Informations spalter har bragt en del debat i anledning af en kronik af antropolog Morten Schütt med kritik af at kvinder kan få statsbetaling til at blive solomødre.
Det skete i kølvandet på den kritik, som fra Socialdemokraten Simon Simonsen ramte partifællen Joy Mogensen, der er blevet insemineret med anonym donorsæd.
Nu er der kommet et nyt aspekt ind i billedet, idet Joy Mogensen netop er blevet udnævnt til kulturminister.
Som mand kunne jeg frygte at en så kendt person som Joy Mogensen kom til at fungere som rollemodel. Og for at gøre mine bange anelser til virkelighed, har direktøren for Kvinfo netop udtalt til BT, at Joy Mogensen kan blive
rollemodel for masser af unge kvinder
Så nu handler det om at en kendt person præsenteres af Kvinfo som rollemodel for unge kvinder.
Netop denne rollemodel-status er et slag i ansigtet på mange mænd.
Et synspunkt om solomoderskab blev udtrykt af Yildiz Akdogan: "Kernefamilien er hverken bedre eller ringere end regnbuefamilien eller solomor/solofar-familien."
I anledning af den aktuelle debat gav jeg mit til at dykke ned i faglitteraturen om børns opvækst hos enlige forældre og regnbuefamilier. Hvad dokumentation er der for, at børn trives bedst hvis de vokser op i en kernefamilie med en mor og en far?
Jeg fandt, at der er masser af dokumentation for det:
Nogle forskere har f.eks. konkluderet, efter at man har justeret for diverse forhold, såsom forskelle i indkomst, at børn af enlige mødre i gennemsnit har lavere uddannelse, er fattigere, er lidt mere kriminelle, er mere promiskuøse, oftere har kønssygdomme, oftere har problemer i deres nuværende parforhold, og har flere homoseksuelle erfaringer.
Det gælder selvfølgelig ikke alle – nogle børn af enlige udvikler sig helt fint. Men statistisk set er det sådan.
Det vil sige at en udvikling hen imod flere solomødre statistisk set vil trække i den gale retning med hensyn til gode opvækstvilkår for børn. Det kræver selvfølgelig meget mere dokumentation at hævde dette, end jeg kan give her.
Derfor har jeg samlet evidens for min påstand i en postering, der kan læses på nettet. Jeg henviser til denne postering.
Antallet af solomødre er i kraftig stigning i Danmark. En debattør (Rasmus Ulstrup Larsen) kaldte det for et par år siden ”et forfærdeligt moderne fænomen”.
Simon Simonsen skrev på Facebook om Joy Mogensen: ”Flere og flere kvinder bliver soloforældre og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd der er barnløse og det tal er stigende.”
Her vil jeg gerne understrege udtrykket ”skønne og vidunderlige mænd”.
Feminister fremstiller det i debatten som om de mænd, der bliver valgt fra, er ”tabermænd fra Nordjylland”. Det er rigtigt så langt, som at mænd der er arbejdsløse eller ufaglærte i særlig grad bliver fravalgt af kvinder.
Men der er masser af gode, kærlige, trofaste, veluddannede, ressourcestærke mænd, der bliver valgt fra af kvinderne. De to køns styrker og svagheder er spejlbilleder af hinanden:
Kvinder er stærkest med hensyn til sociale relationer; de mangler sjældent venskab. Derimod kniber det for nogle med at skaffe sig de materielle ressourcer.
Mænd er stærkest med hensyn til at skaffe sig materielle ressourcer – de har fokus på arbejde og økonomi. Derimod kniber det med at skaffe sig gode sociale relationer.
Feminismen fokuserer voldsomt på de felter, hvor mænd har det bedre m.h.t. penge og karriere end kvinder. Derimod er der et ringe (og forfejlet) fokus på de felter, hvor mænd står i socialt underskud og mangler kilder til følelsesmæssig berigelse.
Nu styrer vi mod et samfund, hvor kvinder klarer det hele selv. De 500.000 skønne og vidunderlige mænd er sendt ud på et blindspor, hvor de ikke har kærester eller koner, og ikke har børn. De er afskåret fra de vigtigste kilder til følelsesmæssigt velfærd. De er afskåret fra den glæde det er at sætte børn i verden, og først og fremmest er børnene afskåret fra de væsentlige input til deres udvikling, som kun fædre kan give.
Og feministerne håner dem bare.
De fleste af de mænd, der således forhånes, er mænd med masser af positive egenskaber, som intet hellere vil end være kærlige og søde over for kvinder og børn, og som gør masser for at skabe det materielle velfærd (f.eks. infrastruktur), som kvinder tager som en selvfølge.