Gå til hovedindhold

Serier til børn – som voksne kan holde ud at se

Hvis man kan lave en serie som både voksne og børn har glæde af, så er man faktisk mere end almindelig dygtig.

For der er godt nok langt imellem de serier som både børn og voksne reelt finder underholdende.

Jo, de helt gamle tegnefilm. Men hvad er der ud over dem?

De fleste serier der laves til børn i dag, er forfærdelige for voksne fordi der er så meget dialog i dem. Få formår at lave dialog som børn er glade for uden den bliver ulidelig for voksnes hjerner.

Nå, nok om det. Videre til listen:

4 Bernard

Bernard er en tegnefilm som handler om en kluntet isbjørn, Bernard.

Der er meget 'falden på halen'-humor over serien. Og den måde isbjørnen hele tiden kommer i problemer på, giver mindelser til de gamle stumfilm.

Jeg tror at den formår at underholde også voksne fordi det er svært ikke at begynde at forestille sig hvordan Bernard vil klare en situation som han kastes ud i.

Afsnittene er korte, men efterhånden møder vi flere andre figurer som går igen. Blandt andet et firben som bliver Bernards store rival.

3 Frode Får

Du har sikkert set denne serie. Om fåret Frode. Og den bondegård han bor på. Serien er i mine øjne dejligt afslappende.

Både for børn og voksne.

Der er noget med gårde som har en beroligende effekt. Selvom der hele tiden sker ulykker og opstår vanskelige situationer, så tager bonden det med ro.

Advarsel: Titel-melodien kan være svær at få ud af hovedet når den først er kommet ind.

2 Larva

Larva - er en sjov tegnefilm for børn, som voksne også kan få mange gode grin ud af. Den har jeg set en del gange med mine børn.

Der er en del prutte-humor i den. Så det skal man lige være klar over.

Der er flere sæsoner i serien. Faktisk alle vellykkede - måske med undtagelse af Larva Island.

På en måde er Larva som de gammeldags tegnefilm. Fordi der ikke er dialog i den. Det er en kæmpe fordel når den skal kunne nydes af mennesker i alle aldre.

Men det er også nemmere så. Derfor får den ikke førstepladsen.

1 Svampebob Firkant

Denne serie er genial og sjov for voksne såvel som for børn. Til trods for at der tales en del i den. Godt gået af skaberen!

Skaberen er Stephen Hillenburg, som desværre døde for en måneds tid siden.

I mine øjne er serien blandt det bedste nogensinde, og en klar vinder i kategorien over serier som kan nydes af både børn og voksne.

Desværre fjernede Netflix serien, men en af filmene er der så vidt vides stadig.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.