Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Slaver af "velfærdssystemet"

Foto: Pixabay / Toni Lozano
Foto: Pixabay / Toni Lozano

Fruen besøgte en veninde, der bor på et pensionat. Veninden har job og betaler sin skat og til pensionatet. Veninden er lidt træt af alle de mange der bor på stedet - og får forskellige overførselspenge. Hun fortæller om en mand, som ikke har haft et job i 10 år. En dag får han job i en kiosk. Han er så glad. NU har han fået hul på bylden. Men allerede samme dag bliver han sendt hjem om eftermiddagen. Han er for langsom.

Fruen kommer og fortæller mig det: "Må jeg godt forstyrre dig? Jeg har hørt en forfærdelig historie ..."

Hun ved det godt. Hun sætter jo talemaskinen i gang:

Den mand er et eksempel på, hvordan vi har indrettet et stift og snæversynet system - baseret på en ensrettet og unuanceret opfattelse af arbejde og arbejdsmoral, og på hvordan selv de der gerne vil tage et ansvar, kommer til kort på grund af ydre omstændigheder.

Helt uden at vide det - kan jeg "digte" videre, og sige at manden givetvis har været "for langsom" i forhold til de krav der stilles i samfundet. Kioskejeren har formodentlig forsøgt at være god - men enhver der har forsøgt at ansætte en medarbejder ved hvordan forsikringer, registreringer, lønregnskab osv - koster kassen, og gør at en medarbejder skal være ret mange penge værd, for at det ikke er tilsætning.

Vi har et "velfærdssystem" der spænder ben for de mennesker, der ønsker at tage et ansvar selv. Systemet forsøger at udbedre de skader det selv gør - ved at bygge flere delsystemer ovenpå de syge systemer, og gør dermed skaden større.

Grunden til at man gør sådan, er at man ensporet fokuserer på at gøre systemet perfekt og fejlfrit - således at de mennesker man har ansat til at administrere det, ikke skal bebyrdes med personligt ansvar for deres beslutninger. Der skal være en regel som bestemmer hvordan mennesket skal behandles.

På den måde har man forvandlet et mindre system for velfærd - til en mastodont af regler og bureaukrati, som ingen enkeltperson kan tage kampen op med - uden at tabe stort. Hver bureaukrat sidder i sin lille afdeling, og kan reglerne i sin lille afdeling, og administrerer dem helt isoleret: isoleret fra ansvar og isoleret fra det overblik, som ville kunne fortælle vedkommende, at han eller hun er overflødig, skadelig og blot en dyr omkostning for de skattebetalende borgere.

Systemet - og undersystemerne - er blevet deres egen årsag og deres egen virkning. Og de skaber i realiteten blot behov for yderligere undersystemer til at regulere de fejl systemerne skaber. Dette sker når statsadministrationens embedsmænd har udarbejdet yderligere regelsæt, cirkulærer, vejledninger mv - evt. baseret på et kolossalt forarbejde foretaget af EU bureaukratiet.

Folketingets medlemmer er så "ansat" til at gummistemple disse arbejder - nye regler der regulerer gamle regler - på samlebånd i folketingssalen via afstemninger, hvor kun et meget lille fåtal af medlemmerne der stemmer, rent faktisk har sat sig ind i hvad det handler om.

Folketingets medlemmer har så travlt med alle disse reguleringer - at de ikke har tid og kræfter til at tænke "ud af boksen" (som det hedder med et fast udtryk, der misbruges i uhyggelig grad) - men til stadighed lader sig fastholde i systemet der helt af sig selv fodrer dem med nye gummistempel-opgaver, så de aldrig får kræfter til at tænke selv.

Dette er vores velfærdsmodel. En model af uendelige kæder og vævninger af regler og reguleringer, der fortsætter og fortsætter i en uendelighed i det forfængelige håb, at nettet kan væves så tæt, at det bliver perfekt og ingen falder udenfor.

Men man har glemt at regne på reglernes omkostninger. Omkostningerne ved at ansætte tusinder og atter tusinder af bureaukrater, administratorer, kontrollører, kustoder, sagsbehandlere og papirflyttere - til at håndtere systemet. Omkostningerne ved at måtte opkræve yderligere skatter af alle de små selvstændige, de lavtlønnede og andre - som til daglig får det egentlige Danmark til at fungere - og som bliver pisket til at arbejde hårdere fordi der skal ansættes yderligere mennesker i kontrollen og fordi der nu er røget yderligere nogle af "de svage" ud af bunden af systemet, fordi de ikke kunne arbejde hurtigt nok.

