Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

318

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

"Noget af det, der foregår inden for humaniora, kan godt kaldes videnskab. Men hovedparten er varm luft."

Screenshot fra Youtube video
Screenshot fra Youtube video

Sandra Harding

Om intersektionalitet i humaniora

Antal

Jeg er uddannet inden for naturvidenskaberne.

Den måde folk tænker på inden for de human-sociale videnskaber, er ofte meget fremmed for mig. For at kunne tage stilling til de argumenter, der føres frem af personer fra de social-humane videnskaber, f.eks. om feminisme, har jeg forsøgt at gennemlæse en masse af den litteratur, der bedst belyser disse menneskers meget fremmedartede tankegang.

Det er der kommet en bog ud af, med titlen "Humaniora - videnskab eller varm luft"1.

Lad mig afsløre min konklusion med det samme: Noget af det, der foregår inden for humaniora, kan godt kaldes videnskab. Men hovedparten er varm luft.

Sandra Harding er en amerikansk feministisk professor, der har skrevet bøger om forholdet mellem videnskab og kvindelig tænkemåde. Hun stiller spørgsmålet: Er videnskab til nytte for kvinder?

Ikke når det gælder naturvidenskab, mener hun.

Hun er imod al naturvidenskab og al mandlig tænkemåde, og ser gerne udviklingen rullet tilbage til før Oplysningstiden. Men når det gælder de social-humane fag, mener hun godt at kvinder kan have nytte af videnskaben, hvis altså de tager den til sig og laver den fuldstændig om, så den tjener kvinders frigørelse. I den vigtigste af sine bøger2, fra 1986, lægger hun allerede i forordet ud med at sige, at for feminister drejer det sig om moral og politik, snarere end om videnskab i mandlig forstand. Det vigtige for hende er altså det normative - udsagn om hvad man bør gøre, snarere end udsagn om hvordan verden er indrettet. Allerede her bryder hun fuldstændig med idealerne for hvordan videnskab bør drives.

Hun bryder med endnu et videnskabeligt princip, når hun hævder at det afgørende for, om videnskab er rigtig eller forkert, er hvilke personer der laver videnskaben. Det gælder specielt i forholdet mellem mænd og kvinder. Videnskabens formål skal ifølge hende være at frigøre kvinder fra mænds undertrykkelse. Hun mener at det ødelægger objektiviteten i traditionel videnskab, at der indgår tendenser til undertrykkelse af kvinder, andre racer, eller lavere klasser. Ingen mand kan nogensinde helt sætte sig ind i, hvordan det føles for en kvinde at være undertrykt.

Det kan kun kvinder vide.

Derfor vil mænds forskningsresultater om disse ting altid være mindre gyldige end kvinders. Det er på samme måde som en slaveejer aldrig kan sætte sig ind i, hvordan det er at have været en slave. Derfor kan hvide mænd aldrig lave gyldig forskning om slaveri - det kan kun sorte. Og på samme måde som slaveejere har undertrykt sorte, har mænd undertrykt kvinder. Så hvis en mand og en kvinde udtaler sig om kvindeundertrykkelse, så vil kvinden altid have mere ret end manden, simpelt hen fordi hun er kvinde. Hvide mænd, der har undertrykt både sorte og kvinder, vil aldrig have ret over for nogle af de andre persongrupper. Så den videnskabelige sandhed afhænger af, hvilken person der fremfører den. Kriteriet for nyttig videnskab er at den laves af de "rigtige" personer.

Hardings bøger er blevet læst meget på kvindekurser på universiteterne, og hun har i høj grad præget al feministisk tænkning på universiteterne. En oplagt videreførelse af hendes tankegang var at fokusere på skæringspunkter, hvor de forskellige former for undertrykkelse virker samtidig. Denne betragtningsmåde kaldes "intersektionalitet", altså at flere sociale skævheder "krydser" eller "skærer" hinanden. Det blev først formuleret af en sort kvinde i 1989.

Groft sagt kan princippet i intersektionalitet forklares sådan her:

Vi tænker os en debat mellem en hvid mand, en sort mand, en hvid kvinde, og en sort kvinde. Her er den sorte kvinde mere undertrykt end både den hvide kvinde og den sorte mand. Derfor vil den sorte kvinde altid have uskylden og retten på sin side, mens alle andre er tynget af skyld. Alle er nødt til at anerkende, at hvad den sorte kvinde siger, er rigtigt - hun har automatisk altid ret. Derved får den sorte kvinde magten til at definere rigtigt og forkert.

Den hvide mand vil til gengæld altid stå med skylden for undertrykkelse, uanset hvem af de andre han står over for, så han kan aldrig få lov at definere hvad der er rigtigt og forkert. Skyld indebærer at man har mistet retten til at have en mening, dvs. hvis man er skyldig har man mistet al indflydelse i den akademiske verden. Og hvide mænd er altid skyldige.

