Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

316

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Dagpengesystemet bekæmper virketrangen

Antal

Brugerindlæg af Nanna Svendsen

Det er min opfattelse, at langt de fleste politikere er enige i, at Danmark skal have vendt iværksætterkulturen, så flere får lyst til at skabe deres eget job. Spørger man, hvorfor der ikke er flere iværksættere, og nabolandende har overhalet os, er svaret: Den vanskelige adgang til risikovillig kapital.

Det er jeg helt enig i, for det er svært at finde den nødvendige kapital, især hvis du kun kommer med en beskrivelse af en god idé. Fremtidsudsigterne for at det bliver lettere at skaffe risikovillig kapital synes at være meget lang væk. Derfor bør regeringen snart får øjnene op for de huller, systemet har, hvor man rent faktisk kan gøre det lettere at være iværksætter her og nu.

Tidligere artikler i Folkets Avis har ligeledes kommenteret, hvordan det offentlige bureaukrati sætter en stopper for virketrangen, og staten gør iværksættere fattigere end de fattigste. Burde der ikke tages fat på de ting først? Systemet bekæmper ligefrem virketrangen for de iværksættere, der er på dagpenge. I stedet for at diskutere, hvorvidt det er A-kasserne eller jobcentrene, der skal tage sig af de ledige, burde de i stedet se på den gruppe, der er nødsaget til at gå på dagpenge, men som har et reelt ønske om at leve af deres virksomhed, for de har det vanskeligt.

HAR DU en virksomhed, men bliver nødt til at søge om dagpenge, da det ikke er muligt at trække løn ud fra dag ét, vil du opleve et dansk system, der ikke giver mening. For at få bevilliget dagpenge skal du redegøre for, hvordan du vil drive virksomheden udenfor normal arbejdstid. Det bedste vil være, hvis du informerer, at det ikke er virksomheden, du satser på at leve af, men ser det som en hobby på et seriøst plan.

Alligevel bliver ens ret til dagpenge forkortet til 18 måneder, hvor andre har 2 år, fordi du skal bevise, du kan leve af din virksomhed inden for den periode. Kan du stadig ikke trække en løn ud, må du melde virksomheden konkurs, hvis du vil have dagpenge de sidste 6 måneder. Så først skal der redegøres for ikke at ville noget seriøst med virksomheden, derefter skal du bevise, at du kan leve af den, inden der er gået halvandet år.

Derudover skal der oplyses hvor mange timer, der bruges på bibeskæftigelsen. Disse timer bliver trukket i ens dagpenge, selvom man ikke bliver lønnet, og det er udenfor normale arbejdstid (nattetimer og weekender). Det opfordrer ligefrem til at droppe iværksætterdrømmen for at kunne få sine dagpenge som alle andre!

"Sådan er det bare."

En ting er, at man ikke får helt så mange dagpenge som andre, men det er ikke det værste af det hele. Du må nemlig ikke benytte dig af den ellers gode mulighed, for at tage et seks ugers selvvalgt kursus eller praktikophold, der bliver tilbudt ledige, så de kan styrke deres kompetencer. Grunden er, at du har en bibeskæftigelse, der skal passes, og det kan du ikke, hvis du er på kursus! – Ja, det er rigtig nok, men kurserne ligger indenfor almindelige arbejdstimer, og man har jo lige skrevet under på, at man ikke beskæftiger sig med sin virksomhed indenfor almindelig arbejdstid, fordi man skal stå til rådighed. Så hvad pokker er logikken her?

Spørger man de stakkels mennesker i A-kasserne, trækker de på skulderne og svarer: "Sådan er det bare."

A-kasserne og fagforeninger tilbyder flere kurser, hvor titlerne lyder: ”Bliv din egen leder” og ”Opstart af egen virksomhed – sådan gør du”, hvilket er rigtig fedt og får flere til at åbne øjnene for den mulighed, men det hænger bare ikke sammen, for hvis du vil have dagpenge, så må du ikke bruge tiden på at blive din egen leder.

Alt i alt lader det til, at iværksættere bliver straffet, i hvert fald hvis man er på dagpenge. Regeringen burde se på, hvordan den kan hjælpe dagpengemodtagere med bibeskæftigelse til, at deres virksomhed giver afkast hurtigere, så de kan komme ud af dagpengesystemet. I stedet gør de processen mere langsommelig og besværlig, fordi man hverken må bruge tiden og samtidig får færre dagpenge. Kunne man forestille sig, at de personer med en bibeskæftigelse fik en personlig samtale, hvor der blev opstillet mål og succeskriterier for virksomheden og for at modtage dagpenge?

Så kunne de nemlig reelt benytte sig af kurser og få styrket de manglende kompetencer man evt. måtte have behov for at kunne drive en virksomhed. Det udelukker jo ikke, at man stadig skal søge job som alle andre, men ventetiden kan man lige så godt bruge på at styrke ens bibeskæftigelse.

Som en nystartet iværksætter har man ofte ikke ret mange penge, hverken i virksomheden eller i det private. Derfor vil det alt andet lige være en fordel, at staten hjalp iværksætterne med ikke at skulle bekymre sig om at få mad på bordet. Det er ikke risikovillig kapital, men det er en start til få flere iværksættere i gang frem for at besværliggøre processen og tager lysten fra dem, som har kastet sig ud i det.

Del

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

19/06/2014 - 08:24

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:59

Del eller citer med linket her

MediaCreeper