Socialistisk sundhedsfascisme

Skrevet af Debatredaktionen

Frihed gør folk fede og storrygende. Det koster staten skattekroner, og derfor bør staten blande sig i, hvorledes du lever dit liv. Således kunne vi læse i folketingskandidaten for SF Annika Smiths indlæg Liberalt sundhedshykleri koster milliarder (jp.dk, 28/6).

Retorisk hentyder hun til, at liberalisterne finder det autoritært, at staten skal påvirke folks ryge- og drikkevaner. Men fordi vi liberalister samtidigt ønsker en mindre offentlig sektor, er vi slette mennesker, der ikke tænker på folks bedste. Hun hentyder til, at vi ønsker, at folk skal dø med rygerlunger, dårlige hjerter og andre livsstilsygdomme. Mange stråmænd kommer venstrefløjen med, men dette er blandt de værste.

Vi liberale ønsker ikke, at folk skal gå fra hus og hjem og dø på gaderne. Vi ønsker et samfund, hvor folk har friheden til at leve det liv, de ønsker, så længe det ikke skader andre; hvor folk tager ansvar for egne gerninger; hvor vi hjælper hinanden af oprigtig solidaritet, venskabelighed og næstekærlighed.

Annika Smith skriver, at indfører vi atter de liberale teser om personligt ansvar med alt, hvad dertil hører med færre regler, mindre formynderi og lavere skattetryk, vil vi samfundsborgere få ikke kun et mindre frit liv, nej, vi vil også leve kortere.

Man behøver imidlertid ikke en doktorgrad i folkesundhedsvidenskab for at tilbagevise den stråmand, for i mere liberale lande som eksempelvis Schweiz er levetiden længere end for den gennemsnitlige dansker.

I Schweiz er både sygehusene og sundhedsforsikringerne private. Alligevel er der altså ingen, der ligger og dør på gaden – tværtimod, så er der langt færre syge i Schweiz end i Danmark, og levetiden er højere. Det private sygehusvæsen har også givet bedre service, der minder om hoteller, mens gravide herhjemme ikke engang kan få et glas juice. Kvaliteten er langt bedre, akutsyge fragtes med helikopter, og ventelister er ikke noget, man kender til.

Hvordan kan det dog gå til? Simpelt: frihed og markedskræfter virker – giv det et forsøg.

Med Anikka Smiths første påstand tilbagevist, er der kun hendes princip om, at hun har ret til at bestemme over andre mennesker, tilbage.

Det er ikke andres ret at bestemme, hvad du bør spise til aftensmad, eller om du bør tage dig en smøg til festen. Hvorfor bør staten så have lov til det?

Kollektivisternes og ligeså Annika Smiths standardsvar er, at vi ved bedst, og desuden betaler de fleste af os skat. Når vi gør det, gør vi ligeså hinanden ansvarlige for hinandens skattebetalinger og forbrug af skattekroner, og når vi betaler for andre, må vi vel også blande os i, hvem der får uddelt pengene, ikke sandt? Nej. Det er at umyndiggøre den enkelte borger for at ophøje sig selv i en rus af selvgodhed.

Det frie initiativ svækkes, og det frie valg indskrænkes, mens de fleste af os lulles i søvn med illusionen om, at hvis du blot betaler din høje skat, så skal politikerne nok tage vare på dit liv. Du skal ikke bekymre dig, for Moder Stat passer dig, og Storebror overvåger dig, så at du og dine medborgere ikke gør noget ureglementeret. Tænk, hvis du udsatte dig selv for fare ved at købe en pose slik for meget til fredagshyggen eller drikker et glas vin mere til aftensmaden end statsligt foreskrevet!

Alene det, at vi med statsregulativer i ryggen i medierne kan diskutere, hvorledes folk bør leve uden at blive latterliggjorte som totalitarister, viser, hvor langt vi er kommet i samfundsafviklingen. Der skelnes mindre og mindre mellem, hvad der er dit og mit respektivt og mere og mere, hvorledes vi som samfund kan regulere, påvirke og lovgive os, andre og hinanden frem i tilværelsen – eller skulle man snarere sige: holder hinanden tilbage fra at udfolde vores uvante friheder?

Det er nemlig ikke længere dig, der ved bedst, men os. Og er du ikke enig med flertallets afgørelse, er det bare en skam. Hvis du er utilfreds, kan du jo bare flytte til udlandet, lyder det ofte. Når sundhedsfascisterne får selv Forbudssverige til at ligne et liberalt utopia, erkender jeg, at det er et fristende forslag, de kommer med.

Forskellen på sundhedsfascisterne og os liberale er tilsyneladende, at mens venstrefløjen synes at vide, hvad der er bedst for os alle, mener vi liberale, at vi selv ved, hvad der gør vores enkelte liv – og ikke andres – værd at leve. Vi kan realisere disse mål alene og i fællesskab med andre. Vi kan finde livsglæde og nydelse i et glas vin, til en musikfestival med vennerne eller med en løbetur og en tur i træningscenteret. Vi bør have friheden til at vælge frit. Sundhedsfascisterne skal med deres regeltyranni ikke tvinge og regulere os til hverken den ene eller den anden livsstil.

For som liberalist ønsker jeg ikke at leve et langt, men gråt og standardiseret liv under sundhedsfascismens åg. Som liberalist vil jeg leve mig et liv i frihed med sjov og glade stunder uden at blive set ned på. Som liberalist ønsker jeg ikke at være bedrevidende om andres liv, men at have friheden til at være mig selv og leve livet.

Marc Bangert
Lokalbestyrelsesmedlem i Liberal Alliances Ungdom Aarhus

Del Socialistisk sundhedsfascisme