Han står foran supermarkedet, ser ydmyg ud, hvilket han nok også forsøger at være, og det lykkes ganske godt; der er ikke noget forstilt over ham. Jeg går forbi ham ind til eldoradoet af varer, undgår hans søgende blik, som alligevel mærkes; helt retlinet og ufølsom er jeg ikke.
På vej ud tager jeg mig sammen: anerkender hans eksistens, møder hans blik. Jeg køber et eksemplar af Hus Forbi, 20 kr. Han anfører, at folk sjældent har småpenge. Vi veksler et par ord om betalingskort og deres afløsere i fremtiden. (Faktisk kan man købe bladet på stedet ved hjælp af mobiltelefonen; jeg ved ikke, om han er klar over det.)
Jeg undgik den dårlige samvittighed ved ikke bare at gå forbi ham. Hjemme igen ligger Hus Forbi ulæst i dagevis. Jeg er ikke i humør til at læse om den taberrolle, som jeg selv let kunne være havnet i. Jeg er ikke i humør til at stikke en finger i min dårlige samvittighed og røre lidt rundt. Måske i morgen, eller i overmorgen…
Vi ved jo godt, at goderne er ulige fordelt i vores samfund og i verden – og at det er skide uretfærdigt. Vi gør meget lidt for at ændre situationen og argumenterer med, at vi gør mindst lige så meget som alle de andre, der sidder på det bævrende bjerg af flæsk.
Vi er på stadig flugt fra vores dårlige samvittighed. Travlheden på arbejdsmarkedet er en af de bedste flugtpiller; de dygtigste springer letbenede fra pille til pille. I virkeligheden er de skæve eksistenser langt mindre sørgelige end de mest succesfulde, der må koncentrere sig om at fokusere på én eneste ting: konkurrenceevnen, den latterligste motivation af alle, menneskeligt set.
Vores samfund giver ikke tryghed for alle. Mange menneskelige evner er der ikke brug for. Jo mere man er i stand til at fokusere på bundlinjen og konkurrenceevnen – uanset hvilken inferiør vare der produceres – jo større chancer har man i spillet, som favoriserer de psykopatiske typer på bekostning af de skæve. Den bedste strategi: brug dine medmennesker som midler! Som min salig mor sagde: Vil du frem i verden, så buk – vil du endnu længere frem, så skub!
Glem alt om at kritisere samfundet – indse, at den højeste form for liv er erhvervsliv!
Og så er der også lige det, at nogen fødes med en solid stak lodsedler, mens andre kun får tildelt én. Danmark burde være et samfund. Det er nu i højere grad en forretning, der mere og mere ligner et kasino med politikerne som højtråbende croupierer.
For nogen er det blevet en religion at kæmpe for biodiversiteten: alle slags hvaler og fluer bør bevares. Men det samme gælder ikke mennesker: ud med de farverige, skæve typer, ind med de ensrettede, fantasiløse, pengefikserede misfostre!
Kan vi blive ved med at melde hus forbi?