Primære faneblade

Pixabay
Meget afhænger af mænds lyst og evne til at være –– mænd.

Foromtale


Gunnar Langemark har i sin kommende bog ‘Skvatmand’ med undertitlen ‘breve til mit yngre jeg’ taget en lang række forhold under behandling i breve, som er stilet til hans yngre jeg; den 22 årige Gunnar. I brevene behandler han emner om køn, samfund, identitet og så videre og giver sin forståelse og erfaring videre til den yngre og mindre erfarne. Han forklarer og formaner og forsøger at formidle lidt af essensen af det han har lært igennem de mellemliggende 33 år. Han hævder at man skal acceptere sig selv med sine svagheder, sine skvattetheder og sine skævheder, før man kan forstå sig selv tilstrækkelig til, at vokse sig rigtig ind i manddommen og blive et helt menneske. Han siger til sig selv, at han skal holde op med at bilde sig ind, at man kan hævde sig bedre på andres bekostning og at han skal finde ydmygheden frem i stedet for forurettetheden. Og hans siger, at det er helt OK. Og så skriver han breve om mange ting. Folkets Avis bringer nogle enkelte breve op til udgivelsen. Gunnar Langemark håber at sælge nogle bøger i forsalg via sin facebookside, så han kan holde skindet på næsen og skrive videre.


Jeg vil skrive lidt til dig om feminiseringen af samfundet og især af mændene og de konsekvenser, det har for mulighederne for, at befolkningen kan beskytte sig selv. Der er også nogle sammenhænge i dette, som sikkert ikke falder i god jord at nævne. At feminiseringen gør landet forsvarsløst, at det gør ”det pæne” mere fremtrædende som faktor, og at det giver mere plads til den ”gode omklamrende moder” i statslige anliggender.

Det er svært for mange mennesker at forstå, hvorfor jeg og andre bruger termer som ”feminisering” og ”store moder” om nogle af de dårlige ting, der finder sted i samfundet og staten. De synes, det er kvindefjendsk. Men det er sådan set ikke hensigten med at bruge disse ord. Det er blot udtryk for, at vi kan se nogle dårlige sider ved dét, mange af os vil kalde feminine, ligesom vi kan se nogle dårlige sider ved det maskuline. Men hvor det ikke anfægter nogen overhovedet, at man siger, at visse maskuline og direkte aggressive egenskaber kan være dårlige i visse situationer, så kan det virke nærmest anstødeligt at kalde noget negativt for feminint. Så standser enhver kommunikation.

En af mit års markante begivenheder i 2015 var, da jeg skrev et essay eller, hvad vi skal kalde det, om ”Den bløde totalstat”. Det skabte både debat og interesse, og jeg kom sågar i radioen i et helt langt program. Mit lange skriv opremsede en række områder, hvor staten kan begå overgreb på borgerne (sådan ser jeg i hvert fald på det), og gøre det med god samvittighed, fordi der er en væsentlig del af befolkningen, som stadig mener, at staten er den rigtige løsning på samfundets behov for civiliseret styring. Nogle af os kæder tingene sammen. For andre er det det rene vanvid at tænke sådan og nærmest udtryk for pinligt grænseløs uvidenhed, at vi ikke bruger systemet selv og dets måder at vurdere egen succes på, som målestok for systemets sundhed. Så får man at vide, at ”den skandinaviske model” er mere succesrig end andre systemer – og at vi skal være lykkelige, fordi vi scorer højere på den ene eller den anden statistiske undersøgelse, og fordi vi ligger højt på et internationalt indeks for det ene og det andet. I det hele taget bliver vi mødt af mange systembevarende forklaringer og af mange historieudlægninger, der kan støtte de alment anerkendte fortolkninger af, hvordan verden har udviklet sig til det bedre, og af at ”staten er god for dig”, og ”du kan ikke finde på noget bedre lige nu – så hold din kæft og sig tak”. Sådan vil det også være i det kommende år.

Når man hører om, at feminister er socialkonstruktivister, og at deres ideologi er socialistisk og bygger på marxisme og derfor er kollektivistisk – så er det ikke helt løgn. Der findes (og især fandtes der før 2. verdenskrig) feminister, der ikke byggede deres feminisme på marxistisk teori. Altså klassisk liberal og individorienteret feminisme. Men generelt har feminismer af forskellig art igennem de sidste godt 50 år bygget deres verdensbillede på en marxistisk dialektik, hvor hvide mænd har indtaget skurkerollen som de onde kapitalister, ejere af produktionsmidlerne og undertrykkere af det undertrykte proletariat – primært kvinder, men i de senere år også andre ”offergrupper” såsom indvandrerkvinder, indvandrermænd, mangfoldigt kønnede, ikke normativt seksuelt orienterede og så videre.

Hvis man slår op på et sted som Kvinfo.dk, vil man kunne konstatere, hvordan dette folder sig ud. Hvis der skal lyde en opfordring herfra, så er det, at man som mand ikke påtager sig den skurkerolle. Der er absolut ingen som helst god grund til at føle sig skyldig som (hvid) mand. Vi bærer ikke på en arvesynd, og vi er ikke værre end andre mennesker. Vi har ikke nogen som helst særlig andel i ansvaret for historiens uretfærdigheder, og stort set alle mænd (jeg kan så ikke tælle mig selv iblandt dem, viser min slægtsforskning) nedstammer nærmest udelukkende fra andre hvide mænd, der i de samme århundreder som kvinder selv var undertrykte i samfundet – i enhver praktisk betydning af ordet var slaver som fæstebønder og livegne bønder.