Og så er vi fremme ved historien igen. Han kunne ikke arbejde hurtigt nok. Nej gu ku han ikke arbejde hurtigt nok. Der er efterhånden ret få mennesker der kan arbejde hurtigt nok. Jeg husker min far, der kom hjem med noget "fusk" fra sit arbejde på NKT. Jeg var vel 13-14 år, og undrede mig over at han havde tid til at gå og få drejet små kanoner på værkstedet. Jeg spurgte ham om hvor meget han egentlig arbejdede på sådan en normal arbejdsdag på jobbet - i forhold til hvor meget han lavede andre ting. Svaret var, at han måske arbejdede effektivt 3-4 timer om dagen. Sådan var det på mange arbejdspladser i halvfjerserne.

Siden blev der strammet op. De lette jobs forsvandt. Piccoloen, portvagten, receptionisten, kontorpigen osv. Nu var min far afdelingsingeniør - og ikke portvagt. Men de kvalificerede jobs der ikke forsvandt, blev presset til mere effektivitet. Jeg har arbejdet steder hvor jeg - fra dag 1 - skulle fakturere 70% af min tid som konsulent. Resten skulle klares indenfor de resterende 30%. Ingen kunne nå dette - og derfor arbejdede folk 50-60 timer for at kunne nå at fakturere de ca 30 timer om ugen, som var målet. Vi har skabt et sygt samfund hvor arbejdsmoralen ikke er noget man stiller spørgsmålstegn ved. Man betvivler ikke at mere arbejde, hårdere arbejde og hurtigere arbejde - er et gode, som vil hjælpe samfundet på fode igen.

Men det gør jeg. Jeg vil påstå at løsningen på vores problemer på arbejdsmarkedet IKKE er at kræve mere, men at kræve mindre. Vi skal sænke kravene, både til uddannelsesniveau og til arbejdseffektivitet - så det passer med hvad menneskene er i stand til at honorere. Hvis vi ser på hvordan en arbejdende familie er skruet sammen i dag - så er der to forældre som arbejder fuld tid 37 timer om ugen, plus der er arbejdet i hjemmet. Så vidt jeg husker var der for nogle år siden en opgørelse fra SFI, som viste at vi aldrig har arbejdet mere end vi gør nu. En almindelig familie arbejder op imod 100 timer om ugen, hvilket er langt mere end man gjorde for år tilbage. Og hvorfor er det så sådan? Det er sådan - fordi de mennesker der finansierer "velfærdssystemet" bliver færre og færre.

De bliver en mindre og mindre andel af befolkningen. Og når de begynder at bukke under for det pres de er underlagt - så kvæles hele systemet langsomt indefra.

Ham der kun holdt en halv dag i kiosken - er et symbol på det der sker. Han symboliserer det pres på dem der finansierer "velfærdssystemet" - og som ikke kan klare mere. De kan ikke klare mere arbejde. De kan ikke klare mere skattetryk. Og de bliver færre og færre.

Påstande om at man skal "tage sig sammen" er udtryk for en manglende forståelse af hvor problemerne i samfundet ligger. Der er et systemisk og strukturelt problem i det apparat vi har bygget op - som avler "tabere" og får de bærende piller til at svigte og bryde sammen.

Der er ingen partier i folketinget, som taler den lille selvstændiges sag. Der er ingen partier i folketinget, som forstår vilkårene for de mindste arbejdsgivere. Der er ingen partier i folketinget som rigtig forstår familien med de to fuldtidsarbejdende småbørnsforældre.

Alle partierne er optaget af at arbejde på systemets præmisser - og lave småforbedringer.

Selv LA, der i sine mærkesager afslørede en gryende forståelse af hvad der er galt, er faldet til patten og taler med på den samme dagsorden, som sættes af halvbegavede (og også overbebyrdede) journalister - der aldrig tænker en ny tanke, samt af systemets bureaukrater - helvedet af djøffer - der lever af at gøre systemet mere indviklet.

Der er næppe meget håb om at det nuværende parlamentariske system nogensinde vil kunne tage fat på de egentlige problemer. For de er selv en del af problemet. For de er selv overbebyrdet af flodbølgen af nye regler og love - som de skal tage stilling til, og af mediernes småtbegavede dagsordener - som de afkræves svar på. Og de har selv opbygget et bureaukratisk system - som fodres fra djøfarbejdspladserne og fra EU-bureaukratiet i en grad, så ingen enkeltperson kan overskue det. Og reaktionen på dette er tydelig. De ender med at sidde og læse overfladisk på "lektierne", fordele opgaverne iblandt sig - og stemme i blinde, uden håb om at forbedre på noget som helst.

Og i mellemtiden - bliver manden der for første gang i 10 år fik muligheden for at tjene sine egne penge - sendt hjem fordi han er for langsom.

Du har læst et indlæg på Folkets.

Uden opbakning fra læserne ville vi ikke kunne bringe det.

Bliv betalende bruger og støt den frie journalistik i Danmark.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11
Organisationer: 
DJØF
Vi er 0 abonnenter – vi skal højere op!
Abonnenter Svarer til
1 1 stor fadøl
200 Kontanthjælp, 0 børn
1000 DR-journalist
5000 Maria Rørbye Rønn