Regeringen vi give skattelettelser i form af fradrag, men kun til lønmodtagere i fagforeninger.
Sagt på en anden måde:
Kære borger,
Du kan få lov at beholde flere af dine egne penge, men kun hvis du gør, som vi siger og melder dig ind i en fagforening. Hvis ikke du gør det, tager vi dine penge og straffer dig på den måde.
Og er du selvstændig, kan du i øvrigt rende og hoppe.
Mvh. Regeringen
Det er altså en skattelettelse til lønmodtagere, der gør som mor Helle siger. Samtidigt har regeringen ikke meget andet end hån til overs for de 30.000 selvstændige i landet, der lever for mindre end en kontanthjælp. Ja, hvoraf en stor del endda befinder sig under regeringens egen fattigdomsgrænse.
Den højt besungne socialdemokratiske solidaritet rækker altså kun til lønmodtagerne, der underkaster sig fagforeningerne. Det må siges at være en temmelig selektiv solidaritet, man finder i disse af regeringen nyligt foreslåede skattelettelser.
Og står det til flere fagforeninger i LO, skal solidariteten være endnu mere selektiv. Fradraget skal nemlig kun gælde de “traditionelle” fagforeninger og ikke de nyere, såkaldte “gule fagforeninger”, mener de.
Alt i alt viser forslaget fra regeringen og modtagelsen i LO meget godt, hvor beskidt dansk politik er:
Regeringen prøver at købe sympati hos den magtfulde fagbevægelse ved at give skattelettelser specifikt, når folk melder sig ind der. Fagbevægelsen har jo på det seneste flirtet en smule med Dansk Folkeparti, så Socialdemokratiet må nødvendigvis gøre noget.
Ideen om velfærdssamfundet som én samlet enhed har absolut intet på sig. Det er et dybt hierarkisk system, hvor store vælgergrupper, som eksempelvis de økonomisk nogenlunde velpolstrede lønmodtagere, favoriseres på bekostning af de mindre, som for eksempel de små selvstændige og andre marginaliserede grupper.
Der er intet universelt ved den universelle velfærdsstat. Og der er intet særligt ved den socialdemokratiske solidaritet. Den er nøjagtigt lige så selektiv som andres. Den rækker til kammeraterne og ikke et hak længere. Det er særinteresserne, der regerer i dansk politik. Ikke nogen omtanke for fællesskabet, uanset hvor ofte dette ord misbruges af den politiske elite i flotte skåltaler.