Som en overvejende borgerlig vælger har man en generel tiltro til at landets politiske partier arbejder i ens grundlæggende interesse, og at det gør en forskel at stemme på dem.
Problemet er bare at virkeligheden ikke altid helt stemmer overens med en sådan antagelse, hvilket især partiet Venstre er et glimrende eksempel på.
Lad os gøre én ting klart fra starten af:
Indvandringen er et af – hvis ikke det største – problem for vælgere på højrefløjen. Intet andet politisk emne har i den grad defineret folketingsvalg, skabt selvstændige partier eller ryddet avis-overskrifter. Intet andet emne har rigtigt samme dybe klangbund i det danske folk. Og selvfølgelig ikke: For intet andet kan rigtig sammenlignes med følelsen af langsomt men gradvist at miste sit land.
Den ubehagelige situation i dagens Danmark er nemlig desværre at indvandringen i høj grad fortsætter mens assimileringen i store træk udebliver. Det har desværre den effekt at andelen af indvandrere og efterkommere kun vokser mens andelen af danskere falder.
Det er i dag et velkendt faktum at både indvandrere og deres efterkommere ikke ved noget trylleslag ligefrem bliver danskere, hvorfor ovennævnte situation hverken er holdbar eller forsvarlig. Konklusionen er selvfølgelig at indvandringen som vi kender den overvejende må stoppes hvis landet skal bevare en nogenlunde fælles og harmonisk identitet i fremtiden.
Lars Løkke ved det godt
Lars Løkke ved godt at indvandringen skal stoppes. Som politiker på højrefløjen er han fuldt ud klar over at indvandringen hverken gavner befolkningen eller kan forsvares moralsk på den lange bane. I stedet taler alt for at indvandringen er uholdbar, hvorfor en borgerlig statsminister af den rette støbning selvfølgelig bør have det som sin primære opgave at standse den.
Er et de facto opgør med indvandringen derfor at finde på Venstres fremtidige, politiske agenda?
Næ, desværre ikke.
I stedet virker Venstre til helt at have givet op overfor den konstante indvandring og behandler den i stedet med tøven, halve løsninger og lidt flammende retorik som skal flytte fokus fra det faktum at tilstrømningen overordnet set fortsætter.
Løsningen på den ikke-bæredygtige indvandring er imidlertid ”enkel” nok:
Asylmigrationen standses helt – også de facto.
Familiesammenføringer standses komplet
og arbejdskraft-indvandringen standses ligeledes.
I fremtiden må indvandrere og efterkommere finde sig en ægtefælle inden for landets grænser, asylmigranter må hjælpes i deres nabolande og den danske økonomi må investere i danske arbejdere i stedet for at få tilført arbejdskraft udefra.
Med sådanne tiltag kan indvandringen næsten helt stoppes; andelen af danskere versus udlændinge forbliver nogenlunde det samme - og på lang sigt kan vi måske få en mere harmonisk og forenet befolkning igen. Og gud hvor ville det da være dejligt, fristes man til at sige.
Sådanne tiltag vil selvfølgelig kræve en udtræden af eller akut genforhandling af tværnationale politiske strukturer såsom EU og FN. En udtræden vil formentlig være nemmere end en egentlig genforhandling, eftersom det nærmest er umuligt på seriøs vis at genforhandle politiske strukturer hvor så mange lande er involveret.
Danmark overlever uden EU
Selvfølgelig kan Danmark godt overleve at træde ud af EU og FN. Naturligvis kan vi det.
Vi vil stadig have veje, lufthavne, landbrug, virksomheder og butikker som fungerer, og der vil stadig være penge nok i landet til at den almene borger kan opretholde en fornuftig levestandard. Og så kan vi måske genindtræde i sådanne unioner en dag igen såfremt de ansvarlige politikere i Bruxelles kan skabe en konstruktion der ikke påtvinger os evig indvandring som konsekvens.
Desværre mangler Venstre i dette tilfælde både politisk mandsmod og ærlighed. I stedet for at tage de nødvendige opgør med udlændingeparadigmet gennemfører partiet en masse halve løsninger og flytter fokus når de rigtige indvandrings-spørgsmål stilles.
Situationen er en total skændsel eftersom debatten på højrefløjen i mere end ti år har handlet om hvordan love fra EU og FN skader vores land – hvorfor enhver ansvarlig borgerlig politiker selvfølgelig bliver nødt til at tage et opgør med dem.
Som politiker er det ens højeste opgave at være en helt for sit folk og at gøre det rigtige uden skelen til ens egen karriere eller fremtidige indtjeningsgrundlag.
Desværre virker sådanne tanker helt fremmede for et parti som Venstre som – med Lars Løkke i spidsen – er blevet indbegrebet af et karriereparti hvor det primært handler om at have en varm stol, en lun karriere – og at holde Danmark kørende det måske næste halve år endnu.
Som borgerlig vælger græmmes man, eftersom intet andet parti har så massiv betydning for de realpolitiske løsninger på højrefløjen. Partiet kan desværre på denne måde fuldstændig lamme ethvert realpolitisk opgør med EU og FN – hvilket det i øvrigt har gjort i nu næsten tyve år.
Som almen vælger på højrefløjen har man efterhånden tabt sin tålmodighed med partiet og føler sig fremmedgjort af en borgerlig blok som i dets nuværende form ikke tager landets problemer alvorligt. Den eneste løsning må være at Lars Løkke snarligt melder sin afgang som partiets formand hvorefter en ny leder tager over og endelig får landets udlændingepolitik – og dermed landets fremtid – på ret køl igen.
For intet andet kan nemlig genskabe tilliden til borgerlige vælgere. Og intet andet kan sikre at Danmark forbliver et dejligt og venligt land for danskere i fremtiden også.
Morten Overgaard er forfatter, filosof og overvejende borgerlig debattør.