Systemet tager borgerne for givet.
Der er mange temaer i en valgkamp. Man kan debattere økonomi og indvandring. Arbejdsløse og ligestilling.
Men et bestemt tema glimrer ved sit totale fravær:
Forholdet mellem borger og system
Og det er jo sjovt nok i bund og grund det forhold politik drejer sig om.
Politik drejer sig om det system vi skaber. Og hvordan det system forholder sig til borgerne. Og i Danmark har vi skabt velfærdsstaten.
Velfærdsstaten har siden sin undfangelse vokset sig stor – meget stor. Og nu har vi i Danmark verdens næststørste offentlige sektor.
Desværre er velfærdsstaten blevet en slags hellig ko. En præmis der aldrig må udfordres.
Selve systemet, selve velfærdsstaten - den ligger der bare som en urørlig størrelse der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.
Det skyldes nok langt hen ad vejen, at vi er blevet opfostrede med forestillingen om den danske velfærdsstat som højdepunktet af politisk udvikling.
"Hele verden misunder os vores velfærdsstat" – hvor mange gange er dette ikke blevet fortalt børn og unge direkte og indirekte gennem deres opvækst?
Men det nytter ikke længere noget at lade som om alting er i den bedste orden. Det nytter ikke noget at lade som om systemet kører på skinner og der ikke er noget at komme efter.
De store åbne spørgsmål som bør fylde mere op til valget er eksempelvis:
Hvad er det for en rolle vi ønsker at staten skal spille i vores samfund? Skal vi fortsætte en udvikling hvor staten blander sig i mere og mere?
Ønkser vi en "djøfiseret" velfærdsstat hvor borgerne ses som rekrutterbare kønsløse universal-individer hvis væsentligste opgave her i livet er at yde så meget som muligt på arbejdsmarkedet så skatte-indtjeningen i landet kan maksimeres?
Og skal systemet følgeligt indrettes på at fratage forældrene ansvaret for deres egne børn så forældrene i stedet uden smålig skelen til familiens trivsel kan reduceres til små tandhjul i det store samfundsmaskineri?
Er borgerne til for systemet eller er systemet til for borgerne?
Hvorfor rejser de dygtige unge væk fra Danmark? Og hvad er det for mennesker vi trækker til med kombinationen gavmilde sociale ydelser og tårnhøje skatter? Og hvem holder sig væk?
Hvorfor er Danmark det land i Europa hvor færrest bliver selvstændige og forsøger at skabe noget selv?
Hvorfor er det i Danmark at næsten alle som lønmodtagere overlader det til de få andre at skabe et arbejde til en?
At velfærdsstaten fylder så meget og borgeren fylder så lidt - hvad betyder det grundlæggende?
Det er disse fundamentale spørgsmål som bør rejses og stilles i perioden op til valget. Men det bliver ikke nemt.
Hvis disse ting ikke længere står til diskussion, så er vi slet ikke borgere længere - så er vi undersåtter.