Dansk Folkeparti går en svær tid i møde. Få analysen her.
De gamle bliver nogle andre gamle. Blomsternørnene fra 68' som fylder mere og mere i de gamles rækker stemmer ikke i samme grad DF som tidligere generationer af ældre gjorde.
Dansk Folkeparti er også blevet meget udpræget socialdemokratisk og socialdemokratiet er blev lidt mere som DF på udlændingeområdet. Fra den anden side presser V med den marginalt mere blå socialdemokratisme.
Og som om Dansk Folkeparti ikke havde nok problemer i forvejen, så er Nye Borgerlige kommet til med en udlændingepolitik som er strammere end DF's og en formand som har den energi Kristian Thulesen Dahl ikke længere kan mønstre.
Kristian Thulesen Dahls småborgerlige snusfornuft har sikret Dansk Folkeparti stor opbakning i nogle år efterhånden. Men på det seneste har han og partiet været meget vaklende og svigtet blå blok igen og igen.
Og denne vaklende indstillinghældende på skift mod blå og så mod rød, den er der mange af Dansk Folkepartis vælgere som ikke føler sig trygge ved. For nu at bruge et begreb fra partiets egne rækker.
Partiet og det strateger er uden tvivl i bakspejlet blevet opmærksomme på dette problemer for i reklamekampagner forsøger man nu at netop at skabe det indtryk at Dansk Folkepart står fast og er et parti man ved hvor man har.
Problemer er at den tegneserie-agtige kampagne med de store hoveder ikke stemmer med det rent faktisk billede.
Dermed bliver afstanden fra det tegnede og stærkt forskønnede billede til virkelighede simpelthen for stor og vælgerne bliver endnu mere usikre på partiet. Hvad har DF-toppen gang i, synes de fravælgerne at sprøge.
Ud over det så er tiden lige nu ikke rigtigt til det småborgerlige snusfornuftige uagtet at en sådan tilgang til verden og politik bestemt også har sine fordele. Tiden er til noget lidt mere sprælsk og underholdende.
Tulle virker ganske enkelt for tør og for skolet. Ikke så meget skolet i livets bredere skole som kunne have givet manden lidt kulør. Men i den politiske skole af at have tilbragt hele sit voksenliv bag de tykke mere på Christiansborg.
Tulle er ganske enkelt blevet noget blod og blodfattig at se på. Lidt kedelig uden kolorit og krudt.
Her står Pernille Vermund som en skærende kontrast. En festlig og dynamisk leder med et skælmsk blik og et enormt gå-på-mod. Nuvel, hun kommer også til at møde realiteterne i dansk politik når hun kommer tættere på den egentlige magt.
Men som det ser ud nu, så er der faktisk ikke specielt mange grunde til at stemme på Dansk Folkeparti.
Både partiet og dets ledelse virker til at lide af en form for metaltræthed. Sådan lidt som de trætte tunge hoveder i tegneserie-kampagnen. En total mangel på vitalitet og energi.
Og så er det svært at motivere et kryds fra vælgerne som har mange andre muligheder i disse år.