I USA går en ung mand amok. I danske medier smøres den tragiske hændelse af på "hvide mænd". Men historien holder ikke vand.
Mange anser Poul Høi for at være en af Danmarks dygtigste journalister. Den holdning deler jeg ikke. Han er en dygtig skribent, men en middelmådig journalist.
Høi har for nyligt i Berlingske og B.T. skrevet om det meningsløse massemord begået af Elliot Rodger. Her er Høi meget opsat på at få den tragiske hændelse til at passe ind i en fordomsfuld skabelon, som den sexistiske og racistiske forsker Michael Kimmel nogen tid tilbage udlagde i sin bog Angry White Men.
Når jeg skriver, at Micheal Kimmel er racist og sexist, er det fordi, at sådan ville han blive opfattet i de akademiske kredse, hvor han bevæger sig, hvis han havde skrevet, hvad han gjorde, om en hvilken som helst anden gruppe end netop hvide mænd.
Kimmel mener kort sagt, at hvide mænd er vrede og har en irrationel forestilling om, at livet skylder dem noget. Det er der sikkert nogle hvide mænd, der har, men mon ikke man kan sige det samme om både nogle kvinder og nogle mænd fra andre etniciteter også?
Dog vælger Poul Høi fra start til slut at anlægge netop dette raceperspektiv på den tragiske sag om Rogers massemord. Men er Høi så journalist, eller bliver han en brik i et større spil? Bliver han ikke i stedet bannerfører for en bestemt politisk udlægning af hændelsen? I USA er der meget race baiting, og der er meget identitetspolitik i den offentlige debat. Derfor skal man som journalist passe meget på med ikke at lade sig føre med af disse dagsordener.
Som journalist skal man først og fremmest holde sig til kendsgerningerne og forsøge at afdækkke faktiske begivenheder. Det mislykkedes totalt for Poul Høi.
Poul Høi omfavner ukritisk Kimmels raceteori om de "vrede, hvide mænd", men hans forsøg på at understøtte den med udgangspunkt i den tragiske hændelse bliver hurtigt til en farce. Fuldstændigt. For ud over Elliot Roger nævner Høi to andre eksempler. I alt alstå tre eksempler på "hvide mænd", der går amok. Så skulle Kimmels teori om vrede hvide mænd vel være bekræftet?
Sagen er blot, at to ud af de tre eksempler på "hvide mænd" slet ikke var hvide mænd. Hverken Elliot Rodger eller Marc Lepine var hvide mænd. Marc Lepine havde i lighed med præsident Obama en afrikansk far og en mor af europæisk afstamning. Men man kalder jo ikke Obama for hvid.
Når en mixed ethnicity bliver præsident, kalder Høi og andre ham for sort, men når en mixed ethnicity bliver massemorder, kalder de samme mennesker ham for hvid. Det er jo interessant nok. Elliot Roger var også mixed ethinicy med en asiatisk mor og en far af europæisk afstamning.
Kun én ud af de tre eksempler, Høi giver på "hvide mænd", var rent faktisk i virkeligheden en hvid mand, nemlig George Sodini. Så Høi har i virkeligheden snarere afkræftet Michael Kimmels raceteori om hvide mænd, end han har bekræftet den.
Og det var helt sikkert ikke hvide mænd i betydningen mænd med fædre fra afrika eller mødre fra Malyasiya, Kimmel harcelerede imod i sin bog. Det var snarere WASP's, som anses for at være den mest priviligerede gruppe i USA. Så Poul Høis vinkel kollapser fuldstændigt ved lidt nærmere eftersyn.
Det virker i forvejen desperat at bruge enkelte galningers amokløb som indikatorer på et mere generelt problem specifikt ved hvide mænd. Men helt galt bliver det, når man som Høi bruger eksempler, der slet ikke er hvide, til at understøtte denne besynderlige og fordomsfulde raceteori.
I stedet for at give læserne en mulighed for at forstå, hvad der foregår i USA, forelægger Høi en bestemt politisk dagsorden og udlægger den som sandhed. For det er jo langt fra alle amerikanere, der mener, at de her galningers amokløb kan smøres af på hvide mænd generelt. Det er et helt specielt segment af medierne i USA, der fører den udlægning i felten.
Som korrespondent har Høi et ansvar for at give et mere fuldbyrdet billede af USA. Det er ikke nok at planke bestemte synspunkter fra pressen derovre og mikse dem lidt med egne overvejelser. Det mener jeg i hvert fald ikke. Jeg mener han skal beholde sin kritiske, journalistiske sans og netop stille sig skeptisk over for den identitetspolitiske anti-hvid-mand dagsorden, han her bevidst eller ubevidst gør sig til bannerfører for.
Om Poul Høi bevidst forelægger læserne en identitetspolitisk og farvet udlægning af tragedien eller om han simpelthen ikke evner at forholde sig kritisk til den amerikanske presse, skal jeg naturligvis ikke kunne sige. Muligvis har han ikke gjort sin research grundigt nok, eller også ser han bare mellem fingre med den ubelejlige sandhed for at få vinklen i artiklen til at gå op. I hvert fald forbinder Høi til sidste punktum massemordene med "hvide mænd".
Nu synes jeg personligt ikke, at man skal tillægge race ret meget betydning i den her slags sammenhænge. Men når Høi forsøger at sværte hvide mænd på en løgnagtig baggrund, er det en journalistisk pligt at sige fra. For Høi nyder stor respekt og mange antager uden videre hans skriverier for den skinbarlige sandhed. Det er de ikke. Jeg vil sige, at de i høj grad afspejler den venstreorienterede del af den amerikanske presse ganske ukritisk.
Andre har som Høi udtalt sig generaliserende om forskellige racer og er blevet anklaget under racismeparagraffen. Det synes jeg ikke, man skal gøre mod Poul Høi eller andre racister. Jeg er for ytringsfrihed og imod racismeparagraffen, men jeg synes det er på sin plads, at få kendsgerningerne frem i lyset, så folk ikke uden videre godtager Høis racisme, der kan danne grobund for polarisering og så splid i befolkningen.
Men Poul Høi er da ikke racist, vil mange sikkert fastholde. Det er svært at sige. Baseret på hans artikel om Elliot Roger kunne man godt få mistanken. Det virker ret racistisk at sværte hvide mænd på et falskt grundlag. Hvis ikke Poul Høi er racist, hvorfor går han så så vidt for at fastholde og underbygge en racistisk teori om hvide mænd, at han må se bort fra kendsgerningerne for at kunne gøre det? Hvorfor rette anklagen specifikt mod hvide mænd, hvis ikke man er racist? Hvorfor overhovedet anlægge en racevinkel på en gal mands amokløb, hvis ikke man er racist?
Racist eller ej, så lever Høi i sagen her ikke op til sit ansvar som journalist eller korrespondent. I stedet bliver han identitetskriger på den ene yderfløj i den amerikansk race-debat.
En skribent skriver godt, og det gør Høi uden tvivl. Rigtigt godt. En journalist er dertil rimelig upartisk, kritisk og forelægger sandheden. Det er her, Poul Høi, i mine øjne, kommer til kort.
Links:
http://www.b.dk/globalt/maend-der-hader-kvinder
Hvis du ønsker at se en mere objektiv og rationel udlægning af tragedien, end den Poul Høi præsterer, kan jeg anbefale videoen her:
Identitet
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.