Det koster dyrt at åbne for vandhanen eller tænde for lyset i Danmark. Vi har verdensrekord i skat på livsfornødenheder. Og nu stiger priserne yderligere.
Ingen kan leve uden vand, men afgifter og skatter gør, at vand er meget dyrt i Danmark. Markedsprisen er lav, men når det offentlige har lagt skatter og afgifter på prisen, står borgeren tilbage med en væsentlig større regning, end den andre landes indbyggere må finde sig i.
Det er også svært at leve uden el og varme i et nordisk land som Danmark - ikke mindst om vinteren. Men ikke desto mindre er skatter og afgifter på disse basale ting højere i Danmark end noget andet sted i Europa.
Og nu stiger afgifterne på el igen. Et eksempel er PSO-afgiften, som blot er en mindre del af de mange afgifter, vi betaler på el. Regeringen havde lovet befolkningen, at denne afgift på el ville udgøre cirka 800 kroner per hustand i 2014, men nu viser det sig, at prisen ender på over 1300 årligt.
Markedet har med tiden formået at give os billigere el og varme, men den slutpris, der rammer borgene, er alligevel blevet højere og højere, fordi det offentlige æder enhver besparelse op og lægger flere afgifter og skatter på år efter år.
I en politisk sammenhæng er det interessant, at venstrefløjen ikke råber op. For venstrefløjen påstår jo ellers at tage de svage borgeres parti. Og er der noget, der "vender den tunge ende nedad", så er det skat og afgift på livsfornødenheder. For velhavende mennesker udgør forbrug af disse ting en mindre del af det samlede budget, mens det er en meget mærkbar post for folk, der kun lige kan få tingene til at løbe rundt.
Sandheden er dog nok, at partierne til venstre for midten er mere interesserede i vindmøller, end de er i de de vilkår, den mindrebemidlede del af den danske befolkning lever under. Desværre kan vi sige det samme om de fleste borgerlige partier også.