Det er moderne at blive krænket

FUP I KRÆNKELSESKULTUREN

Det er moderne at blive krænket. Der kan f.eks. være transkønnede personer, som hævder at de er kvinder, selv om de er født med en penis og stadig har den. Sådanne personer kan føle sig krænkede, hvis nogen påstår, at kvinder ikke har penisser.

I England kan man blive straffet for sådanne krænkelser. En ph.d. studerende ved et af de fine engelske universiteter, Durham Universitetet, udsendte f.eks. en tweet om at kvinder ikke har penisser.

Han var redaktør af et universitetstidsskrift. Men på grund af dette tweet blev han fyret som redaktør og også tvunget til at forlade sin position på universitetet¹.

En sådan krænkelseskultur er blevet utroligt udbredt i den akademiske verden i lande som Canada, USA, England og Sverige. Hvis man f.eks. holder en fest, hvor deltagerne klæder sig ud som mexikanere og går med sombreros, så kan mexikanere påstå at det krænker deres kultur, og den slags tema-fester er derfor blevet forbudt på universiteterne.

For nylig har krænkelseskulturen også bredt sig til Københavns Universitet, hvor der f.eks. blev udstedt forbud mod en fest med mexikaner-tema.

Der er ingen nedre grænse for, hvor små bagateller man kan føle sig krænket over, og Københavns Universitet har udtrykkelig bestemt at det er den forurettede part alene der definerer hvorvidt han eller hun (oftest hun) føler sig krænket.

Kvindens følelser er det eneste gyldige kriterium for, hvornår modparten har begået noget strafbart. Hvilket på længere sigt betyder, at krænkede kvinder, transkønnede, handicappede, personer af andre racer etc. kan gøre andre som er uenige med dem til fredløse personer, der når som helst kan straffes for en uovervejet bemærkning.

Hvordan er det kommet så vidt i den akademiske verden?

For over 100 år siden var der reaktionære mænd der mente, at kvinder ikke egner sig til at dyrke videnskab. Det har siden vist sig, at de mænd tog fejl - der er i dag masser af dygtige og intelligente kvinder der bedriver vigtig og original forskning.

Men man kan også sige, at mændene alligevel ikke tog fejl:

For der er en markant tendens til, at jo større andelen af kvinder er på et universitetsfag, jo mere forfalder kvaliteten på dette fag. Der er en særlig høj andel af kvinder på humaniora og inden for visse samfundsvidenskaber, og her har vi i de senere årtier set et fald i forskningens kvalitet.

Allerværst står det til på kønsstudier, hvor næsten 100 % er kvinder, og hvor forskningen er i så kraftigt forfald at den er utroværdig. Her stortrives krænkelseskulturen, og det vrimler med påstande om alt det onde, som mænd - nærmere bestemt hvide, heterosexuelle mænd - har gjort i tidens løb og stadig gør.

Videnskab er per definition en søgen efter den objektive sandhed. Man kan næppe nogensinde finde den fulde, objektive sandhed; men videnskab er bestræbelsen på at komme så tæt på denne sandhed som muligt. Hvis kriteriet for om noget kan godkendes er om det krænker individuelle kvinders følelser, så kan det ikke være videnskab, for følelser er noget så udefinerbart og forbigående, at de ikke kan danne basis for at afgøre hvad der er sandt. Kun hvis alle personer ved at bruge stringente metoder når frem til samme resultat, kan resultatet siges at være objektivt sandt.

Jeg har kritiseret, at meget af den såkaldte videnskab inden for humaniora og samfundsvidenskaberne ikke længere har som ideal at finde den objektive sandhed. Det har jeg gjort i bogen "Humaniora - videnskab eller varm luft"².

I bogen fremsætter jeg den hypotese, at mennesker fordeler sig på to typer:

objekt-orienterede og subjekt-orienterede

De fleste - men ikke alle - mænd er det første; de fleste - men ikke alle - kvinder er det sidste.

Det mindretal af kvinderne, som er objekt-orienterede, kan virke som udmærkede forskere. Men jo mere andelen af kvinder stiger inden for den akademiske verden, jo flere af dem vil være subjekt-orienterede.

Inden for humaniora, hvor en del mænd i forvejen er subjekt-orienterede, vil det meget store tilskud af kvinder i disse år betyde, at den subjekt-orienterede tænkemåde er massivt dominerende blandt folk i faget.

