Vi skal bruge 332 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Ingen stærke fællesskaber uden stærke mennesker

Foto: Pixabay
Træ på mark. Foto: Pixabay

Et træ kan bedre vokse og folde sig ud hvis rødderne er solidt plantet i jorden. Som jeg ser det, er individualisme ikke i modstrid med kultur og fællesskab.

Vestens fundament er individualismen - og individualismen er vores fælles natur

Antal

Individualismen er under angreb i disse år.

Og de mange angreb kommer både fra højre og venstre.

Man kan  sige at venstrefløjen nærmest har en tradition for at være imod individualisme.

Denne kritik går ofte på individets påståede grådighed. Her fremstilles en individualist som en form for asocial undergraver af fællesskabet - et fællesskab som dog ofte bygger på tvang. Så er det vitterligt et fællesskab? Det spørgsmål må vi vende tilbage til ved en anden lejlighed.

Venstrefløjens kritik af den "asociale" individualisme fremføres ofte uden den store selvindsigt. For folk på venstrefløjen ofte er gode til at sikre sig selv de bedst mulige forhold, og ikke så sjældent på andres bekostning.

Måske er noget af forklaringen på venstrefløjens skepsis imod individualisme at de ikke tiltror sig selv evnen til på frivillig basis at indgå i uselviske og opofrende fællesskaber. Hvem ved. Det har skal ikke ende som en psykoanalyse af venstrefløjen, så lad os komme videre.

Også fordi en stor del af kritikken imod individualismen i disse år kommer fra højrefløjen. Det er der sikkert flere årsager til. Højrefløjen har igen fået øjnene op for Identitet - og hovedsageligt den gruppebaserede politiske form for identitet.

Det er lidt ironisk for identitet er uløseligt forbundet med selve individet. Det er individet som føler sig som en del af gruppen. Identitet er noget som foregår inde i knolden på individer. Og identitet er langt mere end samhørighed. Det handler også om ambition.

Identitet handler ikke kun om hvem man er, men hvem man bliver gennem sine handlinger. Det er i sidste ende ens handlinger som gør at man træder ind i virkeligheden, og ja, virker. Problemet er derfor ikke selvudfoldelse og individualisme som sådan. Men den uhæmmede og hensynsløse selvudfoldelse, hvor omkostningerne bliver lagt over på nogle andre.

Dette hænger sammen med frihed og ansvar. Lægger man konsekvenserne af sine handlinger over på nogle andre, så tager man ikke ansvaret selv. Den form for "frihed" giver med god grund anledning til kritik fra højrefløjen. Og alle mennesker med to brikker eller mere i hovedet.

Endelig er der en kritik som går på balance i forholdet mellem individualisme og.fællesskab. "Alt med måde". Og ja, alting kan overdrives. Men ikke desto mindre er det værd at fastslå den klare forskel der er både mellem:

Individualisme og atomisering

og

Individualisme og egoisme

For individualisme i sig selv er hverken det ene eller det andet. Og et samfund baseret på individualisme og meritokrati fører ikke nødvendigvis til mere egoisme eller atomisering end samfund som ikke er. Ikke sålænge frihed og ansvar følges ad - det vil sige konsekvenserne følger den som handler, både de gode og dårlige konsekvenser.

Lad os blive lidt mere konkrete igen:

Et af verdenshistoriens mest succesfulde politiske eksperimenter, USA, bygger på en udpræget grad af individualisme.

Grunden til at USA har været en enorm succes er både direkte individualismen selv, herunder den noget udskældte selvudfoldelse. Men også noget andet som er uløseligt forbundet med individualisme. Nemlig meritokratiet som jeg nævnte kort ovenfor..

Meritokratiet er ideen om at det er det enkelte individs handlinger, talent, evner og flid som er afgørende for hvor personen skal ende henne i samfundshierarkiet. Ikke individets efternavn, hudfarve eller andet gruppetilhørsforhold.

Lad os kort opsummere og give et lidt firkantet og fortegnet billede:

I helt gamle dage var status forbundet med ens status forbundet med ens stand. Noget man var født med.

Så kom Vesten med sit system om at status var noget man kunne arbejde sig til.

Og så kom identitetspolitik hvor status er noget man har på baggrund af sit køn eller sin hudfarve.

Meritokratiet var længe stærkt i USA. Og med indførelsen af for eksempel næringsfriheden faktisk også i Danmark og andre europæiske lande - hovedsageligt de nordeuropæiske.

Man kan naturligvis kritisere meritokratiet for aldrig at have været realiseret fuldt ud.

Man kan også være imod hierarki nærmest per princip - også det som er baseret på flid og talent. Det er dele af venstrefløjen (kun bureaukratiet og politikerne, altså planlæggerne, må være over andre her).

Meritokratiet møder sjældent kritik fra højrefløjen bortset fra den stedvise manglende erkendelse af at individualisme er en forudsætning for meritokrati.

Man kan spørge sig selv hvorfor individualismen er så stærk og succesfuld.

Den dybere forklaring skal sikkert findes i vores udviklingshistorie. Mennesket er i bund og grund ret individualistisk anlagt. Som kontrast hertil kan ses for eksempel de eusociale insekter.

Derfor vil samfund som giver individet plads til selvudfoldelse - under ansvar - som regel klare sig bedre end samfund hvor status baserer sig på hvilken gruppe man tilhører frem for hvilken værdi man med sine handlinger tilfører omverdenen.

Men intet individ er en ø - også individet selv får mere ud af at danne fællesskaber med andre. Så det vil ske.

Individualisme og fællesskab er ikke modsætninger - de er hinandens forudsætninger.

Meta
Seneste ændring: 
28/03/2019 - 12:15
Serier: