Jeg har kigget lidt på Socialdemokraternes nye børnepolitiske (bare det ord) udspil. Og der er grund til at være skeptisk i forhold til hvordan et sådant ville udarte sig i praksis.
Spørgsmålet om hvorvidt børnene tilhører staten eller deres egne forældre er ældgammelt.
Men mulighederne for at overvåge borgerne er i dag bedre end nogensinde før. Og så kommer det nye fænomen om sociale points jo også i spil i disse år.
Det er i det lys at socialdemokraternes store plan skal læses.
Personligt finder jeg det mere end almindeligt ildevarslende at det allerførste, vi finder i planen, er en målsætning om at fjerne flere børn fra deres forældre.
At det i sig selv er en målsætning er underligt!
Og at det ovenikøbet er den primære målsætning, er yderst afslørende for socialdemokraternes måde at anskue forholdet mellem forældre og stat på.
Man kan sige at socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen er temmelig vildledende overfor vælgerne når deres udspil går under mottoet:
"Altid på børnenes side"
For er man automatisk det alene fordi man vil forflytte magtbalancen i retning af mere system og mindre forældre?
Det tror jeg ikke.
Og jeg tror i bund og grund ikke på at socialdemokratiet kerer sig mere om vores børn end vi selv gør.
Det handler nok for socialdemokraterne mere om at vinde et valg og beholde skamlerne end det handler om børnenes tarv eller trivsel.
Kald mig bare kyniker, men i det store hele tror jeg at forældre bekymrer sig betydeligt mere om deres børn end politikerne gør.
Det ser man jo også når top-socialdemokrater sætter deres egne børn i privatskole. Folkeskolen er for de andre.
Var der ikke noget med det, Mette?
Så fri mig for hykleriet.
Dermed ikke sagt at der ikke findes forfærdelige forældre som gør horrible ting. Det gør der skam.
Men en politik som har som primær målsætning at flytte flere børn over i systemets varetægt, giver jeg intet for.