Til den subjekt-orienterede tænkemåde hører, at man afviser at der eksisterer objektive sandheder; i det hele taget er man imod idealet om neutralitet og objektivitet, fordi det har et præg af følelseskulde og kynisme. Kun mennesker der motiveres af deres følelsesmæssige engagement i andre mennesker kan anerkendes som værende gode og rigtige mennesker.

Hermed er der grobund for krænkelseskulturen - personer der krænker andre ved deres ufølsomhed hører tydeligvis ikke til i det miljø og må drives ud af den akademiske verden. Tilbage er kun de følelsesdrevne, og de dyrker så en form for forskning hvor man bevidst opgiver at søge den objektive sandhed.

I denne form for forskning er man tilhænger af den forestilling, at alt er resultatet af social konstruktion. Al bevidsthed, viden og opfattelse af virkeligheden menes her at være resultatet af sociale påvirkninger; et objektivt syn på virkeligheden, som er uafhængigt af magt og andre former for sociale påvirkninger, eksisterer efter socialkonstruktionisternes mening ikke.

Heller ikke noget så indlysende som at mænd har penisser og kvinder ikke har penisser kan anerkendes som objektivt sandt.

At der er forskel på mænd og kvinder, menes at være en opfattelse som personerne har fået via samfundets påvirkning af dem. Intet anerkendes som objektivt sandt.

Hvordan kan man så afgøre, om en afhandling inden for disse fagområder er god videnskab og værd at publicere i et videnskabeligt tidsskrift? Det er et penibelt spørgsmål. I praksis er det blevet sådan, at der er en form for præsteskab som definerer, hvad der er rigtige og forkerte meninger, og kun hvis afhandlingen understøtter de rigtige meninger, kan den publiceres.

Derimod nedtoner man betydningen af, at det der siges i afhandlingen, skal være sandt.

Hvis nogen f.eks. laver en afhandling om, at børn af voldelige forældre ofte selv er voldelige, så kan de konkludere at der er tale om social arv. Volden er altså efter den opfattelse et resultat af sociale påvirkninger (nemlig fra forældrene), og da det falder godt i tråd med socialkonstruktionismen, kan en sådan afhandling publiceres. Men hvis en kritiker kommer og påstår, at der jo også kunne være tale om biologisk arv - at tendensen til vold delvis ligger i generne - så går det imod den herskende opfattelse blandt fagets præsteskab, og en sådan påstand får aldrig lov at komme til udtryk på skrift noget som helst sted.

Noget af det ondeste, ondeste ifølge dette præsteskab er biologiske forklaringer, og biologiske forklaringer er derfor fuldstændig bandlyst overalt inden for disse fagområder. Kun visse typer af konklusioner er tilladt inden for disse fagområder.

Det er f.eks. rigtig godt at konkludere, at en række problemer har deres årsag i skadelig maskulinitet eller i at personer af den hvide race er mere onde end andre. Men det er ikke OK at konkludere, at problemerne IKKE har at gøre med maskulinitet eller den hvide race.

Nærmere analyse af hvilke afhandlinger der bliver godkendt og ikke godkendt inden for disse fagområder viser, at "privilegier" er et nøglebegreb. Det er som en religion, hvor det at have et privilegium er en synd. Mennesker med privilegier er automatisk onde. Hvis man skriver en afhandling som påpeger disse privilegier, og viser hvordan man kan omgå dem, så bliver en sådan afhandling som regel accepteret. Det har en kvinde ved navn Helen Pluckrose vist - se nærmere nedenfor.

Disse fagområder er også karakteriseret ved at sproget i sig selv er vigtigt - det er efter min mening en konsekvens af, at kvinder som regel tillægger sprog og ord meget større betydning, end mænd gør. Der findes visse ord, der automatisk udløser en modreaktion af krænkelse eller harme. Og der findes visse andre ord, som er helt rigtige, og som straks viser at skribenten er "en af os" og derfor skal have sin afhandling publiceret.

Det betyder at der inden for dette felt findes masser af litteratur, der svælger i at dupere læseren med en masse af de helt rigtige ord. Især de franske postmodernister har excelleret i den disciplin der hedder at gøre teksten så uforståelig som muligt ved at bruge sindrige sætningskonstruktioner og strø om sig med en masse ord og udtryk, der lyder flot og duperer læseren, men som ikke har noget reelt indhold.

