Socialdemokratiet er godt nok en sørgelig størrelse efterhånden.
Der er ikke meget stolt arbejderparti tilbage.
- Det er et parti der efterhånden mener at alle problemer skal løses ved at man tager fra nogen og giver til nogle andre.
- Det er et parti som overhovedet ikke anerkender ansvar - hverken på det personlige eller på det politiske plan.
- Det er et parti som tror at alle problemer kan løses med andres penge.
Og mest af alt - det er et overakademiseret parti for æggehoveder som ikke - dybest set - anerkender andres evne til at arbejde sig ud af problemer og løfte sig ved egen kraft.
Alle problemer skal løses af politikere og bureaukrater. Det er S i en nøddeskal.
Tag nu kommunalordfører Magnus Heunicke fra Socialdemokratiet: Han vil have mere udligning mellem kommunerne.
Det betyder at han vil have kommuner som klarer sig bedre til at betale for kommuner som klarer sig dårligere. Altså betale endnu mere. For der er i forvejen en væsentlig omfordeling mellem kommunerne.
Men man tager jo ikke fat om de egentlige problemer og ser på hvad de "fattige" kommuner måske kunne lære af de "rige".
Nej, det handler alene om at omfordele pengene. På den måde gør man ikke de fattige kommuner bedre. Man gør dem ynkelige modtageres af andres almisser.
Men så er der jo nogen bureaukrater der kan sidde og nusse med det. Og politikerne har halsgreb om kommunerne ved at bestemme de overordnede rammer om hvem der skal betale hvor meget til nogle andre.
Det er faktisk en tragisk indstilling til verden. At man ikke kan hjælpe dårligt stillede til at hjælpe sig selv, men at man altid i stigende grad skal gøre dem mere og mere afhængige af andre.
Socialdemokratiet er blevet et patetisk parti.