POLITISERING: Karoline Brix Andersson har argumenterne klar som perler på en snor - men måske er naturvidenskabens autonomi vigtigere end studerendes følelser?
Universitetsavisen har et interview med den 1. års biologistuderende, Karoline Brix Andersson, som mente at det var problematisk at en underviser brugte kvinder og mænd i et statistisk regne-eksempel.
Karoline Brix Andersson har ret i at der skal være plads til at sætte spørgsmålstegn ved undervisningen. Og som hun er inde på, så bliver eleverne jo faktisk bedt om feedback.
Karoline Brix Andersson har også ret i at medierne er vilde med den her slags historier. Fordi der er en del læsere i dem, i forhold til at de ikke tager specielt lang tid at lave.
Ikke desto mindre er Karoline Brix Andersson på afveje, når hun kræver undervisningen ændret ud fra et argument om at den kan være stødende.
Det centrale opsummeres her:
»Formålet med fokusgruppemøderne er at skabe dialog, så de studerende har mulighed for at sige til, hvis der er noget, der skal justeres i undervisningen. Jeg syntes derfor, at det var relevant af påpege det upassende i at bruge kategorierne mand eller kvinde i en opgave, der lige så godt kunne handler om giraffer,« siger Karoline Brix Andersson.
Hun mener, at den konkrete opgave var unødvendig og upassende, fordi det ikke er alle, der kan identificere sig med deres biologiske køn.
»Det handler ikke om, at jeg personligt føler mig stødt. Jeg identificerer mig med mit biologiske køn, men der er studerende, der har det anderledes, og for dem kan det være ubehageligt at skulle presses ned i en kategori som enten mand eller kvinde.«
For det første er det noget af en påstand at et regne-eksempel presser nogen ned i en kategori. Skal piger og drenge så også være krænkede over eksempler som benytter voksen-kategorierne kvinde og mand?
Og ville det i så fald ikke have været lige så slemt at bruge giraffer som eksempel. De er måske for nogen endnu sværere at identificere sig med end det ene eller andet køn.
Sagen er at Karoline Brix Andersson opponerer imod regne-ekseplet fordi nogen eventuelt kunne føle sig krænket over det.
Der er intet der tyder på at nogen rent faktisk i alvorlig grad har følt sig krænket over eksemplet med kvinder og mænd.
Og selv hvis der var, er det så en klog vej at slå ind på at en afgørende parameter for, om noget må bruges i undervisningen, er hvorvidt det krænker eller kan tænkes at ville krænke nogen?
Karoline holder fast i den udlægning i citatet fra interviewet her:
»Det er tydeligt, at han ikke har forstået det, jeg forsøgte at sige på vores møde i december. Det bliver fremstillet som om, at der er tale om flere eksempler. Men det er ikke det, jeg har sagt. Jeg har sagt, at der er ét konkret eksempel i hans undervisning, der kan virke stødende,« siger Karoline Brix Andersson.
Fordi et eksempel kan virke stødende, bør det altså ikke indgå i undervisningen. Det virker helt klart til at være Karoline Brix Anderssons position.
Men lad os lige for en stund holde fast i den udlægning Karoline har omkring tvang og pres.
»Ideen med opgaven var, at vi skulle finde gennemsnitsalderen på mandlige og kvindelige studerende. Det kan virke harmløst. Men problemet er, at der er studerende, der har en anden kønsidentitet end deres biologiske køn.«
Hun peger på, at det kan virke stødende at skulle tvinges til at identificere sig som enten mand eller kvinde.
Vent lige en halv. Opgaven tvinger ikke nogen til noget som helst. Det er en mærkelig opfattelse af tingene at en opgave tvinger opgaveløseren til at identificere sig med det opgaven omhandler. Så tvinger en opgave med bemeldte giraffer måske også opgaveløseren til at identificere sig som giraf?
Det er en mærkelig påstand uden hold i virkeligheden.
Men det helt centrale spørgsmål er om undervisning og forskning skal gøres politisk - altså underlægges krav om at individer eller grupper ikke må føle sig stødt eller krænket af den.
Nu har naturvidenskaben en ret lang historie. Også biologien. Og det er sket en del gange undervejs at det omgivende samfund har følt sig stødt og krænket af dens resultater.
Men videnskaben har holdt fast. Også selvom ingen eller få ville anerkende at jorden ikke var centrum i solsystemet eller at mennesket ikke var særegent fra andre dyr. Folk var vildt krænkede over at mennesket blev placeret i familie med dyr.
Og videnskabens resultater blev med alverdens midler forsøgt standset. Men i det store hele bibeholdte videnskaben sin autonomi. Og det har medført kolossale fremskridt og givet os masser af viden.
Og hvad er det så egentligt at Karoline Brix Andersson vil med biologien og naturvidenskaben i den forbindelse? Her fra interviewet:
"Hun peger på, at der på andre institutter er en helt anden åbenhed i forhold til måden at anskue køn på."
Passer det nu også, Karoline Brix Andersson?
Mange af institutterne på humaniora og samfundsfag har faktisk en meget reduktionistisk opfattelse af køn som værende en social konstruktion, et artefakt skabt af det omgivende samfunds påvirkninger og forventninger.
Det er ikke en mere åben måde at anskue køn på. Det er en anden måde at anskue køn på.
Institutterne på humaniora og samfundsfag er i øvrigt i højere grad end de naturvidenskabelige fag ramt af politisering.
Ønsker vi virkelig samme skæbne for de naturvidenskabelige fag?
Der er i hvert fald noget dybt ironisk i at en 1. års studerende i dag vil forhindre en underviser i at bruge kvinder og mænd i et regneeksempel.
I 1600-tallet skulle man dog være pave eller kardinal for på den måde at kunne blande sig i hvad videnskabsfolk måtte udbrede sig om.
Men det er ikke overraskende at studerende vil blande sig. Og heller ikke hvordan. For det er set i USA gentagne gange de forløbne år.
Det centrale er at universiteterne - og især de naturvidenskabelige fag - ikke bøjer sig for identitetskrigerne - hvadenten de er krænkede på egne eller andres vegne.
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.