En amerikansk professor i fysik, Alan Sokal, blev så forarget over den form for opblæst indholdsløs litteratur, at han i 1996 satte sig for at skrive en fup-artikel, der indeholdt en masse af de "rigtige" ord og henviste til de rigtige referencer, men i øvrigt helt grundlæggende var det rene nonsens. Han sendte sit manuskript til et anerkendt videnskabeligt tidskrift, "Social text", og fik det accepteret og offentliggjort.

På dagen for offentliggørelsen bekendtgjorde han offentligt, at artiklen var nonsens. Dette kaldes Sokal-affæren, og den er berømt ved at afsløre, at man kan få det rene nonsens offentliggjort i et såkaldt videnskabeligt tidsskrift³.

I foråret 2017 fik to forfattere, under falsk navn, optaget artiklen "The conceptual penis as a social construct" i det "videnskabelige" tidsskrift "Cogent social sciences"⁴. Også dette var en svindel-artikel; men at den blev accepteret og trykt viser ikke så meget, da det er et tidsskrift der trykker artikler mod betaling.

I år har tre personer, inklusive redaktøren af "Areo Magazine", Helen Pluckrose, sat sig for at undersøge systematisk hvor let eller svært det er at få optaget fup-artikler i videnskabelige tidsskrifter inden for identitetspolitik, feminisme og lignende - det de kalder krænkelses-fagene (grievance studies). De har lært branchens jargon at kende, og de har lært hvordan de skal fokusere på spørgsmålet om privilegier.

Med denne indsigt og denne sproglige færdighed her de forfattet 20 fup-artikler. Dem har de, under falsk navn, sendt til en række videnskabelige tidsskrifter inden for disse brancher⁵. De har bevidst valgt at sende dem til nogle af de mest ansete og prestigefyldte tidsskrifter, så som tidsskriftet Hypatia, der er førende inden for forskning i køn og feminisme. Der er tale om tidsskrifter som ikke kræver betaling for at publicere.

Resultatet er at ud af de 20 artikler er 9 afvist, mens 4 er trykt og 3 andre er accepteret endeligt. Fire artikler er under revision og ville sandsynligvis kunne publiceres.

"Desværre" skete der det, at en af deres fup-artikler - om voldtægtskultur blandt hunde tilføjet en anbefaling af, at mænd opdrages lige som man opdrager hunde - vakte stor opsigt. Den vakte nogle journalisters interesse, og da disse journalister ville tale med forfatterne, måtte de afsløre deres sande identitet. Derved blev forsøget afbrudt i utide.

Men det lykkedes altså at få i hvert fald 7 fup-artikler accepteret til publikation. Dette er nærmest Sokal-affæren forstørret op syv gange. En af de accepterede artikler var oven i købet en kopi af en artikel i Hitlers "Mein Kampf", hvor nogle ord var byttet ud sådan at den handlede om feministers modstand mod mandschauvinister, i stedet for tyskeres modstand imod jøder.

Hvordan kan det gå så galt?

Et fællestræk ved de tidsskrifter og de brancher, hvor sådanne fup-artikler er mulige, er at de bygger på ideen om social konstruktion. Her spiller det ikke den store rolle, om noget er objektivt sandt, for objektiv sandhed findes jo ikke.

Pluckrose m.fl. skriver f.eks. om, hvordan historie-faget brød sammen i 1990'erne og blev ødelagt af socialkonstruktionister, der var tilstrækkelig talrige til at gennemtrumfe, at forestillingen om at der findes nogen objektiv historisk sandhed, skal opgives. Fra da af holdt man op med at forsøge at dokumentere historiens forløb mest muligt objektivt, og i stedet blev der frit løb for krænkelsestankegangen, herunder især studier af hvordan den hvide race overalt og til alle tider har opført sig som onde mennesker, der har undertrykt andre.

Samtidig undgår man som regel al omtale af, at alle menneskeracer undertrykker andre folk, hvis de har magt nok til det. At også araberne har handlet med negerslaver, og at også Kina imperialistisk har undertrykt et andet folks kultur som det er sket i Tibet, det forbigås omhyggeligt. Idealet om at forskningen skal være objektiv og neutral, er jo opgivet. Fra nu af drives den af moralsk forargelse.

