Forleden dag besøgte jeg Socialismens højborg, Arbejdermuseet, sammen med en veninde.
Uagtet at vi begge er højreorienterede, så måtte vi, - set i et historisk perspektiv - anerkende Socialismens, (Arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets) store fortjeneste for at forbedre forholdene for den store gruppe af arbejdere i årene før, under og efter århundredeskiftet år 1900.
Arbejderbevægelsens, ”Den Internationale Arbejderforening for Danmark,” - der siden hen skulle blive til Socialdemokratiet blev grundlagt i 1871 af Louis Pio, hans fætter journalisten Harald Frederik Valdemar Brix, og vennen skolelærer Paul Johansen Geleff.
I juli 1871 grundlagde Louis Pio Danmarks første arbejderavis, Socialisten, der siden hen skulle blive til Social-Demokraten og endnu senere (i vor tid) til Aktuelt, eller Det Fri Aktuelt som avisen også kaldtes. Aktuelt lukkede i 2001, efter at ”Gulddrengene” Jørgen Flindt Petersen og Erik Stephensen med en støtte på 60 millioner kroner årligt fra LO forgæves havde forsøgt at redde den skrantende avis.
Med en årlig støtte på 60 millioner kroner og et oplag på kun 25.000 eksemplarer har LO således smidt 2.400 kroner i røven på hvert eneste eksemplar af avisen.
Den 2. maj 1872 skrev Louis Pio en artikel i Socialisten med overskriften ”Målet er fuldt.” I artiklen indkalder Louis Pio til et folkemøde på Nørrefælled søndag 5. maj. Mødet skulle blive en både ikonisk og skælsættende begivenhed for arbejderbevægelsen, og er siden hen blevet kendt som ”Slaget på Fælleden.”
Dengang fungerede politiet som nyttige idioter for statsmagten, - visse vil hævde at de stadigvæk gør det. På vegne af statsmagten nedlagde Københavns politidirektør Vilhelm Crone et forbud mod folkemødet, uagtet at det forbud var i direkte modstrid med Grundlovens ord om forsamlingsfrihed.
Mødet blev holdt alligevel, og blev angrebet af ridende politi som med sabler og knebler forsøgte at tæske befolkningen på plads og opløse mødet. Pio, Brix og Geleff, - der jo ikke havde foretaget sig noget som helst ulovligt - blev idømt henholdsvis 5, 4 og 3 års fængsel for forbrydelse mod statsmagten.
Den systematiske politiske forfølgelse af Pio, Brix og Geleff fortsatte, og det gjorde den for den sags skyld også af de der tilsluttede sig arbejderbevægelsen. De blev truet på deres job, og ikke bare på deres nuværende job, men også med at de aldrig nogensinde ville kunne få job hos andre arbejdsgivere.
Harald Brix fortsatte sit journalistiske virke efter Slaget på Fælleden og fik så mange og lange fængselsdomme at han døde fysisk svækket og nedbrudt som kun 40-årig i 1881.
I 1875 blev Louis Pio benådet. Han var så syg og svækket at myndighederne frygtede at han ville dø i fængslet, og hvis der var noget at myndighederne ikke ønskede så var det at arbejderbevægelsen skulle få en martyr.
I 1877 fik Louis Pio et ”tilbud” der var svært at sige nej til. Han blev af politiet tilbudt en enkeltbillet til USA og en stor sum penge han kunne etablere sig for. Alternativet blev også gjort ham klart. Han ville blive sigtet, retsforfulgt og fængslet lige så tit myndighederne kunne finde en anledning til det, og der blev ej heller lagt skjul på at de ville kunne finde mange anledninger til det.
Det er aldrig blevet klarlagt hvor stort et beløb Louis Pio fik for at forsvinde ud af landet, eller hvem bidragsyderne var, men de store virksomheder har givetvis været blandt bidragsyderne. De havde ganske meget at tabe hvis deres arbejdere skulle have ordentlig løn- og arbejdsforhold.
Louis Pio valgte at rejse, og han blev i årene derefter anset for at være en forræder af en stor del af arbejderbevægelsen. Efter sin død som kun 52-årig i 1894 har Louis Pio dog fået æresoprejsning, og han regnes i dag som stifteren af Socialdemokratiet og er også officielt blevet hædret som sådan med et monument på Vestre Kirkegård i forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921.
Den systematiske politiske forfølgelse er uhyggelig i al sit væsen, og man kan ikke engang trøste sig med at det jo var for mere end 100 år siden, for det foregår den dag i dag. I dag er det bare en anden gruppe der forfølges, - nemlig islamkritikere, der gerne vil gøre noget godt for Danmark og den danske befolkning ved at opponere imod den islamisering der sker af Danmark.
Islamkritikere udsættes i et helt særligt omfang for censur og udelukkelse på de sociale medier. Der fjernes indlæg og kommentarer, som på ingen måde overtræder den danske straffelov, og som udelukkende fjernes fordi de ikke lever op til det pågældende medies kodeks om politisk korrekthed.
Islamkritikere trues også på deres job. Myndighederne truer dem med tvangsfjernelse af deres børn, og de forsøger også at skræmme folk til tavshed gennem lawfare, hvor de på et mere eller mindre tyndt grundlag anklager og retsforfølger folk med nogle anklager den ganske ofte ikke holder vand.
En af de mest misbrugte paragraffer til det er racismeparagraffen § 266b. Den modsvarer den svenske model kaldet ”hetz mod en befolkningsgruppe”, som også en dejlig elastisk gummiparagraf, der kan anvendes mod enhver der har sagt eller skrevet noget hvor mere end 2 mennesker fra samme befolkningsgruppe føler sig krænket.
Der er utallige der her i landet har stiftet bekendtskab med § 266b. Undertegnede er selv én af disse mange, med det, for statsmagten, kedelige resultat at jeg blev pure frikendt, men det er uden betydning for statsmagten. Jeg er jo blevet straffet alligevel, med at få forpestet min tilværelse med et mere end 2 år langt retsforløb som det har været ualmindeligt træls at komme igennem.