Pressen har to muligheder:
- Den kan være ægte kritisk overfor politikerne og så regne med at det bliver besværligt og en meget langsommelig proces at få svar.
- Den kan spille med på politikernes spin og dermed få nem adgang til masser af tomgangssnak som spalterne kan fyldes op med.
Desværre vælger over 90 procent af pressen løsning nummer to. Det er simpelthen så meget nemmere. Og der skal jo produceres noget. Der er deadlines der skal overholdes.
På Folkets Avis vil jeg forsøge at holde fast i løsning nummer et. Det betyder at der bliver lavet færre artikler, men til gengæld - vil jeg påstå - vigtigere artikler når det endelig lykkes at få svar.
Forholdet mellem presse og politikere kan godt blive for indspist og kammeratligt.
Men hvis pressen ikke er villig til at gøre sig upopulær hos politikerne, så kommer der ikke nogen kritisk journalistik.
Meget af det der for eksempel kaldes politisk journalistik eller Christiansborg-journalistik er jo gnubben skuldre.
Og man skal heller ikke være blind overfor at der eksisterer en slags lukket kredsløb hvor journalister, som interesserer sig for politik, senere måske bliver pressechef for et parti eller ansat i en kommunikationsrolle på anden vis.
Det giver en temmelig tandløs presse.
Men jeg skal være den første til at erkende, at det heller ikke er nemt at skabe en strøm af nyheder og journalistik der baserer sig på en reel kritisk tilgang til magthaverne.
For de er ikke dumme. Tværtimod er de særdeles trænede i at få tingene på deres egne præmisser.
Og de har et tykt, tykt panser.