Vi skal bruge 332 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Socialister taler enormt meget om ulighed – men mangler værktøjerne til at bekæmpe den

Pixabay

Foto: Pixabay

Ulighed er ikke et problem som kan løses gennem omfordeling af økonomiske goder.

Ulighed er et reelt og alvorligt problem – det bør borgelige ikke overlade til rød blok

Gratis

ET BORGERLIGT MANIFEST I KAMPEN MOD ULIGHED

Socialismen er en lappe-løsning.

Når socialisterne peger på ulighed, så er de opmærksomme på et reelt problem.

Men fordi socialisterne ikke forstår hvordan ulighed opstår og udbredes, så har de heller ikke noget gangbart og effektivt bud på hvordan uligheden fundamentalt afskaffes eller bare mindskes markant.

Kort sagt: Ulighed er et alvorligt problem - socialisme er ikke løsningen på det.

Borgerlige kommer faktisk tættere på at løse problemet med ulighed, selvom borgerlige i mindre grad taler om det.

Det handler om at borgerligheden beskæftiger sig med grunde og årsager - alt det åndelige, hvor socialismen er meget fokuseret på det rent materielle.

Socialister har øje for det økonomiske på en overfladisk måde.

Socialisten behøver ikke bekymre sig om hvordan velstand skabes - eller hvordan den opretholdes.

Forudsætningerne levner man ikke megen opmærksomhed. Man ser kun det der er lige foran næsen på en i form af status og ressourcer - og i langt mindre grad hvordan disse materielle goder afstedkommes.

I stedet for at se på hvad der kunne være og blive, forholder socialisten sig temmelig ekslusivt til hvad allerede er.

I stedet for at så på hvordan tingene er opstået og velstanden blevet til, forholder man sig temmelig enøjet og ahistorisk til det som findes lige nu og her.

Dette er meget tydeligt når snakken falder på ulighed, som den ofte gør når socialister åbner munden.

For en socialist er ulighed stort set altid et simpelt materielt spørgsmål om penge. Her og nu.

Lad os tage et eksempel:

Her er Bo. Han har flere penge end Mette. Så tager staten noget fra Bo og giver det til Mette. Nu har de lige meget.

Problem solved!

Men ak. Et år senere har Bo igen mere end Mette. Så tager staten igen noget fra Bo.

Problem solved.

Men ve. Endnu et år går forbi og Bo har nok engang flere penge end Mette.

Det er tydeligt at socialisterne ikke rigtigt løser problemet med ulighed. Det er i hvert fald tydeligt for enhver som gerne vil se.

Og på et dybere plan skaber socialismen faktisk flere problemer end den løser.

Mette bliver vant til at få fra Bo. Det gør hende mindre tilbøjelig til at øge sin egen indsats for at tjene penge selv.

Hun kan så stemme på en politiker som "løser" problemet ved at blive ved med at omfordele og måske endda omfordele mere fra Bo.

Men løser det grundlæggende hendes problem? Gør det hende grundlæggende mere lige med Bo? Eller er det kun rent materielt og midlertidigt?

Bo bliver med tiden træt af at skulle arbejde ekstra for at betale til Mette – ud over til sig selv og sin egen familie.

Han kunne stemme på en af de efterhånden relativt få politikere som vil begrænse skattebyrden og omfordelingen. Men med tiden bliver der færre af disse når der bliver flere som Mette.

Så han flytter måske til udlandet i stedet.

På et tidspunkt er situationen i Mettes land så ikke længere holdbar, og der bliver mere fattigdom. Såden går det som bekendt i praksis med socialismen.

Men nu er Mette og Bo mere ulige end nogensinde.

Så socialismen løste ikke problemet med ulighed. Den kamuflerede det blot midlertidigt.

Hvis socialister var lidt mindre penge-fikserede, så kunne de måske erkende at ulighed også har en åndelig dimension.

I stedet for bare at omfordele frugterne af arbejdet, så burde man se på uligheden i indsats.

Og følgeligt se på hvad der bevirker denne ulighed i indsats.

Det er her borgerligheden kommer ind i billedet.

Borgerligheden omfatter også det åndelige element. Det handler om at borgeren aktivt søger at oplyse sig selv. Forbedrer sig selv.

I stedet for at sætte sin lid til at staten løser problemerne med ulighed ved omfordeling, så tager borgerligheden det personlige ansvar alvorligt.

Lighed er ikke bare noget rent materielt og økonomisk. Det handler også om at alle er lige i at tage ansvar for sig selv og del i samfundet på en opbyggelig, konstruktiv og produktiv maner.

Det handler om at dyrke de sider i den menneskelige natur som skaber velstand og lykke. Det handler om dyderne. Det handler om at forstå at lyst og behov ikke altid er samme ting.

En af grundene til at Bo tjener mere end Mette kunne være hans arbejds-etik. Måske har han fået flid ind med modermælken.

Borgelige forstår værdien af dyder. Forstår at vejen til succes og fremgang går hen over de åndelige værdier. Og indsats. Og slid.

Det er i virkeligheden denne gode borgerlige kultur og forståelse som skal fordeles.

På dette område er uligheden i dag langt større end på det rent økonomiske område, hvor Danmark er blandt de mest lige nationer i verden.

Den borgerlige tilgang til lighed og ulighed beror på det enkelte menneske og dettes ansvar i eget liv:

Det er i lighed som borgere og som bærere af en fælles kultur at indbyggerne i et land kan være mere eller mindre ulige.

Den borgelige tilgang til ulighed tager højde for de åndelige forudætninger for at det enkelte menneske kan være produktiv i sit liv - gerne i frivillige fælleskaber med andre mennesker.

Denne tilgang skaber i sidste ende mere lighed end den socialistisk lappe-løsning hvor man bare omfordeler det materialle produkt af de åndelige egenskaber.

Problemet er naturligvis at det er lettere at forstå den rent materialle dimension - og se bort for baggrunden for den ulige fordeling af de håndgribelige goder.

Ethvert barn kan forstå socialismen som bare igen og igen tager fra "de rige" og giver til "de fattige".

Det kræver en mere abstrakt tankegang og oplyst mentalitet at forstå samspillet mellem det åndelige og det materielle som er kernen i borgerligheden.

Men hvis uligheden skal addresseres tilbundsgående, så er der ingen vej udenom.

Socialismen har kun en klappe-løsning som på sigt er undergravende for os alle. Rig som fattig.

Den borgerlige tilgang til ulighed er langt mere bæredygtig end den socialistiske.

Den borgerlige er balanceret og harmonisk. Hvor den socialistiske er amputeret og kortsigtet.

Skal man bekæmpe ulighed, må man stå på to ben. Det gør borgerligheden. Socialismen derimod står kun på et.

Derfor kan intet samfund ret længe holde balancen hvis det baserer sig for meget på rød politik.

Meta
Seneste ændring: 
13/06/2019 - 12:26
Udgivet i: