Primære faneblade

Screenshot fra Kammerater i krig

Tabet af helte

Vores tids politiske korrekthed, krænkelsesentusiasme og hyldesten af den svagelige karakter skyldes et alarmerende fravær af helte. Det, der engang var helte, er i dag blevet overflødige, lavpraktiske ”stjerner”, der intet af substans har at tilbyde unge mennesker. Hvis vi vil give ungdommen af i dag chancen for at høste livets frugter igennem deres liv, så skal vi drastisk forandre vores kultur. At vente en dag er at tage en dag mere fra de unge.

I 2001 udkom min favoritserie Kammerater i krig. Det er en serie, der er lavet efter Stephen E. Ambroses bog med samme navn og den omhandler sande begivenheder og personer fra Anden Verdenskrig.

Jeg ser ikke mange film eller serier, men første gang jeg så Kammerater i krig blev mit liv forandret. Persongalleriet er et af de bedste, der nogensinde er begået i filmhistorien. Hovedpersonerne er spillet så godt, at jeg har set serien mange gange siden – jeg bliver aldrig træt af Bill Guarneres drillesyge eller Captain Nixons berusede glæde ved det stadigt eksisterende whisky-mærke Vat 69.

Hver gang glæder jeg mig ved gensynet af ”mine” Kammerater i krig. Hver gang føler jeg mig som en vinstok, hvor de dårlige druer skæres fra, fordi jeg med ærefrygt må begrave mine egne småproblemer, når jeg tænker på disse heltes bedrifter.

I de første afsnit ser man mændenes træning inden deres udsendelse. De trænes af den klodsede, men strenge Captain Sobel, der ikke vinder mændenes respekt, men får dem trænet usædvanligt godt.

Jævnligt må de løbe op ad Currahee-bakken, gerne efter indtagelse af et sjældent godt og stort måltid, som spaghetti med kødsovs, så de fleste af mændene må kaste al maden op under løbeturen.

Man kan fornemme, hvordan træningen får dem til at arbejde bedre og bedre sammen, hvordan deres personligheder træder frem og hvordan deres utrolige venskaber dannes.

Som tiden skrider frem, bliver de mere barske og hårdføre, disse unge frivillige mænd, der bliver en del Easy Company. Ikke barske for barskhedens skyld. Nej, de bliver sejlivede, modige og professionelle.

Det er disse fantastiske, unge mænd vi følger igennem seriens 10 afsnit.

Det mest utrolige er, at en del af personerne stadigt levede i 2001, da serien blev produceret, og derfor er med i seriens forløb. Her udtaler de sig om deres kammeratskab, andres heltegerninger og dødens daglige tilstedeværelse.

At se disse gamle, ydmyge mænd udtale sig med tårer i øjenkrogen gør stadigvæk et mærkbart indtryk på mig. Jeg husker særligt et interviewklip, hvor Captain Winters fortæller, at hans barnebarn spurgte ham:

”Bedstefar, var du en helt?”

Hvorpå han rørt svarer: ”Nej, men jeg gjorde tjeneste i et kompagni af helte.”

Denne ydmyghed må vække ærefrygten i ethvert fornuftigt menneske. Æret være deres minde.

Hvor jeg dog holder meget af den levende fortælling i serien. Det er som om jeg bliver venner med personerne og deres vidunderlige krøllede personligheder og deres store menneskelighed.

Om det er at se Captain Nixon få tisset fra sin natpot i hovedet, da han bliver vækket af Major Winter, der ved en fejl tror, at der er vand og hælder det i hovedet på Nixon.

Eller om det er den rørende scene, hvor Donald Malarkey skal afhente sit vasketøj ved et lokalt renseri og bliver spurgt af ekspedienten, en yndig kvinde i en lyseblå kjole, om han ikke kan tage det nyvaskede tøj med til nogle af de øvrige soldater?

Han svarer med et melankolsk ”ja” velvidende, at de fleste af disse mænd formentlig er døde og deres friske vasketøj er det eneste tilbage, der bærer deres navn.

Eller den forfærdelige scene, hvor Eugene ”Doc” Roe opdager, at den smukke og modige sygeplejerske, Renée Lemaire, som han så ofte har talt med og som altid giver ham chokolade med til soldaterne ved fronten, bliver dræbt i et nådesløst tysk bombardement af byen Bastogne, juleaften 1944.

Deres uselviske opofrelse er storslået. Mine ord rækker ikke til at beskrive, hvor stor respekt jeg har for disse mænd og kvinder, der kæmpede for verdens frihed.

De kæmpede ikke først og fremmest for deres egen frihed. De kæmpede for vores frihed. Hvad kæmper vi for i dag?

Når jeg tænker på vores tid og vores kultur er det med skuffelse. Mener vi det her? Er det det her vores stolthed og ære er reduceret til? Den køber jeg ikke. Det nægter jeg at tro. Det nægter jeg at acceptere.

Dagligt må vi lægge øre til trivielle problemer; folk der er hysterisk oprørte over banaliteter eller endnu værre: folk, der føler sig krænkede.

Så sent som den anden aften så jeg, at Dansk Kvindesamfund var stærkt utilfredse med et piktogram i et DSB-tog, der angiveligt skulle være sexistisk. Åh, jamen dog, hvor er disse mennesker sølle.

For dem er intet er for småt til, at hele verden skal høre deres klagesang.

Tænk sig, at for 74 år siden fik Bill Guarnere og Joe Toye, fra Easy Company, begge sprængt et ben af i Bastogneskoven, da en regn af artilleri ramte kompagniet en iskold vinteraften.

