Gå til hovedindhold

Ufarligt folkemøde

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Folkemødet er en hyggelig festival i smukke omgivelser, og bornholmerne er intet mindre en fabelagtige værter. Men der mangler seriøs kritik af det etablerede system. Til gengæld skorter det ikke på "NGO'er", interesseorganisationer og lobbyister, der alle gerne vil have "noget" af politikerne og tilgodeses af systemet.

På den ene side lever folkemødet meget godt op til sit navn. For enhver kan vitterligt gå hen og snakke med de folkevalgte, der fylder godt i gadebilledet. Men på den anden side er det ikke borgernes eller folkets langsigtede interesser, der er i centrum på festivalen. Det er derimod en række interesseorganisationer, der kæmper for en større bid af kagen eller flere regler og love, der kommer netop dem til gode.

Små selvstændige kan man lede længe efter. Jo, de er her og gør et godt stykke arbejde. De lejer cykler ud. Og sælger varer. De laver noget, mens de andre snakker. Og deres interesser er ikke et fokus for selve mødet. I stedet er det dem, der suger på lappen på den ene eller den anden måde, der er repræsenterede på mødet og snakker om hvor samfundsgavnlige og uundværlige, de er.

I bund og grund vil de fleste tilstedeværende organisationer gerne have politikerne til at tage nogle flere af skatteydernes penge og sende i deres retning. Særinteresserne er på spil og alles kamp mod alle er dagens orden, når der skal omfordeles.

Men har folket virkelig interesse i, at samfundet splittes mere og mere op i særinteresser? Hvem skal betale for al den omfordeling til alle de forskellige grupper, de forskellige lobbyister repræsenterer? Og hvor mange flere bureaukrater og administratorer skal der til for at håndtere mere og mere regulering og særlovgivning som efterspørges af de mange organisationer?

Der er for meget stemning af, at man kommer til politikerne med sine problemer og håber på, de løser dem og for lidt diskussion af, om politikerne overhovedet er dem, der kan løse Danmarks udfordringer. Der snakkes politik mod højre og politik mod venstre, men der snakkes ikke om mindre politik.

Folkemødet er på mange måder en fortsættelse af den almindelige debat, som den udfolder sig til dagligt i mainstreammedierne. Tilsat fadøl og hyggesnak.

Skal der tages hånd om Danmarks udfordringer, og skal folkets interesser for alvor på dagsordenen må det blive i en anden sammenhæng. Det kunne være interessant med et folkemøde uden politikere, mainstreammedier, interesseorganisationer, lobbyister, embedsfolk og andre fra den etablerede magtelite. Simpelthen et møde for folket, af folket og med folket.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.