Vi skal bruge 334 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Das Leben der Anderen

Screenshot fra De andres liv
Screenshot fra De andres liv

Fra filmen De andres liv

Københavns Universitet har glemt historiens mørke øjeblikke

Antal

Das Leben der Anderen

Københavns Universitet har glemt historiens mørke øjeblikke. Med den seneste afsløring i Weekendavisen, om universitetets politiske korrekthed, er man slået ind på en Kafkask kurs, hvor angiveriet vil blomstre, retssamfundet visne og den akademiske disciplin gå til grunde. Ledelsens adfærd er inhabil og uacceptabel.

I det halvmørke rum kan man se headsettets metaldele skinne i lampelyset. Man kan se den foroverbøjede overkrop, der læner sig over det lille skrivebord, de koncentrerede øjne og de spidsede ører, der lytter intenst efter noget, der kan bruges i anklagen mod almindelige mennesker.

I forhøret bliver de anklaget for noget, de ikke helt forstår, men som i Kafkas bog ”Processen” er der ingen vej udenom.

I ”Processen” oplever en mand at blive anklaget for noget, han ikke rigtig ved, hvad er og det ofte sådan, at de ukonkrete anklager er de stærkeste. Du har ingen mulighed for at slå tilbage. Det er ren skyggeboksning. For du først at vide, at du er skyld i en stor moralsk forbrydelse, er løbet kørt. Du er nu sat under en slags stuearrest, men dem, der har anmeldt dig, nyder deres sædvanlige frihed.

For i dette samfund, det kafkaske samfund, der er anmelderpligten den fineste disciplin. Her kan enhver avancere i anseelse i den rigtige kulturkreds ved at fremsige de ansete anklager.

Scenen, som jeg beskriver ovenfor, kunne være fra filmen ”Das Leben der Anderen”, men er tilsyneladende fremtiden på Københavns Universitet. Det er en film, der omhandler det omfattende system for anmelderi og ansigtsløse anklager, der var grundstenen i DDR. På Københavns Universitet er man allerede godt i gang med at øve sig på manuskriptet.

Den 14. december bragte Weekendavisen en artikel, der behandler en nylig sag fra Københavns Universitet. En lektor bliver anonymt anklaget for racisme og eurocentrisme. For begge ord gælder det i vores tid, at de er så politiserede og deres definition så bred, at indholdet er udvandet. Lektoren, der er anklaget for dette, får ingen konkret beskrivelse af, hvad han skulle have gjort, der berettiger til anklagerne. Tværtimod. Universitets ledelse siger dog, at man tager anklagerne ”meget alvorligt”. Det er en kynisk skabagtighed, der er ubetimelig for en universitetsledelse. Nogle grænser bør ledelsen ikke kunne krydse uden konsekvenser.

I over en måned behandler universitetet den pågældende sag og i den tid får den anklagede lektor ingen særlig opbakning fra ledelsen. Tværtimod. Også her opfører man sig ubetimeligt og inhabilt: man mistænker de anonyme anklager for at være rigtige og afviser at bakke lektoren op. Den latente anklage kan være dræbende for vedkommendes sociale kapital.

Jeg har i flere år fulgt den politiske korrekthed, særligt forholdende på amerikanske universiteter. På mange universiteter i USA er den politiske korrekthed så avanceret og implementeret i alle uddannelsens faser, at der skal en lægtehammer til at hugge sig igennem muren af hykleri og åndelig dovenskab og dårskab. Den grimme lugt er ved at brede sig og har nu for alvor ramt Danmark. Med andre ord er Kafka ikke bare en person man har hørt om, men et menneske, der er landet i Kastrup Lufthavn og er på vej til at infiltrere landet.

Det, som Københavns Universitet gør, er, altid at ophøje den krænkedes historie, som den mest tyngdefulde. Man etablerer et hierarki, hvor det at føle sig krænket er kongspositionen. Således har man skabt muligheden for et tyranni. En af grundstenene i ekstremisme er mangel på proportionalitet. Om det var nazisternes paranoide jødehad eller Pol Pots had til cambodjanere med uddannelse og briller, ja, så er der tale om total mangel på proportionalitetsforståelse.

Det er også mangel på proportionalitet, at man på et universitet begynder at have et særligt fokus på den krænkedes perspektiv. Det åbner muligheden for, at folk med gustne motiver (hvilket ikke sjældent kan være en årsag til at spille forarget) nu har muligheden for ukonkret at anklage andre anonymt, hvilket – som i den nærværende sag – kan føre ubehagelige og måske alvorlige konsekvenser med sig for den anklagede. De krænkede går naturligvis fri.

