Jeg får at vide, at jeg er naiv.
Jeg er naiv, fordi jeg forsvarer muslimers ret til at tro på Allah. Samtidig glæder jeg mig over, at LA’s udlændingeordfører Merete Riisager italesætter islamismens trussel mod demokratiet, mod vores frihed. Men jeg forsvarer samtidig de helt almindelige muslimer, der passer deres arbejde, deres børn, deltager i demokratiet, lever i frihed og giver friheden videre til deres børn, ligesom de fleste andre borgere i dette land.
Men det er åbenbart ikke godt nok - for nogen. Det er dem, der mener, der slet ikke er plads til islam i Danmark. Nogle vil ligefrem forbyde muslimer at praktisere deres tro, også selvom troen ikke praktiseres politisk. Folk må for min skyld tro på lige hvad de vil, dyrke en tro, en ideologi så meget de lyster. Så længe deres tros-regler kun gælder for dem selv, så længe skal ingen blande sig. Bare tanken om at ville forbyde folk at tro og følge egne regler, der ikke skader andre, de forbud hører ingenlunde hjemme i et frit demokrati og er fascisme i al sin grumhed.
Noget helt andet er imidlertid, hvis troen eller ideologien, som jeg betegner som islamisme, bruges som politisk redskab til at indføre love og regler, der gælder for andre end dem selv og dermed undertrykker andre menneskers frihed. Det skal vi selvfølgelig ikke være ligeglade med, og det dilemma er nok et af vor tids største udfordringer.
Hvordan sikrer vi individet en personlig frihed til at handle i overensstemmelse med egen overbevisning, men samtidig har fokus på, om denne frihed bruges til at undertrykke andre?
Hvis islam bruges politisk til at indføre love og regler for alle mennesker, så undertrykkes individets personlige frihed, og det skal der selvfølgelig reageres imod. Det er den problematik, jeg oplever, Merete Riisager sætter på dagsorden. Og det er den problematik, der skal tages alvorligt.
Vi kan ikke forhindre islamister i at missionere, at indoktrinere unge muslimer i deres moskeer, i foreninger og hvor de ellers samles. Unge søger identitet og føler sig ofte lidt rodløse i spændet mellem to kulturer. Denne rodløshed udnyttes af disse islamiske forkyndere, imamerne, der så fortæller de unge - eller bilder dem ind - at frelsen findes i den fundamentale islam, den politiske islam. Det eneste måde at mindske denne indoktrinering er vel at sikre sig, at disse moskeer og foreninger ikke modtager offentlige støttekroner.
Det skal også sikres, at børnene i de muslimske friskoler lærer det samme som børn i folkeskolerne. Børn i muslimske friskoler skal også lære om deres grundlovssikrede ret til at danne sig egne meninger om tro. De skal lære om kønnenes ligestilling, både den økonomiske, juridiske og sociale ligestilling, om kønnenes seksuelle ligestilling og deres frie ret til at vælge, hvad de vil tro på eller ikke tro på. Lever friskolerne ikke op til kravene, skal de kunne fratages deres tilskud. Det skal selvfølgelig gælde alle friskoler, ikke kun de muslimske.
Vi ser i disse år flere og flere unge muslimer, der står frem og beretter om ekstrem social kontrol. Familier, der udøver ekstrem social kontrol af især deres døtre, men også sønner, burde kunne straffes økonomisk.
Nogle muslimske forældre vil tvangsgifte deres døtre og sønner, udføre jomfrutest på døtrene, true med deportation til hjemlandet, lukke dem inde, udøve vold, fordi de vil være sammen med klassekammerater og i værste fald true dem med mord, hvis de ikke makker ret. Det er ikke opdragelse, men ekstrem undertrykkelse. De unge lærer ikke det ansvar for egne normer og adfærd, der er foreneligt med at leve i et frit demokrati. Hvordan de så vælger at leve, når de bliver voksne, er helt op til dem selv. Det er netop grundtanken i et frit demokrati, og derfor skal børnene lære at tage ansvar overfor egne valg i takt med, at de vokser op.
At være liberal må være at sikre, at alle borgere i dette land, får frihed til at leve i overensstemmelse med de værdier, de mener er de rigtigte - så længe de ikke forsøger at tvinge andre til at leve efter de samme værdier. Frihed er ikke friheden til at undertrykke andre.