Træer, der blev sprængt i luften og kastet rundt, som pinde, sårede, der lidelsesfuldt råbte ”medic!” for at få en ofte utilstrækkelig, provisorisk behandling af Eugene ”Doc” Roe, der gjorde alt i sin magt for at redde sin venner.

I kontrast til disse historier er banaliteterne, som den fra Dansk Kvindesamfund, ødelæggende for vores kultur. Hvor er æren dog henne? Har disse mennesker ingen grænse for deres selvudleverende, sygeligt narcissistiske behov for at offentliggøre, deres hysteriske anfald?

Hvad med i stedet at bruge tiden på at støtte indsamlingen til fordel for de syge børn på Danmarks eneste børnehospice, Lukashuset?

Hvordan har vi dog nået dette lavpunkt i vores kultur?

Vi er slået ind en gal vej og vores stolthed og ære er i opløsning.

Vi mangler helte.

Vi mangler mod.

Det er svært at være heltemodig i vores tid – der er ikke nogen aksemagt, der skal bekæmpes eller et kommunistisk styre, der skal holdes tilbage. Men det skal ikke afholde os fra at huske på fortidens ofre og opføre os ærbart i vores egen tid.

At lade vores kultur forfalde til at handle om banaliteter, underholdning og Instagram-modeller, det er for ringe. Alt for ringe. Det er ryggesløst.

Vi må hæve os over dette og vi må give plads til, at de heroiske idealer kan træde frem. Vi skal blandt andet have maskuliniteten tilbage.

Det skal være slut med æreløst at slå plat på maskulinitet. Det skal være slut med at pålægge enhver maskulinitet en hysterisk skam.

Svaret på mange af vor tids problemer er mere god maskulinitet. Gentlemandens maskulinitet. Den maskulinitet, der kendetegner de gode mænd i Kammerater i krig.

Det er en maskulinitet, der handler om retfærdighed, mod, selvbeherskelse og visdom – kardinaldyderne med andre ord. Det er den maskulinitet, der er den sande gentlemans kraftfulde væsen. Det er den maskulinitet, der står fast på dyderne – uanset hvilken kontekst, den befinder sig i.

Det er den maskulinitet, der ligger til grund for det guddommelige ideal om at ”det fuldkomne menneske, den stoiske vismand, bliver stadigt stående, men i sin idealverden; på jorden er det tilstrækkeligt at være gentleman”.

Men nok er maskuliniteten det, der er blevet slået hårdest tilbage af systemets lakajer og frivillige støttehjul, men også kvinder kan optræde, som helte i vores kultur.

Tænk på flyverdronningen Amelia Earhart, der under sine flyvninger udviste et mod større end mange mænd kunne drømme om. Eller tænk på de mange kvinder, der hjalp efter Anden Verdenskrig hjalp med at bygge de ødelagte nationer op. Eller de mange kvinder, der dagligt hjælper syge mennesker til en mere værdig dagligdag.

At være heltemodig betyder ikke, at man skal være superhelt. Men det kræver, at man(d) tager sig sammen og her har vi svigtet en hel generation. Vi har bildt hinanden ind, at moderniteten er svaret på menneskets trang til frihed.

Nej, tværtimod. Eksperimentet er mislykkedes. Friheden er i dag blevet så tvingende, at mange ikke vil forholde sig til ære og stolthed – kun narcissismens nydelsesfulde dampe. De forholder sig kun til egne banaliteter og tror på at levendegørelsen får en saliggørende effekt på deres tomme sjæle.

For at fylde sjælen med indhold må vi søge ud af os selv – ikke primært ind. Man kan ikke finde noget i et tomt hus.

Nej, vi må beskæftige os med andres beretninger. De store sjæles beretninger. De beretninger, der indeholder universel menneskelig sandhed, som Salman Rushdie siger.

Det er som Robert Musil skriver i Disciplen Törless’ forvirringer:

“For det er disse lånte følelser og associationer, som kommer udefra, der bærer unge mennesker over den farlige og emotionelt bløde grund, der hersker i de år, hvor man helst skal være noget over for sig selv, men stadigvæk er for uerfaren til reelt at være noget overhovedet.”

Vi er allerede over udløbsdato, så der skal sættes ind med det samme. Vi er nødt til at genrejse den maskulinitet, der kan ses i Kammerater i krig. Med den vil følge en mere balanceret femininitet, der ikke skal handle om at kræve og føle sig krænket.

Femininitet kan og skal være meget mere end det. Men den er ingenting, hvis den blot handler om at ødelægge maskuliniteten. For når den gode maskulinitet er ødelagt, kommer fremvæksten af den slette maskulinitet.

Hvis vi glemmer vores kammerater i krig, ender vi med at blive fjender i fred.

Nick Mogensen er spidskandidat for Nye Borgerlige i Vestjyllands Storkreds
Udgivet for :
Udgivet for :
På 3. pladsen med 746 delinger:
Anders Samuelsen. Foto: Steen Brogaard / ft.dk fotos til pressebrug
Del Tabet af helte
Like F
På 1. pladsen med 1204 delinger:
/* START ONLY for PRINT */ /* END ONLY for PRINT */

Nu 297 ud af målet på 324 betalende brugere

Hjælp os i mål inden Jul om fra blot 2 kroner om dagen

For kun 2 kroner om dagen er du med til at sikre driften af FOLKETS.DK og for 2 kroner mere understøtter du også den kritiske journalistik på vores flagskib Folkets Avis.

Se muligheder – eller gå direkte Til betaling (Allerede bruger? Log på her)