Gå til hovedindhold

Jeg er selvstændig!

Indsendt af Nick

Jeg er selvstændig. Har en træls gæld, som følge af finansiering af min virksomhed. Det har jeg selv valgt. Fint nok. Jeg er sund og rask, har frøken Hansen, vores søn og en vidunderlig bror og familie, så jeg er mere heldig end de fleste.

Men det skamløse narrativ omkring, at de fleste selvstændige skummer fløden, rejser verden rundt og spiser en hel hummer med Champagne om morgenen er det rene vanvid. Det er usandhedernes højborg!

Ingen ansatte ville have min bragende lave løn og min gæld. Ingen!

Hvis jeg nogensinde skulle tjene en skilling på min virksomhed, så har der fandeme været mange dage uden store armbevægelser - med regninger, der tårner sig op. Det hører man sjældent de grådige politikere tale om.

Det er altid bare mere skat, mere skat, mere skat og love mere og mere til de folk, som i forvejen er nettobidragsmodtagere.

Som en vis arkitekt engang sagde, så er forskellen på USA og Danmark ikke, at det er nemmere at lave forretning i USA, men at folk ikke griner hånligt i USA, hvis man går konkurs eller mislykkes med en forretningsstrategi.

Staten er så stor i Danmark, at få har fornemmelse for, hvor svært det at opdyrke et marked og tjene penge. Men det er altså ryggen i hele det danske samfund.

Kun med den risikovillighed er det muligt at opbygge et samfund, som har råd til den velfærd, vi alle nyder godt af.