At være mand – og ikke påtage sig nogen arvesynd – er ikke det samme som, at man ikke anerkender, at der er ting, som skal rettes op på, at vi skal gøre plads til, at kvinder (og mænd) kan folde deres potentiale ud, at alle mennesker uanset køn, race, seksualitet skal have plads til at realisere det, de rummer. Det skal vi bestemt arbejde på. Der er masser af stærke kvinder, og der er masser af aktive, handlekraftige, dygtige, behagelige, kloge, omsorgsfulde, arbejdssomme og skønne mennesker i alle kategorier.

At være mand og ikke påtage sig at være skurken i den sociale konstruktion af modsætninger imellem kønnene (af nogle kaldet feminisme – og derfor også foragtet af andre), er ikke udtryk for, at man ikke vil have stærke kvinder eller ikke kan forholde sig til rimelige klager fra kvinder. Det er i virkeligheden meget mere udtryk for, at man respekterer mennesker, for hvem de er, og ikke ønsker at blive gjort til en brik i en konstruktion, der mest af alt er egnet til at så splid og skabe både ufrihed, utilfredshed og uligestilling mellem forskellige grupper af mennesker, herunder kønnene.

Jeg er vokset op blandt selvstændige, stærke og handlekraftige kvinder. Ikke at de ikke også har oplevet traditionelle kønsrollemønstre hindre deres fulde frihed til at forfølge deres mål. Men de kvinder var altså ikke ofre. De var underlagt nogle forventninger, fuldkommen ligesom mænd var. Jeg kan fortælle en del historier om dette. Både om min mor der lukkede sin tegnestue, da hun fik for mange børn (mig), og om min far der ikke fik lov til at studere astronomi af sin far, da det blev opfattet som brødløst.

Hvis feminismens ideologiske ballast ikke var så dominerende og så påtrængende i sine forsøg på at regulere og styre ting fra toppen af samfundet gennem statslige støtteordninger og lovgivning, så ville der heller ikke være grund til at kæde tingene så nært sammen. Men fordi feministisk ideologi udmønter sig i statslig og overstatslige styringsmekanismer i form af særlige tilskud til kvindekrisecentre, til kvindeforskning og til kvindekvoter eller kvindeansættelses-præmier (på universiteterne fx), så er det også ”fjenden” set fra en liberal synsvinkel (nej, ikke specielt liberalistisk, men lige præcis liberal). For det er uforeneligt med individets frihed, at man detailregulerer på denne måde baseret på et bestemt gruppetilhørsforhold. I en liberal verden er det ene enkelte menneske lige så meget værd som det andet enkelte menneske.

Det er egalitarisme. Og det gælder både for mænd og for kvinder, heteroer og homoer, hvide, lyserøde, brune, gule og sorte og så videre og så videre. Derfor kan man ikke fjerne diskrimination ved at indføre diskrimination. Det er simpelthen en selvimodsigelse og fuldkommen uacceptabelt. Den slags er kun acceptabelt i en ensidigt kollektivistisk tankegang. Det er også kun en kollektivistisk tankegang, der kan rumme, at man med love forsøger at modvirke sådan noget som ”ubevidste strukturelle privilegier”. Disse særlige privilegier er nogle, som visse feminister ynder at strø om sig med, når de beskylder mænd for at være ubevidste om, hvor mange fordele de har i samfundet alene i kraft af, at de er (hvide) mænd. Disse særlige privilegier skyldes dels vores bevidsthed og dels de vaner i samfundet, som fx har udvalgt visse kriterier for ”den gode præstation”, som indebærer, at mænd har en fordel. Jeg vil ikke bestride, at dette er tilfældet. Menneskers bevidsthed er en sej masse, som man ikke lige laver om på fra det ene sekund til det andet. Men det er påfaldende, at man primært ser på de hvide mænds privilegier i den sammenhæng. Man ser mindre på andre gruppers privilegier af samme art, fordi det ikke stemmer overens med, at man mener, hvide mænd er en særlig god gruppe at tilhøre (hvorfor hvide mænd skal jagtes hele året).

Jeg er ikke blind for mænds mangel på selvudvikling, men det er ikke sådan, at mænd bare har en simpel og uovervejet machoidentitet, som udgør, hvad de er. Det er så primitivt, at det gør ondt. Men det er jo også det, meget af denne bog handler om.

Hvis vi et øjeblik havde glemt det, så blev vi akut mindet om, hvor sindssygt nogle af disse feministiske kvindehjerner fungerer. Deres udlægning af mænds selvopfattelse (som nogle der ikke er i kontakt med sig selv og deres følelser) mindede om noget fra 1970’erne. Den komplet manglende forståelse af mænd og deres behov og ønsker og den helt ureflekterede vaden rundt i mande-definition og maskulinitetsdefinition, lod ikke et øje tørt, når man lige et øjeblik glemte, at de gode hensigter til trods, var de i den grad misinformeret om mænd. Jeg kan godt huske de tilfælde, hvor jeg har vovet at sige noget om kvinder, og hvor jeg klart har fået at vide, at jeg ikke skulle komme og kloge mig.

Mænds kønsbevidsthed og egen vilje til at definere deres verden er afgørende for, om vi får sat en stopper for statens og det offentliges omklamring af os. Det er også afgørende for, om vi kan fastholde muligheden for at kalde en spade for en spade frem for at skulle bekymre os om, hvorvidt vi fornærmer den ene eller den anden fredede gruppe af undertrykte.

Jeg håber for fremtiden, at flere mennesker vil tage på sig, at forstå verden ud fra deres egne præmisser og ud fra deres egne iagttagelser og ikke ud fra de officielle udlægninger. Jeg håber, vi kan få skabt en smule dynamisk energi, som kan få en mere uafhængig omverdensforståelse til at rulle. Massesuggestion og selvbedrag tilbyder sig til alle. Også de som mener, de tænker selv.

Tak fordi du læste et debatindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne

Følg os på Facebook