Kriterierne for, om noget kan accepteres, er altså ideologisk begrundede. Især er det let at få noget accepteret, hvis det moraliserer over for hadegrupper så som heteroseksuelle, hvide mænd. Og så gør det ikke noget, hvis en afhandlings indhold i øvrigt er under al kritik - hvis den er rent nonsens, eller kommer med påstande som statistisk set er uhyrlige.

Jeg har som nævnt skrevet bogen "Humaniora - videnskab eller varm luft". Hovedindholdet i denne bog er at undersøge, hvad belæg der findes for socialkonstruktionisternes påstande - f.eks. påstandene om, at pigers og drenges forskellige adfærd skyldes sociale påvirkninger og ikke har nogen biolologisk forklaring.

Jeg har læst mange tusind sider socialkonstruktionistisk litteratur, især de værker som af fagets folk selv anses for at være de mest grundlæggende tekster. Jeg har læst denne litteratur igennem med ét bestemt fokus - nemlig at finde evidens for de fremførte påstande.

Det er ikke lykkedes mig at finde sådan evidens!

De mange tusind sider er stort set renset for evidens.

Ganske vist anføres det f.eks., at forældre behandler piger og drenge forskelligt - men det beviser jo ikke, at denne forskelsbehandling er årsagen til at piger og drenge er blevet forskellige. Det er snarere sådan, at fordi piger og drenge biologisk er programmeret til forskellig adfærd, er forældre nødt til at behandle dem forskelligt. Hvis man bedrev videnskab, ville man stille sig det spørgsmål, om forældre påvirker børnene, eller om det snarere er børnene, der påvirker forældrene. Men den slags spørgsmål stilles ikke inden for disse fagområder.

Man har simpelt hen ingen sans for at starte med det udgangspunkt, at vi ved ikke på forhånd hvordan tingene hænger sammen. I stedet starter man som regel med det udgangspunkt, at vi ved på forhånd hvordan tingene hænger sammen - vi ved f.eks. at forældre opdrager drenge til at være drenge og piger til at være piger. Den eneste evidens, man indsamler, er evidens der tjener til at understøtte de fordomme, man har fra starten af.

Evidens der kan vise, hvordan tingene faktisk hænger sammen - hvor meget påvirkning går den ene vej, og hvor meget går den anden - sådan evidens findes overhovedet ikke inden for disse fagområder. De dyrkes som en form for religion, hvor man starter med at definere, hvad der er syndigt - f.eks. at drenge opdrages til være mandige - og derefter moraliserer man så over denne syndighed.

Min konklusion er, at der foreligger ingen evidens overhovedet for socialkonstruktionismen. Det er muligt, at sådan evidens findes, men fagets folk har i så fald ikke fremlagt den. Det betyder i min fortolkning, at alle de dele af humaniora og samfundsvidenskaberne, der bygger på socialkonstruktionismen - og det er hovedparten - er fup. Det er ikke videnskab.

Det er krænkelseskultur og moraliseren forklædt som videnskab. Og fordi hele fag grundlæggende er fup, er det muligt for Helen Pluckrose og hendes medsammensvorne at få rene fup-artikler optaget i en hel række "videnskabelige" tidsskrifter inden for disse fagområder.

Det er ikke bare spild af penge, at det offentlige finansierer den form for aktivitet på universiteterne. Det er meget værre. Den form for akademisk aktivitet har stor skadevirkning på hele vores samfund og er en trussel for hele den vesteuropæisk inspirerede kultur.

Det er særlig markant i USA, hvor samfundet er blevet polariseret - på den ene side er der de konstant krænkelseparate personer i den akademiske verden, som evig og altid moraliserer og kalder alle anderledes tænkende for onde mennesker. Og på den anden side er der de mange mennesker, som frastødes af dette, og drives i armene på Donald Trump.

Dette er et tegn på, at det der foregår på amerikanske universiteter, er på vej til at underminere det amerikanske samfund.

Desværre har man for nylig på Københavns Universitet ukritisk overtaget den amerikanske krænkelseskultur. Det kan kun gå galt.

1. https://www.dailymail.co.uk/ne... ↩︎
2. Kåre Fog (2015): Humaniora - videnskab eller varm luft. 496 pp. Mysis. ↩︎
3. https://en.wikipedia.org/wiki/Sokal_affair ↩︎
4. https://web.archive.org/web/2017... - pdf ↩︎
5. https://areomagazine.com/2018/10/02/acade... ↩︎