"Som mandlig folketingskandidat, erklæret feminist og ligestillingsforkæmper finder jeg kampagnen en smule skinger og ekskluderende."
Henrik Marstal har været en stor fortaler for feminismen i Danmark.
Og han har vundet meget berømmelse ved at gøre sig til en slags talsmand, undskyld - tals-person, for denne evigt utilfredse ideologi.
Men nu er han jo stillet op til Folketingsvalget, og det er gået op for ham at feminister i Dansk Kvindesamfund opfordrer vælgerne til at stemme på, surprise, en kvinde.
Og med en kvinde mener de altså ikke Henrik Marstal.
Det kan ikke komme bag på ret mange som har fulgt med i hvad feminismen er for en størrelse, at feminismen er kvindefavoriserende. Det er jo ligesom bevægelsens raison d'être.
Feminismen søger at forbedre kvindens stilling i forhold til mandens - at få flere kvinder ind der hvor man forestiller sig der er mest at hente i form af magt, prestige og penge.
Og på den vis var feminismen jo en kærkommen bevægelse de relativt få år hvor valg- og stemmeret var forbeholdt en mindre andel af mænd.
Dengang var kvinder - og mange mænd - helt udelukket.
Men nu har loven længe været sådan at mænd og kvinder på lige fod kan stille op og lade sig vælge eller blot vælge sin 'repræsentant' gennem stemmeakten.
Det er demokratiet og det har vist sig at lidt flere mænd stiller op, der er flere mænd på alle niveauer i partierne - og vælgerne vælger blandt dem som nu engang er på plakaten.
For feminister er muligheden ikke nok.
Lige muligheder for kvinder og mænd er ikke endemålet. Det er lige resultat. Ikke så meget i det farlige og beskidte arbejde i regn og blæst, men på de gode poster med høj løn og masser af indflydelse.
Nuvel - derfor opfordrer Dansk Kvindesamfund i fuld overensstemmelse med feminismen danskerne til at stemme på en kvinde. Ideologien feminisme er meget optaget af køn og det anses som den afgørende parameter når der skal afgives stemme.
Dette er Henrik Marstal forundre over i et debatindlæg. Han troede åbenbart at feminismen handlede om at have de rette holdninger og ikke de rette udstyr mellem benene.
"Dansk Kvindesamfunds kampagne er ekskluderende," klager han derfor i et debatindlæg i Berlingske.
Hvorefter han forklarer de danske feminister at de ikke har fattet feminismen.
På en måde er Marstals forvirring forståelig. For feminismen vil gerne blæse og have mel i munden.
På den ene side vil man gerne give indtryk af at det handler om lige muligheder mellem kønnene og på den anden vil man i praksis gerne arbejde specifikt med at forbedre kvinder forhold og bringe dem til magten på bekostning af mænd.
Feminismen har derfor længe haft svært ved at finde ud af hvilket ben den skal stå på.
Den er fanget mellem ønsket om fjernelse af diskrimination baseret på køn og den positive særbehandling af kvinder som værktøj til forandring.
Men positiv særbehandling af kvinder bliver i sagens natur automatisk til negativ særbehandling af mænd
Vil man have ens forudsætninger for kvinder og mænd og være imod diskrimination baseret på køn - eller vil man have kvoter som udelukker mænd fra at byde ind på stillinger så kvinder kan komme til?
Den slags.
Men nu har Marstal i hvert fald lært at feminismen i praksis meget vel kan betyde diskriminering af mænd - netop på grund af deres køn.
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.