Disse principper gælder hvis temaet handler om skylden for undertrykkelse. Men nu er sagen den, at en stor del af alt hvad der studeres i vore dage i de human-sociale videnskaber, handler om skylden for undertrykkelse.

Der er f.eks. opstået en akademisk disciplin der hedder "postkolonialisme". Her studerer man de faktorer der bestemmer, hvordan folkeslag i de tidligere kolonier tænker nu, da de har fået deres frihed. Lige som i Sandra Hardings feminisme indgår der politiske og moralfilosofiske overvejelser - dvs. der er tale om normativ "videnskab". En vigtig pointe er, at efterkommere af de tidligere koloniherrer aldrig helt vil kunne finde ud af, hvordan de indfødte i de tidligere kolonier tænker.

Hvide mennesker der studerer disse ting, vil altså aldrig kunne nå frem til en helt pålidelig sandhed - det vil altid lidt være gætteri. De eneste der ved, hvad de indfødte tænker, er de indfødte selv, og de har derfor altid ret i forhold til de hvide. Hver gang de hvide udtaler noget, som de indfødte ikke er helt enige i, har de hvide pligt til at sige undskyld. Det vil sige at denne disciplin går ud på hele tiden at sige undskyld.

Denne lidt barokke fremstilling bygger jeg især på en lidt humoristisk/sarkastisk video som er produceret af en hvid mand der kender faget indefra3. Videoen er lidt humoristisk, men "ej blot til lyst" - bag humoren ligger en meget dybtgående analyse af tankegangen i en sådan akademisk disciplin. Jeg har måttet se videoen igennem tre gange før jeg syntes at jeg rigtig forstod den, og det samme vil jeg anbefale andre at gøre.

Den person, der taler i nævnte video, går videre ved at sige, at det er jo ret besværligt for forskere i USA eller Europa at undersøge hvad folk tænker i andre verdensdele - især da deres konklusioner alligevel aldrig helt kan anerkendes. En genvej til en akademisk karriere er derfor at vende blikket mod andre hvide og kritisere, hvad disse hvide tænker om folk fra andre verdensdele. Den mest farbare vej er altså at specialisere sig i at kritisere sin egen kultur og fremhæve andre kulturer som moralsk overlegne. Sådan forskning munder som regel ud i, at hvide mennesker skal sige rigtig meget undskyld.

Lige som man skal sige undskyld for kolonitiden, skal man sige undskyld for mænds undertrykkelse af kvinder, for riges undertrykkelse af fattige, for unge raske menneskers manglende hensyn til handicappede og gamle, osv. osv. Her kommer der en form for regnskab ind i billedet. Man laver en form for mental opgørelse af, hvor mange mennesker man skylder hvor mange undskyldninger. Jo mere man har at sige undskyld for, jo flere privilegier har man. I denne diskurs betyder privilegier at man sidder højt oppe i det sociale hierarki, og jo højere man sidder i det sociale hierarki, jo mere har man at sige undskyld for.

Det kan jo være besværligt at gå rundt og sige undskyld hele tiden til alt og alle. Det er bedre at være på forkant og sørge for aldrig at sige noget, som kan støde mennesker der har færre privilegier. Til at gennemføre det har man udviklet det der hedder politisk korrekthed. Her indgår sådanne elementer som køn, seksuel orientering, race, religion, rigdom m.m. Man skal så sørge for aldrig nogensinde at sige noget der kan støde personer på noget af disse felter. I modsætning til dette princip står princippet om ytringsfrihed - f.eks. hvis folk fastholder retten til at sige noget negativt om islam. Den mentalitet opfattes som intolerance, og det gælder om at bekæmpe intolerance - deri ligger så implicit, at man dybest set er imod ytringsfrihed.

Som akademiker inden for de social-humane discipliner er det ens opgave at hjælpe til at forebygge krænkelser. Hvis man f.eks. nøje har studeret, hvordan folk i andre verdensdele tænker, så kan man hjælpe andre til at undgå at krænke sådanne folk. Ganske vist kan man som hvid aldrig helt vide, hvad disse andre mennesker tænker; men det er vigtigt at gætte så godt som muligt, hvad de tænker. Det har man akademikerne til, og kun så længe de kan fremhæve hvor vigtigt det er at sige undskyld, er der en begrundelse for at opretholde de akademiske discipliner. Hvis folk ikke længere gider sige undskyld, så falder meget af grundlaget for de human-sociale videnskaber sammen. Derfor har akademikerne en stor egen-interesse i hele tiden at opdyrke skyldfølelsen hos de mennesker, der har mange "privilegier".

