mette Frederiksen har behov for at markere sig med en sag som har gennemslagskraft i en aldrende befolkning.

Vi har flere og flere gamle i Danmark fordi danskerne ikke har fået børn i tilstrækkeligt omfang siden ungdomsoprøret i 1968.

Og gamle folk er - med god grund - mere ængsteligt på helbred og sundhed. De er ofte også mindre mobile end unge mennesker.

Så, well played, Mette.

Dit spin er rigtigt set.

Bare ærgerligt at det er tom luft.

Men der er også et andet aspekt: Man spilder borgernes penge på de her konstante frem-og-tilbage øvelser. Selvom meget af det er valgflæsk, så bliver en del af det til noget. Det giver halve løsninger - og det skaber en total mangel på samlet retning.

Politikerne har et behov for at der hele tiden sker noget. Støvet må endelig ikke nå at lægge sig. Det samme ses med de konstante nye IT-projekter som også ernærer en kæmpemæssig gruppe af ansatte og konsulenter, men sjældent virker før det bliver udskiftet med noget nyt.

Nå. Men valgkampen er da skudt i gang.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.