Gå til hovedindhold

Skatten skal ned!

Af Debatredaktionen

Skal den?

Af en eller anden grund er det voldsomt moderne for partier på højrefløjen at tale om, at skatten skal ned. For nogen af dem er det endda en mærkesag.

Og resultatet udebliver stort set aldrig. Venstrefløjen står klar til at skrige op om "massakre" og "besparelser" og så videre og så videre. De statsbetalte TV-kanaler vil sikkert stå klar med hjerteskærende reportager med levende billeder om de folk, der bliver "ramt", når skatten skal sættes ned. Fordi der er efterhånden ret mange, som vil blive ramt - i et land hvor over halvdelen af den voksne befolkning får de fleste af deres penge af staten.

Statsbetalte TV-kanaler elsker simpelthen folk, der bliver "ramt". Det er så godt TV.

Hvorfor er der ingen, der i stedet for at sige "skatten skal ned" vil sige "skatten går formodentlig ned, når vi gør de ting, som vi gerne vil gøre", og "der er jo ingen, der ved, hvad det rigtige skattetryk i virkeligheden er". Og så vil interesserede journalister naturligvis spørge "hvad er det, I gerne vil gøre?". "Jo, ser du...", vil den unge, håbefulde politiker fra det næsten nyslåede parti med alle de gode intentioner intakt svare:

"Vi vil gerne give befolkningen mere ansvar for deres eget liv. Vi mener, at almindelige mennesker er meget bedre til at bestemme, hvad deres penge skal bruges til. Det skal vi politikere ikke rode os for meget ud i. Vi skal til gengæld sørge for, at alle har muligheden for at have et job eller lave deres egen forretning."

Og pludselig bliver det morderlig svært at finde nogen, som bliver "ramt".

Severin M. Ørsted, Lemvig