Ledelsens adfærd er desuden en forbrydelse mod akademia og den konstruktive dissens, som er hele fundamentet under vestlig uddannelse.

Hvis man vælger at gå på universitetet, skal man kunne holde til at høre Stalin tale, høre om Idi Amins grusomheder eller om Ilse Kochs perverterede og dødelige leg med jødernes liv i koncentrationslejren Buchenwald.
Man skal til gengæld ikke være velkommen på et universitet, hvis man ikke kan forholde sig til kendsgerningerne, hverken som student eller universitetsledelse.

Universitet er ikke et sted, der skal beskytte folks følelser, universitetet skal være det sted, hvor man med fuld vigør og masser af tid netop uhindret kan dykke ned i menneskets komplekse historie, dets sammensatte karakter og naturens opbygning. Det kritiske menneske er det menneske, der med stor horisont kan kende skæg og snot fra hinanden. Det infantile menneske er det menneske, der tror, at verden primært drejer sig om dem og at der skal tages særlige hensyn til deres følelser. Det er den sidste slags menneske man nu fremmer på Københavns Universitet.

Ledelse ved Københavns Universitet fremmer udviklingen af den forlorne studerende, den forlorne karakter, hvis motiv for at studere ikke er de rigtigte.
Universitet skaber, med det seneste indslag, præcedens for fremtiden: man er slået ind på en vej, hvor den politiske korrekthed har forrang fremfor åndelig frihed og kendsgerningernes upolitiserede status. De åndeligt forsmåede kan nu sætte alle i en situation, hvor man skal skyggebokse mod uhæderlige anklager, der ikke har noget ansigt eller indhold, men kun er pakket ind i en useriøs moralsk overlægger.

Københavns Universitets går subjektivismens vej og dette betyder, at man afviser det fællesmenneskelige. Lad mig forklare hvorfor.

Når krænkeren altid har ret, så ophøjer man den krænkedes følelse til at være den absolut væsentligste i et værdihierarki. Da den krænkede følelse udspringer fra én person, ophøjer man denne persons unikke subjektive forståelse til at overskygge og dominere alle andre perspektiver. At man ikke har gennemtænkt det logiske problem, hvis den anklagede føler sig krænket over anklagerne og hvilken krænkelse er den, der skal tages hensyn til, nu hvor alle krænkelser jo er absolutte, ja, det viser, hvor idiotisk et tankesæt, der er tale om.

Men det, der i praksis sker er, at man forkaster det intersubjektive, dvs. den mellemmenneskelige forståelse af f.eks. ret og vrang. Den kan ikke eksistere i et forum, hvor det kun er den subjektive holdning, der har relevans.

Således har man skabt basis for et vanvid, der vil opløse det mest værdifulde i en kultur, den mellemmenneskelige forståelse og ordenes sedimenterede betydning. Når jeg nævner ”ordenes sedimenterede” betydning er det fordi, at hvis ikke, der findes nogen mellemmenneskelige forståelse, er der ingen mulighed for, at vi kan enes om, at ordenes betydning ikke kan variere uendeligt. I subjektivismen svæver vi mennesker med andre ord, som fremmedlegeme i et moralløst univers, da ingen holdning er bedre end en anden, fordi det subjektive altid er rigtigst. Man åbner således også for en moralsk og kulturel relativisme, da både moral og kultur beror på et vist åndeligt og rituelt fællesskab.

Det bør være et krav, at en universitetsledelse forstår den filosofiske bevæggrund for så graverende handlinger, som de nu anerkender og begår. Hvis ikke de gør det, kan de ikke være universitetsledelse, ligesom man ikke kan være tømrer, hvis man ikke forstår sig på konstruktionen af bygninger.

Københavns Universitet skal stå for strålende akademisk kvalitet. I stedet for som nu en terapeutisk organisation, der med skattemidler, skal pleje svagelige sjæles selvopfattelse på bekostning af andre menneskers frihed, integritet og mulighed for at udfolde sig akademisk.

Der er kun to muligheder: politisk korrekthed eller åndelig frihed.

Begge ting kan ikke eksistere under samme tag.

Udgivet: 

04/01/2019 - 09:37

Seneste ændring: 

28/03/2019 - 12:15