Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Tillad aktiv dødshjælp

Hver dag dør flere mennesker efter svær sygdom. Megen smerte og lidelse gennemgår disse folk. Alligevel vil vi som samfund ikke lade dem bestemme, om de vil gå ad en anden vej end lidelsens. Det, at samfundet nægter folk det frie valg, er ikke kun moralsk forkasteligt, det tvinger syge og døende til at ”leve” et liv, de ikke har lyst til. De syge og døende skal ganske enkelt leve, for at andre kan føle sig som gode mennesker. Jeg væmmes.

Det, at myndighederne skal bestemme, om du må leve eller dø, finder jeg forkasteligt. Som individer kan vi interagere med hinanden, men slutteligt ejes vi ikke af hverken samfundet eller staten, men af os selv. Anerkender staten ikke dette, samt at vi er myndige, selvtænkende, frie borgere, er staten ikke længere til for at tjene folket – derimod eksisterer vi blot som skattekvæg for statens skyld. Som støtter af frihed, det personlige ansvar og individualisme ønsker jeg ikke denne tingenes tilstand.

Skulle nogen – dig, mig eller andre – komme ud for at ende som en grøntsag på et hospice, en grøntsag på et sygehus eller på anden vis føle en inderlig trang til at forlade denne verden ad medicinsk, fredelig og anstændig vej, mener jeg, at løsningen og den bedste vej til enden må være op til den enkelte at definere.

Jeg vil ikke bestemme, hvorvidt folk skal have aktiv dødshjælp, leve eller andet i en sådan situation. Denne beslutning må være op til den enkelte selv at afgøre efter overvejelser, den enkelte må finde rigtigst, uanset om det må være i samråd med familien og vennerne, alene eller andre.

En samling bureaukrater bør ikke styre dine sidste dage på denne jord. Retten til at leve eller dø skal tilbage til dig og mig, os selv. Anerkender staten ikke dette, er den en autoritær-fascistisk konstruktion, hvor vores liv tilhører den og ligger i dens kolde hænder. Intet udenfor staten…

I opgøret med statens tyngende åg over livets sidste dage er min opfordring til politikerne enkel og ligetil: Giv os vores frihed tilbage – tillad aktiv dødshjælp.

Marc D. Bangert
Lokalbestyrelsesmedlem i LAU Aarhus og medlem af LAUs Politisk Udvalg

Du har læst et indlæg på Folkets.

Uden opbakning fra læserne ville vi ikke kunne bringe det.

Bliv betalende bruger og støt den frie journalistik i Danmark.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11
Vi er 0 abonnenter – vi skal højere op!
Abonnenter Svarer til
1 1 stor fadøl
200 Kontanthjælp, 0 børn
1000 DR-journalist
5000 Maria Rørbye Rønn