I den omtalte video drejes beretningen efterhånden hen på, hvordan man kan gøre karriere i en sådan akademisk verden. Fortælleren er selv en hvid mand, og så er han jo automatisk langt bagud på point. Der er opslået en ledig stilling på hans institut. En af ansøgerne er en kvinde, der jo står stærkere end ham ved ikke at være mand. Det lykkes ham til et selskab, hvor professoren er til stede, at få hende til at udtale sig negativt om transkønnede - og vupti! - så har han fået uskadeliggjort denne konkurrent. Professoren kan jo ikke ansætte en person, der krænker transkønnede. En anden rival er en mandlig muslim. Han står jo relativt stærkt ved at have en mørkere hudfarve og ved ikke at tilhøre den undertrykkende kristne religion. Men det lykkes at få denne rival til at vise sin modvilje mod homoseksuelle - og vupti! - så er også han dømt ude af ansøgerfeltet. Hvem der får stillingen til sidst, skal ikke afsløres her. Det må man se i videoen.

Hvad dette illustrerer, er hvor vigtigt det er for at overleve i denne akademiske verden at man aldrig krænker nogen. Man skal være politisk korrekt til fingerspidserne. Vi ser da også i disse år, at de der har avanceret hele vejen op til topstillingerne på universiteterne, er mennesker med en rygrad som et gummibånd. Det er næsten umuligt at få dem til at stå stejlt på f.eks. ytringsfrihed - det afgørende for dem er åbenbart aldrig at krænke nogen som helst. Når som helst nogen påstår sig krænket, så støtter de straks, per refleks, vedkommende. Hvis de ikke altid gjorde sådan, så var de aldrig nået frem til en stilling som institutleder eller rektor.

Hvis man er en hvid, heteroseksuel mand i dette system, så kræver det avancerede strategier at få en af de eftertragtede stillinger. En god strategi kan være at stå stejlt på altid at anerkende personer der erklærer sig som transkønnede. Rigtig mange mennesker - ikke mindst feministiske kvinder - er tøvende eller uvillige til anerkende transkønnede. Så her er et godt punkt at sætte ind med sin strategi. Samtidig er det sådan, at jo mere speciel og tvetydig den påståede undertrykkelse er, jo mere gælder det om hele tiden at råbe op for at gøre opmærksom på undertrykkelsen. Det kan være svært, når grov diskrimination ikke længere finder sted.

Derfor har man udviklet begrebet "mikroaggressioner", som gør det muligt dag efter dag at rapportere om nye, små overgreb. Ret beset er det jo ikke et overgreb mod en kvinde med brun hudfarve at synge en sang om en ung, blond pige med blå øjne. Hun lider jo ingen overlast - sangen handler bare ikke om hende. Men ved at gøre det til en form for diskrimination imod hende, og ved at påstå sig krænket, får hun bragt sig i den rette position internt på instituttet, og hun får institutlederens støtte og opbakning.

Hele miseren ligger i, at de human-sociale fag i dag for en stor del handler om grupper af mennesker, der er mere undertrykt end andre. Hver gang der f.eks. studeres noget, som omfatter kvinder, så kan man benytte lejligheden til at pege på mænds undertrykkelse af kvinder. I Sverige er dette ligefrem en pligt. Enhver forskningsansøgning skal indeholde beskrivelse af, hvordan kønsperspektivet indgår i forskningen - det gælder endda også, hvis forskningen slet ikke omhandler mennesker4. Så det er ingen overdrivelse at hævde, at der er kræfter der arbejder for, at mest muligt forskning handler om undertrykte grupper af mennesker.

Der er det problem, at en stor del af den social-humane forskning bygger på postmodernisme eller socialkonstruktionisme. Som jeg påpeger i min bog og andetsteds5, er denne forskning for en stor del fejlagtig - der fremsættes rask væk påstande, som ikke bygger på nogen evidens. Hvis man kun skulle opretholde den videnskab, som baserer sig på evidens og som ikke modsiges af anden evidens, så ville en stor del af al human-social videnskab straks skulle nedlægges. Akademikernes forsvar imod dette er at fremhæve de politiske og moralske aspekter - at det er nødvendigt at forske i hvad undertrykte mennesker tænker og føler. Så længe politikerne accepterer dét, må vi leve med en masse videnskab, som ikke er sand i almindelig forstand, og som bryder med normale principper for god videnskab.











 

  1. http://mysis.dk/?page_id=158 ↩︎
  2. Sandra Harding (1986): The science question in feminism
    https://www.amazon.com/Science-Question-Feminism-Sandra-Harding/dp/0801493633 ↩︎
  3. https://vimeo.com/187307901 ↩︎
  4. Ivar Arpi (2017): Så tar genusideologin över svenska universitet
    https://www.kickstarter.com/projects/1506708889/sa-tar-genusideologin-over-svenska-universitet/description ↩︎
  5. http://quillette.com/2018/04/06/lost-social-constructionisms-epistemic-rabbit-hole/ ↩︎
Del

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

21/01/2019 - 08:45

Seneste ændring: 

28/03/2019 - 12:15

Del eller citer med linket her

MediaCreeper