Gå til hovedindhold

Flagellanterne

Af Jens

Flagellant (af latin flagellare = "at piske") er en betegnelse for personer, der piner sig selv – især ved piskning.

I 1000-tallet indgik selvpiskning i askesen bland italienske eneboere. I særdeleshed var kardinalbiskoppen Petrus Damiani (1007 – 1072) fortaler for denne form for frivillig bodsstraf.

I midten af 1200-tallet blev selvpiskeri udbredt til lægfolk i Italien af tiggermunke under bods- og dommedagsforkyndelse.  For at komme Guds dom og straf i forkøbet, blev der organiseret spektakulære processioner af mænd, som drog fra by til by, idet de piskede sig til blods og sang bodssalmer på folkesproget (Geisslerlieder).

100 år senere under pestepidemien i Europa, tyede mange til flagellation i det håb, at de kunne undgå pesten, der blev opfattet som Guds vrede. Flaggelanterne dannede broderskaber, hvor revolutionære og apokalyptiske forestillinger undertiden trivedes.

Selvpiskeri ses i forskellige samfund op gennem middelalderen. Særligt jesuitterne tog det til sig, hvorimod protestantiske teologer afviste skikken. Flagellation var udbredt i den katolske kirke op til midten af 1700-tallet, hvor den langsomt uddøde. 

Omkring år 1700 kommer oplysningstiden til Europa. På Wikipedia står der bl.a. følgende: 

"Oplysningstiden var en periode i Europas historie fra ca. 1690 til ca. 1800. Begrebet "oplysning" hentyder til, at filosofien og naturvidenskaben udvidede menneskets viden om verden og brugte resultatet til at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter som kongemagt og kirke."

Flagellanterne er mere eller mindre kendt stof - i hvert fald, hvis man ved lidt om religionshistorie. Jeg har i mange år troet, at oplysningstiden "tog livet" af flagellation  - at den tog livet af den ide om, at vi skulle straffe os selv for at mildne Gud. Mange vil nok finde det tåbeligt at piske sig selv i dag. Og så dog...

Hvis man ser på dagens klimadebat, er der mange ligheder mellem den og fortidens flagellanter: Man mødes i broderskaber (organisationer), hvor revolutionære og apokalyptiske forestillinger undertiden trives. Man drager fra by til by og synger ”bodssalmer” (klimademonstrationer). Og selvpiskningen..? Den foregår da ikke mere! Eller gør den?

Tankerne om askese er gennem klimadebatten kommet tilbage: Vi skal spise mindre kød, og vi skal ikke bruge fly som transportmiddel - i det hele taget skal vi give afkald på al form for luksus.

Alt sammen præcis de tanker, vi forlod i 1700-tallet, da vi begyndte at fundere over vores samfund og liv, og på videnskaben og ikke på troen. Om klimadebattens tanker om askese kan sammenlignes med selvpiskeri, er muligvis en stramning, men tanken er ikke fjern.

Og tænk sig ... Her gik jeg og troede, at den mørke middelalder var fortid. I stedet lader det til, vi skal igennem endnu en oplysningstid, før vores samfund igen kan udvikle sig.

Identitet

Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.