Coen-brødrene har med The Ballad of Buster Scruggs, som kan ses på Netflix, leveret et mesterværk. Det handler om moral, og filmen bruger et western-setting til at undersøge de bitre stridigheder om emnet, som nutiden er fuld af.
Franklin Pierce var USA’s præsident fra 1853 til 1857, altså lige før borgerkrigen, og han går for at være en af de dårligste præsidenter nogensinde. Han var fra nordstaterne, men han støttede pragmatisk sydstaterne og slaveriet. Allerede dengang var det et foragtet synspunkt – også i syden, hvor normen var, at en mand stod vagt om sin hjemstavn.
Men naturligvis havde Franklin Pierce også sine tilhængere, og en af dem var Gilbert Longabaugh, der er en karakter i Coen-brødrenes nye film The Ballad of Buster Scruggs. Han gik så vidt som til at opkalde sin hund – en uskadelig, men larmende og irriterende lille køter – efter forbilledet. Gilbert Longabaugh havde i det hele taget ikke fingeren på pulsen. Han havde meget høje tanker om sig selv, men reelt var han en mislykket forretningsmand. Seneste projekt skulle foregå i Oregon, så der er han i filmen på vej hen, sammen med sin bly og kuede søster Alice, som han tænker at bortgifte til en forretningspartner, han endnu ikke har mødt.
Det er Alice, der er hovedpersonen i denne fortælling. Gilbert dør allerede en af de første dage under rejsen med vogntoget hen over prærien, og så står hun dér. Uden penge, uden fremtid, uden en selvstændig profil, og med en forventning om at hun tager vare på såvel sin brors eftermæle som Præsident Pierce (hunden, altså). De praktiske ting er hun faktisk ved at løse, men det sidste har hun svært ved, for bag den anstændige facade har hun selv været ved at gå ud af sit gode skind i irritation over den dominerende og selvtilfredse bror.
Det går Alice ilde, og sådan er det i The Ballad of Buster Scruggs. De seks fortællinger, filmen består af, indeholder alle et element af ekstrem vold. Men volden er ikke filmens tema – den er mere en indgang for seerne, der jo er vant til, at man da skal se mindst en håndfuld mord på en almindelig tv-aften.
Temaet er i stedet moral. Alle dem, som startede et nyt liv på prærien, kom naturligvis med nogle normer og værdier i bagagen. Men disse normer og værdier slog ikke til i de nye omgivelser, og selv for så vidt de gjorde, var der ikke rigtig nogen til at håndhæve dem. I den situation kan man reagere på forskellige måder. Man kan give op. Det gjorde Alice. Man kan skippe sin moral. Og man kan dumstædigt holde fast í, hvad man har.
Uanset hvad man vælger, kan man godt, som Coen-brødrene udpensler, komme til at fremstå noget latterlig, når man står ved dødens port.
Det samme kan man sige om nutidens diskussioner om værdier og identitet, der er meget moralsk betonede. Vi diskuterer ikke, hvordan vi kommer fra A til B, men hvordan vi skal og må opføre os undervejs. The Ballad of Buster Scruggs er således en film til tiden, og hvis man ikke gider se den, er man selv uden om det, hvis man bliver anklaget for hvidvask og metoo og lader sig lokke af en stilling som lektor på Københavns Universitet.
Det har fået meget opmærksomhed, at Tom Waits har en hovedrolle i en af de seks fortællinger. Det er også den mest håbefulde af dem. Gamle Tom Waits, hvis sangstemme er så rusten som nogensinde, viser, at man faktisk kan vende ryggen til alle moralisterne og selv udvikle en moral, der er sund og passer til situationen, og hvormed man ikke vil ende med at stå ved dødens port og ligne en idiot.